Jeg har først i en sen alder opdaget hvad det vil sige at have et ubetinget venskab med min krop. I årtier har jeg grundlæggende oplevet min krop som forkert – bare fordi den var en del af mig. Det var ikke kun møntet på hvordan den så ud eller oplevedes indefra, men fordi den var en del af mig. Det ubevidste ræsonnement var, at når jeg var forkert og fejlbehæftet, måtte min krop jo nødvendigvis også være det. Jeg adskilte ikke oplevelsen af ’mig’ fra oplevelsen af at have en krop. Det venskab min krop har mødt mig med gennem livet– har jeg returneret med foragt og mangel på lydhørhed,
Det var ikke bestemte dele af kroppen, men kroppen som helhed jeg har ligget i krig med. Jeg har mishandlet den, udsat den for prøvelser i et forsøg på at undertvinge den og få den til at føles ’rigtig’. Jeg har behandlet min krop med foragt og gjort alt for at overhøre dens budskaber og behov. Jeg har løbet op ad bjerge i bare fødder, trænet i timer under den brændende ørkensol, dykket alt for dybt i havet, udsat den for søvnmangel, kulde og smerte.
Igen og igen er jeg gået i ringen, kæmpet ikke alene kampe indenfor kampsport, men som en måde jeg forholdt mig til kroppen på i livet. Dengang havde jeg en indgroet overbevisning om, at jeg udforskede kroppens grænser – i dag ser jeg med sorg og forundring, at det allermest var et tillært kropshad, der udspillede sig i min måde at håndtere min krop – og min eksistens – på. Det var udsprunget af min opvækst og næret af det jeg oplevede i mine unge år. At jeg var forkert. At kroppen var forkert.
I min opvækst blev en følelse af mangel på eksistensberettigelse grundlagt, som jeg instinktivt lærte at overføre til min krop. En grundtone af at være forkert og skulle korrigeres [1]. Tidligt blev jeg tiltrukket af det spirituelle miljø og det forstærkede følelsen af kroppen som fejlbehæftet og uværdig. Jeg kom i sammenhænge, hvor man målrettet rejste ud af kroppen og ind i andre virkeligheder, uanset om det var afarter af seerens eller shamanens universer, handlede det om at forlade kroppen og søge ud i noget ’større’ og mere autentisk end kroppens virkelighed. I de kredse jeg færdedes i. taltes der kun lidt om kroppens behov, om at være selvansvarlig og lære at dække sine egne behov. Alt sammen bidrog det til den grundfølelse af forkerthed jeg havde indeni, og som var rodfæstet i kroppen.
De kropslige behov var noget man negligerede, ringeagtede og flyttede sig væk fra. ”Når vi arbejder spirituelt, lader vi det menneskelige stå uden for døren”, som en af mine mentorer sagde.
Som årene gik, blev det tydeligere for mig, at den splittelse mellem krop og sjæl i mig og som jeg også så i andre mennesker, kun bidrog til skygger, fraspaltet kraft og utryghed. Den tryghed jeg længtes så meget efter, kunne jeg kun skabe, ved selv at lære at tage mig af mine (kropslige) behov – ellers ville jeg ubevidst blive ved at søge efter ’nogen’ eller ’noget’ der kunne dække dem. Jeg ville blive ved at være underansvarlig og uddelegere en del af ansvaret til andre – mens jeg måske endda var overansvarlig og dækkede deres behov. En uendelig stoledans hvor alle er under- eller overansvarlige og dækker ’nogens’ behov, men sjældent deres egne.
At lære at tage mig af mine kropslige behov, betød at jeg allerførst måtte tillægge dem værdi og turde mærke dem. Jeg måtte tage rejsen fra hovedet og ned i kroppen og møde mig selv. Det indebar et stort stykke arbejde, for på rejsen mødte jeg (og møder stadig!) alle de dele af mig selv som var uvelkomne. Jeg måtte lære, at det ikke kunne løses ved at følge et bestemt træningsregime, kostplaner eller andres anvisninger, jeg måtte kalibrere mit indre kompas og lære min egen krop at kende. Jeg måtte lære at turde føle mine følelser og behov: træthed, sult, tørst, smerte, lyst og ikke flygte fra dem eller blindt være styret af behovene. Jeg måtte opbygge en villighed til at være selvansvarlig, rejse mig i alignment, mærke behovene og finde ud af hvordan og hvornår jeg ville dække dem. Som voksen måtte jeg erkende, at tryghed er forbundet med at kunne og ville dække egne behov på en ansvarlig måde.
Jeg opdagede på rejsen, at min opvækst havde sat sig som et alarmberedskab i mit autonome nervesystem – en grundlæggende utryghed og følelse af fare, som ikke kunne behandles udefra. Ingen kunne nulstille mit nervesystem og fixe det for mig. Det skete kun, når jeg skabte tryghed for mig selv og mit eget liv, ved at tage mig af mine behov og møde min krop med et ubetinget venskab.
Til dig:
Måske er du vokset op et sted, hvor det at tage dig af kroppens behov af den ene eller anden grund ikke var prioriteret, måske kendte de voksne omkring dig ikke til at være selvansvarlige og dække DERES egne behov. Måske lavede du som jeg tidligt en overlevelsestrategi om ikke at mærke kroppens behov, fordi de jo alligevel ikke blev mødt af de voksne omkring dig. Det kan være at det kropslige blev negligeret pga religion eller tro. Eller måske er du blevet næsten bange for din krops behov, fordi du voksede op et sted hvor man var styret af dem. Den første følelse af seksuel lyst eller trang til alkohol, blev måske øjeblikkeligt handlet ud – uden hensyntagen til tid, sted eller konsekvens.. Det kan have skabt en overdrevet kontrol – en frygt for at mærke behovene og dermed være styret af dem.
Men behov vi ikke erkender, kan vi ikke tage os af – og tager vi os ikke af dem, forsvinder de ikke. De lægger sig bare andre steder hen – måske som længsel, skygger eller livskraft der går i dvale.
Det er tid til at gå på en indre opdagelsesrejse – lytte til den baggrundsstøj du har arvet og selv bygget videre på. Hvad er din fortælling om din krop og dine behov? Hvad er du styret af og hvordan forholder du dig til din krop?
[1] Se bogen ”Min mors datter”.
(Endnu et uddrag af den bog jeg skriver på i øjeblikket: “Kroppens Bog. En fortælling om ubetinget venskab”. Den udkommer engang omkring årsskiftet)
