I dag har jeg været selvstændig i 12 år

I dag har jeg haft firma i 12 år.

Det har været en vild tur!

Der har været svære dage, hvor jeg havde svært ved at bevare troen – eller måske endda mistede den helt. Der har været lange, gode perioder, hvor jeg har følt mig flyvende og her på 12 års dagen ved jeg, at jeg formodentligt vil være selvstændig i resten af mit arbejdsliv.

Formen har forandret sig gennem årene – dét der var mit udgangspunkt og firmanavn dengang, har forvandlet sig mange gange undervejs. Og måske har det været det mest udfordrende: at turde give slip på en ydelse eller et produkt, når der ikke længere var energi i det og dybt i mig selv vide, at jeg først måtte slippe det gamle, før jeg kunne mærke den nye form.

Bøger er opstået undervejs, foldet sig ud i mit indre, når jeg har turdet standse op og lytte. Det har krævet mod – mod til at slippe det vedkendte og trygge, mod til at lytte til min indre verden, selv når det for alle andre så forkert ud, mod til at være loyal over for mine drømme og ikke nøjes med at drømme, men også at handle.

Det har krævet vedholdenhed – at møde op hver dag – i starten uanset om der var kunder eller ej og arbejde på mit firma. I perioder havde jeg vikararbejde ved siden af mit firma – for at kunne forsørge både mig selv og mine børn. Når jeg ser tilbage på de 12 år i dag, gør jeg det med tilfredshed og en stor taknemmelighed over for alle de mennesker der gennem årene er passeret igennem både mit firma og mit liv. Uden jer kunne jeg ikke have gjort det.

TAK

(Foto’et er taget af Lars Mikkelsen for ca 5 år siden – undervejs på rejsen som selvstændig)

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *