fbpx

At bryde Penelopes arv

Jeg er ud af en slægt af kvinder, der har ventet på mænd, der for længst er gået. Mænd der er taget på havet, ud i verden, ind i andre kvinders arme eller bare er forsvundet ind i sig selv. De har været tålmodige, kvinderne. De har fortalt hinanden og alle der gad høre på det, at ”alt godt kommer til den der venter” og måske at ”tålmodighed betyder mod til at tåle det der er”. De har gjort sig umage, kvinderne, de har fået det bedste ud af meget lidt. De har levet i håbet om bedre tider eller i mindet om dét der var. Måske har de bygget en art indre mausoleum, og nærmest helligholdt de få gode stunder, de har haft. De har rakt sig og strakt sig og slået knuder på sig selv for at være gode koner, kærester og forlovede. Alle kvinderne har kendt Umage[1] og gjort det at tåle til en dyd.

Men det har enorme omkostninger, at være en kvinde der venter: hun bliver bundet i længslen efter den ’eneste ene’ og mister sig selv, mens hun venter. Selv når hun måske var blevet skilt eller enke, har alt hendes attrå været rettet mod ’ham der gik’. Konsekvenserne af at være fasthold i en venteposition er store – uanset om er andres forventninger, tiden/ kulturen eller afgivne løfter til sig selv og manden – svarer det til at leve i en spændetrøje.

Det har haft en stor betydning for de kvinder, der fik deres lyst låst fast på en mand, der var der, for så at være væk igen. Kvinderne har ventet på at blive set og inviteret til at udleve lysten og kærligheden med deres udkårne. Kvinderne har været henvist til at lysten skulle blusse op, når deres udkårne kortvarigt landede i deres arme, inden han igen rejste ud i verden eller blev optaget af andre kvinder.

’Spændetrøjen’ har ofte afskåret forbindelsen til lysten. Det ville være alt for smertefuld at mærke en lyst, der ikke kunne handles ud, derfor er den ofte gået under jorden – og taget en del af livskraften med sig. Nogle kvinder i slægten er gledet ind i felter af vanvid eller har med alderen fået lette knogler. De bliver skrøbelige, fordi de giver afkald på sig selv og kraften i et helt liv – og negligerer alt den vished og kompromisløshed, der løber i knoglerne.

Min elskede mormor proklamerede på sin 90 års fødselsdag, at hun havde haft for få mænd og dem hun havde haft, havde været for dårlige elskere. Hun indså først sent i livet, at en stor del af hendes liv var gået med at vente, og at hun vidste, at det var for sent at gøre noget ved, nu hvor den eneste mand der rørte hende, var hendes gynækolog.

Det ville være så let at bebrejde mændene, men de har jo ’bare’ udlevet deres drømme og gjort det de kunne slippe afsted med – fordi der altid var en kvinde, der ventede i den anden ende, fejede op efter ham og passede hus og eventuelle børn.

Jeg kalder det ’Penelopes arv’, efter Odysseus[2] trofaste hustru, der ventede på Odysseus i 20 år. Odysseus var konge af Ithaca og drog i krig. En krig der varede 10 år i Troja. På vejen hjem blev han hele tiden afledt af magtfulde Guder, sensuelle gudinder, hekse, kykloper og andet godtfolk. Hjemrejsen tog derfor 10 år. Penelope blev senere i litteraturen og kulturen, billedet på den ærbare og tålmodige hustru og moder til deres søn. Hun ventede, selv om hun blev belejret af 108 vedholdende friere.

Penelopes arv er et tillært slør af passivitet over det kvindelige, som har gjort lysten ufri. Lysten er ikke længere kvindens egen, men er i i stedet rettet mod den fjerne og uopnåelige partner.

Ventepositionen og den tillærte passivitet, holder os fast, så vi bliver ved at stå og vente på, at en lukket dør åbner sig. At manden vender tilbage fra havet, fra de andre kvinder eller fra den indre proces han er fanget i, og opdager den skønne kvinde, der er hans partner. Og fordi vi står og venter med fokus på den lukkede dør til partneren mens vi håber på en anden virkelighed, vender vi samtidig ryggen til det liv og den lyst, der faktisk ER. Penelopes arv lever videre, uanset om vi selv har valgt at vente eller det er ’pålagt’ udefra i en forventning om, at det er sådan kvinder agerer, gør det ikke den store forskel. Vi er henvist til at leve i håbet, adskilt fra lysten og en del af livskraften.

Samantha Jones fra ’Sex in the City’ bliver billedet på en kvinde der bryder med Penelopes arv. Hun flytter fra New York med underskønne ‘Smith’ for at være sammen med ham mens han forfølger sin skuespillerkarriere i L.A. Hun venter på ham og bliver mere og mer frustreret, og ender med at udbryde de berømte ord: “I‘m gonna say the one thing you aren’t supposed to say. I love you… but I love me more. I’ve been in a relationship with myself for 49 years and that’s the one I need to work on.”

(Teksten er et uddrag af den bog jeg skriver på lige nu, som handler om  kvindelig seksualitet og hedder LYST)

[1] Se fortællingen om Umage og Katten i Kællingens Bog

[2] Homer: Odysseen

(Foto: Lars Mikkelsen)

Læs også