Det er igen fuldmåne. August fuldmånen er sommerens sidste fuldmåne, inden efterårsmånederne starter.
Fuldmånen markerer afslutningen på den lyseste og varmeste del af sommeren. De næste måneder vil efteråret og sommeren danse, indtil kulden endelig overtager og sommeren går i hi.
Det er tid til at høste de sidste af sommerens indsigter under fuldmånens klare lys. Vende og dreje dem og turde stille dig selv de svære spørgsmål, du normalt undgår.
Det har været en heftig sommer for mange. Den første helt ‘normale’ sommer efter de sidste års nedlukning har bragt mange ting til overfladen og gjort dem synlige. Festivaler, udenlandsrejser og koncerter er igen startet – forventningerne har været store, ligesom hungeren efter at komme tilbage til det liv der engang var – før covid.
Fuldmånenætter indeholder deres helt egen magi – et åbent, kraftfuldt rum, hvor det utæmmede træder tydeligere frem. Kraften rejser sig fra rodnettet, og Himmel og Jord rører hinanden, mens fuldmånens lys kærtegner Jorden.
I folkeeventyrene sker store forvandlinger, når det er fuldmåne. Mennesker bliver til dyr, varulve eller magiske skabninger. Fuldmånen kalder på det utæmmede i dig, på dyrekvinden i det indre.
Det kan give en oplevelse af rastløshed. En følelse af næsten ikke at kunne være i dig selv.
Måske i form af søvnløshed, måske mere som en indre uro – et kald til at høste og begribe sommeren. Et kald og en længsel efter at kunne forstå alt det der er sket – både inden i dig og udenfor i verden.
Det handler ikke om at være vild og gal, lave omstændelige ritualer eller færdes i fuldmånenatten på en særlig måde. For mig at se handler det om at standse op. Bruge dine sanser – lytte, snuse, mærke og SE på dit liv og det de sidste år har lært dig om dig selv. Måske gør du det i naturen, måske gør du det ved køkkenbordet, mens du iagttager fuldmånen på himlen. Det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at du standser op og ser.
Når du har villigheden til at se, ser du med hele dit væsen. Ikke alene med dine fysiske øjne, men også med dine følelser, din intuition, dit skød, dine usynlige knurhår og din hud. Hele dit væsens opmærksomhed er rettet mod det, du ser under fuldmånens lys. At se på den måde forbinder dig med dyremennesket i dig. Den del af dig, som har adgang til det utæmmede, instinktive og lysten. Det handler ikke om teknik, men om nærvær, tilstedeværelse og tillid til dine egne sansninger og erfaringer.
Måske står det glasklart for dig, om du dagligt træffer valg, der giver næring til din sjæl og understøtter udlevelsen af din kraft, eller du ikke tager dine erfaringer, din sjæls hvisken og valg alvorligt. Måske lytter du og flygter igen væk i overspringshandlinger i stedet for at tage dig af dét der bliver synligt.
Måske opdager du, at du lever med at bedøve sanserne, ikke mærke hvad dyrekvinden indeni dig egentlig fortæller dig dit liv. Og stoler du ikke på dyrekvinden i dig, på dine egne sanser og indre oplevelser, bliver det svært at navigere og være selvkærlig og selvansvarlig. Det bliver svært at adskille hvad der er dit og hvad der er din omverdens behov.
Vejen hjem går gennem det ubetingede venskab, ikke alene med din krop, men med din lyst og dermed det utæmmede i dig, med kællingen og slangen i dybet, med din indre dyrekvinde. Hende i dig der ved. Hende, der tør se og sanse.
Venlig, men aldrig tam. Sådan inviterer du til, at dyrekvinden i dig får plads, tager ejerskab over sit skind og kommer fuldt til stedet i livet. Det vil åbne for en anden kontakt til dine sanser og din krop og hjælpe dig til at stå selvbevidst og seende midt i dit liv.
Nu da du har set, hvad vil du da gøre?
