Søvn er min akilleshæl. Det er mit søvnmønster, der som det første ændrer sig, når noget i mit liv ikke er i alignment.
Et langt livs søvnudfordringer har vist mig, at det aldrig handler om søvnen. Søvnmanglen er kun et symptom på noget jeg ikke får handlet på eller indsigter jeg ikke har lyst til at vedkende mig. Så står energien og sitrer, skaber rastløshed, forstyrrelser og vækker mig om natten. Nætter hvor jeg vågner efter et par timers søvn og er træt, men lysvågen.
Oftest er der modstand til stede. En ulyst til at vedkende mig dét der rumsterer i kanten af min bevidsthed. Jo mere jeg efterhånden har taget kompromisløsheden og det utæmmede i ed, jo finere bliver søvnkompasset. En del af mig reagerer kraftigt, når jeg lukker øjnene for det åbenlyse.
Det samme har gjort sig gældende denne sommer. Min søvn forsvandt igen. Jeg begyndte at vågne midt på natten ude af stand til igen at falde i søvn. Der var kun en vej – at stå op og gå ud.
Det betød at jeg blev lydhør – jeg begyndte at lytte endnu dybere ind i mig selv på mine natlige vandreture. Mit indre kompas måtte kalibreres på ny og jeg øvede mig i at have villighed til at mærke hvad der rumsterede bag søvnforstyrrelsen og min ulyst til at sanse og lytte ind i mig selv.
Den indsigt der tog form, medførte bølger af sorg. En sorg over at åbne mig for det mit utæmmede væsen forsøgte at formidle til mig: at mit ægteskab havde lidt skibbrud. Et ægteskab som endda kun var 5 måneder gammelt.
Jeg måtte åbne mig for den mulighed, turde SE det uden at vide hvad jeg kunne og skulle gøre ved det. Med indsigten fulgte endnu flere søvnløse og urolige nætter fyldt med sorg, smerte, kærlighed og håb. Igen og igen stødte jeg på sårene i min kvindelige arv – alle de overbevisninger jeg var vokset op med måtte jeg tage stilling til på ny.
Jeg forsøgte at lytte loyalt ind i den del af mig, er nu igen var blevet såret og spejdede samtidig efter en farbar vej til at hele ægteskabet, den splittelse skabte søvnløsheden, for den aktiverede mit grundsår: at tillægge mine egne sansninger og oplevelser værdi og virkelig TRO på dem – eller endnu en gang at vende ryggen til dem. Mere loyal overfor omverdens behov end mine egne.
Dørene til min opvækst stod igen på vid gab. Frygten dansede sammen med tvivlen, desperationen, kærligheden, længslen, sorgen og alle mine gamle, velkendte dæmoner. Jo mere jo turde mærke alle følelserne der gyngede uden at kende udfaldet af dem, jo bedre begyndte jeg igen at sove, indtil jeg en nat vågnede med en oplevelse af at have nået en afklaring: uanset hvor smertefuldt det var, måtte jeg gå fra mit ægteskab. Der var ingen anden farbar vej.
Det betød på ingen måde at kærligheden mellem os var død eller at skilsmissen har været let at føre ud i livet – der var bare for mig ingen anden farbar vej at gå.
Jeg måtte i processen danse med skamfuldheden over nu igen at skulle skilles (for 3. gang!), frygten for at have givet fortabt for hurtigt, min mands ønske om at blive sammen, venner og bekendtes behov for at kærligheden kunne overvinde alt og fremfor alt med pænhedens svøbe.
Men skulle jeg blive efter det der var sket og den måde vores ægteskab havde udviklet sig på, skulle jeg gå på kompromis med hvem jeg er og hvad jeg står for. Jeg ville skulle lukke øjne og ører for min krops signaler og dermed underkende det utæmmede i mig – overhøre min sjæls hvisken.
Vigtigst af alt ville jeg endnu en gang udsætte mit indre barn for et svigt. Et svigt som ville betyde, at en sårbar og finstoflig del af mig som nu endelig havde fået livsglæde og tillid, igen blev forvist til det indre beskyttelsesrum og ville tage en del af mit sanseapparat og livskraft med sig.
Nok har kompromisløshed sin pris, men det har kompromiser, som æder af integriteten også.
