8. marts
I de kristne myter fortælles Skabelsesberetningen om Gud Herren, der først skaber Adam af jorden og blæser Livsånde i hans næsebor, så Adam bliver levende. Dernæst bygger han kvinden af Adams ribben – som Adams hjælper. På hebraisk betyder Adam simpelthen mand og samtidig menneske.
Da Gud Herren førte kvinden til Adam, sagde Adam:
”Nu er det ben af mine ben Og kød af mit kød.
Hun skal kaldes kvinde
For af manden er hun taget”.
(Det Danske Bibelselskab, 1992)
Når kvinden og det kvindelige ikke anerkendes som en selvstændig impuls, men som udsprunget af manden, har det betydning langt ind i vores forståelse af det kvindelige.
Vi anser det ikke som validt at sanse fra det felt i os, men derimod som noget fejlbehæftet og mindreværdigt. Set fra mit synspunkt betyder det, at vi kommer i evig kamp med vores iboende, cykliske natur.
Når kvinden ikke ses som et selvstændigt væsen – som en ligestillet del af Skabelsen, skæres forbindelsen til æten over. Båndet til kvinder gennem æoner af tid ender nu ved Adams ribben og ikke ved urmødrene.
Vi bliver dermed afskåret fra en del af den saft, visdom og Kraft, der løber dybt i det urkvindelige. Det urkvindelige bliver mindreværdigt og måske endda skamfuldt.
I årtusinder har vi altså dyrket intellektet i en form for religiøsitet og spiritualitet, som var ’ud af kroppen-oplevelser’. Vi har undertrykt det instinktive, og i flere sammenhænge er det endda trængt ind i kønnene, så fornuften og intellektet blev sidestillet med manden og det instinktive og mindreværdige med kvinden.
Den kvindelige impuls er her ikke kun bundet til kønnet, men til det cykliske, langsomheden, det lydhøre, sansende og følende. Naturen. Kort sagt kroppen – for både mænd og kvinder.
Vi skulle forsage og forlade kroppen og det syndige, menneskelige felt for at komme det guddommelige i møde og opleve vores Sjælelige storhed. Vi skulle træde ud af os selv og over i det guddommelige. Kroppen og det menneskelige i os skulle revses, forbedres og oplyses. Vi skulle blive en bedre og renere udgave af os selv.
Romerkirken har i min optik shanghajet menneskets Livskraft og gjort mennesker berøringsangste overfor egen krop – og lagt Sjælen ud som et anliggende for præsteskabet. Det var et spørgsmål om magt, om at tæmme mennesker – såvel mænd som kvinder. For hvis kroppen alene tilhører Gud og er et tempel for Sjælen, og Sjælen er et anliggende for præsteskabet, er mennesket bundet, tæmmet og lydigt og stiller ikke spørgsmål ved det bestående.
Disse ord fra “Kroppens Bog” er sørgerligt aktuelle i dag.
I dag falder Kvindernes Internationale Kampdag. En dag der blev indstiftet for at kæmpe for kvinders valgret og frihed.
Denne dag er for mig en anledning til at sende mange taknemmelige tanker til de kvinder (og mænd) som har gået før mig og som har kæmpet for de rettigheder og den frihed, jeg i dag nyder godt af som kvinde. Udviklingen mange steder i verden, viser, at den frihed ikke er en selvfølge og at den er skrøbelig.
Meget er opnået og alligevel er der uendelig lang vej igen. Både på det fysiske plan, hvor ligeløn og lige rettigheder for mænd og kvinder stadig ikke er en selvfølge. De faktuelle tal, taler deres tydelige sprog – også i Danmark.
Samtidig med at jeg iagttager den fysiske og faktuelle verden, går jeg dybere i intentionen om, at få den utæmmede, urkvindelige energi til at flyde friere i verden – ikke kun i kvinder, men som en klang i verden, der bydes velkommen af både mænd og kvinder.
Æret være de kvinder og mænd, som har kæmpet for kvinders rettigheder. Æret være de kvinder og mænd, som insisterende og højlydt minder os om, at vi stadig ikke har de samme rettigheder og den samme frihed. Æret være de kvinder. som er gået før mig og utrætteligt har holdt det urkvindelige levende og pulserende og ikke ladet det forsvinde i glemslen – selv når de har måttet betale med deres liv.
Glædelig kampdag – for retten til at leve som frie og utæmmede væsner.
“Venlig, men aldrig tam”
(Jeg har skrevet mere om dette felt i både “Kroppens Bog” og “LYST”)
