Jeg er vokset op i en slægt præget af immigranter, søfolk, fiskere og vandrere. Folk der er draget ud i verden i håb om et bedre liv. Nogle gange er det lykkedes at skabe et bedre liv, men som oftest er nissen bare flyttet med.
Man hædrede fortællingen (eller skrønerne), om dem der drog ud. Eventyrerne, libertinerne, polarforskerne, udvandrerne og de revolutionære. Dem, der turde forlade det velkendte, i håb om at forandre verden. Hjemmefødningen, der var tilfreds med det nære og ikke drømte om at søge ud, betragtede man med en blanding af mistro og foragt.
Som ung rejste jeg også. Vel både fordi det var det man gjorde – verden lå åben – men allermest rejste jeg for at undslippe mig selv. Jeg troede på fortællingen om, at lykken lå bag det næste vejsving, den næste fjeldtinde, den næste store oplevelse (og for alt i verden skulle jeg ikke ende som en hjemmefødning). Rejserne bragte mig langt omkring, jeg sov under fuldmånen i Sinai ørkenen, dykkede med havets skabninger, mødte spændende mennesker og kulturer, men intet af det bragte mig tættere på mig selv.
Jeg var rastløs og følte mig ikke specielt hjemme et sted, havde hjemme alle steder, eller måske i virkeligheden ingen steder. Jeg var rodløs.
Livede formede sig med børnefødsler, skilsmisser og epidemier, der umuliggjorde rejser. Uanset om jeg havde lyst til at rejse eller ej, var jeg i en årrække tvunget til at blive. Det gav mig mulighed for at kigge på den længsel, der var forbundet med at rejse og hvad den mon egentligt bundede i – inden i mig. Det åbnede for indsigter omkring at have fodfæste i mit eget liv.
Nu øver jeg mig i at blive.. Ikke ud af nødvendighed, men fordi det får min sjæl til at synge og mit indre livstræ til at finde dybere rodfæste. Jeg læner mig ind i mig selv og øver mig i at være mig selv nær.
Jeg øver mig i at blive..
..mens alle andre tager ud. Tager væk. På sommerferier, skiferier, storbyferier, kulturrejser, juleferier og påskeferier.
Jeg øver mig i at ånde med det der er og ikke flygte. Hele livet er jeg flygtet – ud i verden i høj fart på jagt efter vilde aktiviteter, så jeg ikke kunne mærke mig. Senere over i mænd, sære bekendtskaber eller i bevidstløs zappen på skærmen. Lukkede jeg en smutvej ned, opstod der bare tre andre, fordi jeg endnu ikke havde taget mig af kilden til flugten – nemlig helvedesfeltet fra min opvækst, der åndede mig i nakken.
Jeg øver mig nu i at singletaske. En aktivitet ad gangen, at være med det der er og omfavne aleneheden. Når jeg spiser, læser jeg ikke samtidig, men har min opmærksomhed rettet mod maden. Strikker jeg, gør jeg kun det. Ingen musik, ingen skærm. Hører jeg musik, er jeg fuldt til stede i det. Med hele opmærksomheden rettet mod at lytte og sanse. Syr jeg, fordyber jeg mig i materialet mellem mine hænder. Det samme med madlavning, havearbejde, skrivning. Jeg øver mig i at samle mig og være mig selv nær. Være med det der er – og fordi jeg efterhånden har favnet alle sider af mig, opdager jeg det, når jeg igen får lyst til at flygte væk fra mig selv og ud i verden.
Impulsen til at singletaske og være mig selv nær, er langsomt opstået indefra som en lyst til at leve hver dag med omhyggelighed. Da jeg funderede over hvad det mon ville betyde i mit liv, var en af mulighederne at sætte farten ned og øve mig i at blive.
Konsekvensen af at øve mig i at være mig selv nær og ikke flygte, er en endnu dybere forbundethed med min kraft. Og når jeg mærker kraften buldre i mig eller røre blidt på sig, får jeg nogle gange lyst til at flygte ud i verden. Om kilden til flugt er frygten for kraften eller helvedesfeltet, gør ikke den store forskel. Det eneste jeg kan gøre er, at favne rastløsheden med omsorg og øve mig i at blive nær med mig selv.
Ind imellem søger jeg kortvarigt ud i verden – for at lade mig bevæge og påvirke af impulser udefra, men med opmærksomheden vendt mod at bevare forbindelsen til mig selv og sjælens fært.
Erfaringen har lært mig, at svaret oftere ligger i mit indre, end bag fjerne horisonter.
