Selv om vi har passeret sommersolhverv og dagene så småt bliver kortere, er det stadig højsommer. Sommerens energi og de lyse timer kalder på vækst. De kalder på hamskifte og giver en unik mulighed for udvidelse. En unik mulighed for at tillade din utæmmede energi at folde sig ud, og samtidig forstærkes den af de lyse nætter.
Nætterne er lyse og dagene lange på denne tid af året. Væksten buldrer i naturen, næsten troldsk i sit udtryk: utæmmet, saftspændt og insisterende. Det samme sker inden i os.
Vejrskiftene den sidste tid har været voldsomme – varme og fugtighed afløst af lyn og torden. Det kan føles som at være i en trykkoger lige nu. Ikke kun i det ydre, fysiske liv, men så sandelig også i det indre. Der er måske glæde og sorg tilstede samtidig eller med korte intervaller – en følelse af kraft, blandet med magtesløshed. Vækst og liv, blandet med strejf af frygt.
Samtidig er det nu er sortmåne. Når månens segl bliver tyndere nat for nat, for, for en stund, at forsvinde, er det sortmåne. Lyset trækker sig tilbage, og mørket fylder mere. Månens lys set fra jorden er mindst. Det kan virke, som om Månen er fraværende.
Når Månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende, og den utæmmede Kraft er stor. Den utæmmede Kraft puffer til os, opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden. Når vi tør gå ind i mørket, under jorden og forbinde os med rodnettet, tager vi vores urkraft i ed og mærker forbindelsen til alle de livsduelige kvinder der har levet før os.
Nogen gange føles den medfølgende energi ubarmhjertig. Som en naturkraft der længe har været tæmmet og nu bryder igennem – ubønhørlig og kompromisløs- forandrer den alt på sin vej gennem dig, mens den bygger bro mellem dit indre og din ydre verden. Højsommerens vækst og sortmånens kald på kraften i dig, skaber et frugtbart spændingsfelt i os som mennesker.
Det sætter dybe lag i bevægelse, måske føles det som om gamle smertefelter åbner sig, vånder sig og giver lyd fra sig dybt inde, dybt nede i dig.
Det kan opleves som om dine dybeste smertelag er i bevægelse, ukontrollabelt og altædende. Måske rører det ved din frygt – en instinktivt frygt for, at lader du smertelaget åbne sig, bliver du opslugt af det.
Set fra det urkvindelige felt, udspiller en anden og dybere historie sig. Kraften rører på sig Det er vækstsæson. Og for at vækst kan forekomme, må vi rense de sår, der holder os tilbage. Det hjælper månefasen til, fordi den trækker os indad og nedad.
I det felt gælder visdommen om, at vil du have adgang til din de dybeste lag af din kraft, må du kende dine sår. For fra sårene udspringer en del af kraften. Der handler det ikke om at være i verden med din kraft ’på trods af’ det der er sket dig, men ’i kraft af’.
I dine sår findes adgangen til din største kraft. Pakker du dine sår ned, fjerner du dig fra Kraften og dermed forbindelsen til Skabelsen.
Når du tager dig af dine sår, tillader dem at springe op for at blive helede, lader du din kraft rejse sig – selv om det måske ikke føles sådan, fordi alt er råt, betændt og smertende. Men samtidig med at sårene heles, vokser du dig fri og træder ind i ar-klanen. Se det som en mulighed for at rejse dig: at bore dine rødder dybt ned i din indre muld og strække din krone mod himlen. Fritstående, ene-stående i din vær-dig-hed og alligevel dybt forbundet med livet og din omverden.
Midt i højsommeren og ferietiden, ligger altså en invitation vi kan tage imod – en vækstmulighed. Men vi har også altid det frie valg: vi kan registrere invitationen, og vide at det ikke er en pligt at tage imod den, og derefter vende os mod det ydre liv igen.
Valget er dit.
