At tillægge det cykliske liv værdi

I aftes holdt jeg igen en facebook live, hvor emnet var : det cykliske liv. Når jeg er færdig med en live, et foredrag eller en workshop evaluerer jeg altid. Jeg spørger mig selv, om jeg fik sagt det jeg ville, fik jeg formidlet det væsentlige..?. Ofte tager den evaluering dage, hvor den ligger som et spor i mig, Igen og igen vender jeg tilbage og ser efter essensen.

Når jeg kigger tilbage på i aftes, bliver det klart for mig, at jeg ikke fik sagt noget helt væsentligt i forhold til det cykliske liv. I forhold til dét at erkende livet som foranderligt, cyklisk, tilbagevendende.

Jeg talte ikke om, hvor svært vi som samfund og enkelte individer har ved at tillægge det cykliske værdi. Lige nu er der en meget frugtbar åbning for at gå dybere i os selv og omfavne et nyt lag af det cykliske og urkvindelige i os, uanset om du er kvinde eller mand. På job eller låst fast derhjemme. Åbningen er der.

Og alligevel  ser og hører jeg igen og igen mennesker betragte det cykliske i sig selv som en fejl. Måske næsten en svaghed, noget der er mindreværdigt, fejlbehæftet og som skal rettes op.

Men det cykliske og foranderlige i det urkvindelige er ikke en fejl. Ikke noget, som skal udjævnes og gøres lineært for at passe ind i det omgivende samfund.

Når vi forbinder os med det cykliske, forbinder vi os til det urkvindelige univers og giver slip på en del af lidelsen. Uanset om vi er kvinder eller mænd, bor det cykliske og kvindelige i os. Når vi erfarer, at Livet er cyklisk og ikke lineært, falder Sjælen til ro i en dyb forvisning om, at vi ikke kan yde og præstere det samme hver dag, året rundt. Nogle perioder kalder på tilbagetrækning og inaktivitet, andre på handleKraft og nye ideer og visioner.

Men for at det kan ske, for at vi virkelig kan omfavne det cykliske i os selv og verden må vi tillægge det værdi. Vi må have villigheden til at erkende at det cykliske er ligeværdigt med det lineære. At det ikke er et enten eller, men en mulighed for at have to lige stærke ‘ben’ at stå på: en indadrettet, cyklisk opmærksomhed og en udadrettet lineær.

Skal vi have adgang til vores iboende kraft, må vi turde omfavne den side i os selv, som er forbundet med det cykliske. Det er en livline til Skabelsen og til kraften i os, fordi den spejler, at Livet er cyklisk. At én fase afløser den næste. I det urkvindelige felt ligger Kraften ikke uden for os, som noget vi skal erobre, besejre eller hente. Kraften ligger i os. Vævet dybt ind i vores væsen, vores celler, vores hukommelse og Sjæl.

Når vi er med alle Månens faser og tør danse med de urkvindelige kræfter, den spejler i os (uanset om vi er kvinder eller mænd), forbinder vi os med det cykliske og dermed med den iboende Kraft. Det urkvindelige er forbundet med døgnets rytme, cirklen, med solens gang over himlen, Månens faser, årstidernes skiften, menstruationen og de forskellige grundmønstre et menneskeliv indeholder.

Min oplevelse er, at der er mange forklaringer på, hvorfor vi ikke for alvor omfavner det cykliske både i os selv og verden. Nogle af dem ligger i opdragelsen, andre i kulturen, i religionerne, i familierne og i den måde vi omtaler det kvindelige og cykliske på.

I de kristne myter fortælles Skabelsesberetningen om Gud Herren, der først skaber Adam af jorden og blæser Livsånde i hans næsebor, så Adam bliver levende. Dernæst bygger han kvinden af Adams ribben – som Adams hjælper. På hebraisk betyder Adam simpelthen mand og samtidig menneske.

Da Gud Herren førte kvinden til Adam, sagde Adam:
”Nu er det ben af mine ben Og kød af mit kød.
Hun skal kaldes kvinde
For af manden er hun taget”

(Det Danske Bibelselskab, 1992)
Når kvinden og det kvindelige ikke anerkendes som en selvstændig impuls, men som udsprunget af manden, har det betydning langt ind i vores forståelse af det kvindelige.

Vi anser det ikke som validt at sanse fra det felt i os, men derimod som noget fejlbehæftet og mindreværdigt. Set fra mit synspunkt betyder det, at vi kommer i evig kamp med vores iboende, cykliske natur.

Når kvinden ikke ses som et selvstændigt væsen – som en ligestillet del af Skabelsen, skæres forbindelsen til æten over. Båndet til kvinder gennem æoner af tid ender nu ved Adams ribben og ikke ved urmødrene.

Vi bliver dermed afskåret fra en del af den saft, visdom og Kraft, der løber dybt i det urkvindelige. Det urkvindelige bliver mindreværdigt og måske endda skamfuldt.

Den skam ligger ikke kun i rigtig mange kvinder i forhold til vores egen iboende natur, men også i mange mænd i deres egen, indre oplevelse af det kvindelige – i sig og i verden. Vil vi have to lige stærke ben at stå på: et lineært og et cyklisk , må vi sidestille det cykliske og lineære og italesætte skammen.

For at få den fulde adgang til din Kraft og din Vær-Dig-Hed, må du løsne skammens klør i din Sjæl. (Kællingens Bog)

Alt dette ville jeg gerne have sagt i aftes, nu kommer det så ud som en blog i stedet. Jeg skriver meget mere om det, både i Kællingens Bog og den bog jeg har skrevet om en anden vinkel på overgangsalderen, som hedder ‘Bag den røde dør – at blive sin kraft’.

(Foto: Lars Mikkelsen)

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *