Månen er igen aftagende – det er snart sortmåne- kraften trækker sig under jorden, samles for igen at rejse sig i dig og i verden.
Når Månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende, og den utæmmede kraft er stor. Den utæmmede kraft puffer til os, opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden.
Det sætter dybe lag i bevægelse, måske føles det som om gamle smertefelter åbner sig, vånder sig og giver lyd fra sig dybt inde, dybt nede i dig.
Det kan opleves som om dine dybeste smertelag er i bevægelse, ukontrollabelt og altædende. Måske rører det ved din frygt – en instinktivt frygt for, at lader du smertelaget åbne sig, bliver du opslugt af det.
Set fra det urkvindelige felt, udspiller en anden og dybere historie sig. Kraften rører på sig, på kanten mellem vinter og forår. Vækstsæsonen er på vej. Og for at vækst kan forekomme, må vi rense de sår, der holder os tilbage. Det hjælper månenfasen til, fordi den trækker os indad og nedad.
I det felt gælder visdommen om, at vil du have adgang til de dybeste lag af din kraft, må du kende dine sår. For fra sårene udspringer en del af kraften. Der handler det ikke om at være i verden med din kraft ’på trods af’ det der er sket dig, men ’i kraft af’.
I dine sår findes adgangen til din største kraft. Pakker du dine sår ned, fjerner du dig fra kraften og dermed forbindelsen til Skabelsen.
Grundsåret er det sted i os, hvor vi føler os uelskede og adskilt fra fællesskabet og skabelsen. Det kan have forskellige nuancer, klange og dybder. Det er ikke nødvendigvis den hårdeste og mest traumatiske opvækst, der giver de dybeste sår. Små torne og skarpe hjørner kan også forårsage dybe sår, som bliver betændte og har svært ved at læges.
I grundsåret bor døden. Tillader vi ikke grundsåret at blive berørt af verden, så det kan springe op og bløde for at blive renset og kunne hele, vil grundsåret sprede edder og gift og sætte sig som en sjælelig nekrose. Den vil sprede sig til blodstrømmen, ind i livskraften og skabe afstand til ikke alene sjælen, men til verden. Et uhelet grundsår skaber en ond cirkel, hvor du igen og igen får bekræftet dén antagelse om verden, der er indlejret i såret. Du bliver bundet af din indre lænke, fæstnet i såret.
Når du tager dig af dine sår, tillader dem at springe op for at blive helede, lader du din kraft rejse sig – selv om det måske ikke føles sådan, fordi alt er råt, betændt og smertende. Men samtidig med at sårene heles, vokser du dig fri og kan træde ind i ar-klanen.
I ar-klanens rum er sårbarhed og styrke lige velkommen. Tårer og latter.
Skammer du dig over dig selv og dine valg, giver dette rum dig mulighed for at hele. Ikke som noget, der bliver gjort ved dig udefra, men fordi du langsomt med værdighed og kærlighed står ved dig selv.
I ar-klanens rum kan du fortælle om de ting, du har overkommet, alt det der ligger i et tilsyneladende helt almindeligt menneskeliv. Umiddelbart ikke noget heroisk og så alligevel. Set fra det felt, fyldes vi med ærefrygt over de fleste menneskers formåen. Vores styrke, sårbarhed og evne til at overleve og med årene at hele.
Måske har du ikke en gruppe mennesker, som du kan lave en ar-klan sammen med – men muligheden for at forholde dig sådan til dine ar er altid til stede i dit indre. Du kan skrive om det, du har oplevet eller loyalt kommunikere med den del af dig, som har lidt. En mulighed er også at søge hjælp til det svære og sammen med et menneske drage ind i helvedesfeltet, som heltinden i folkeeventyrene, der går til heksen i skoven for at hente kraniet med ild. Du tager din iboende kraft og Livsvisdom med ind i dybet af dig, og en mulighed for forløsning opstår.
Du byder hele dit væsen og dermed din fulde kraft velkommen hjem.
(Du kan læse mere om a
r-klanen i både kællingens og krigerens bog)
