At have været udsat for voldsomme oplevelser som barn eller helt ung kan skabe en indre personlighedsdel, som er præget af de erfaringer. Den indre opdeling er en overlevelses-mekanisme, der sker automatisk. Det er altså ikke noget, du bestemmer dig for at gøre, men en måde kroppen og nervesystemet beskytter sig selv fra det voldsomme på.
Måske er det en barnedel, som knapt nok forstår, hvad det er der sker under de seksuelle overgreb, men bare oplever det smertefuldt, rædselsvækkende, uforståeligt og dybt traumatisk.
Overgrebene skaber dermed en indre oplevelse af ikke at være dygtig nok til at klare sig i Livet. Måske oplever den sig selv som et misfoster, der ikke har redskaberne, kender spillereglerne eller i det hele taget er livsduelig.
Barnet har jo med rette fået oplevelsen af, at Livet er et voldsomt og uforudsigeligt sted, som det føler sig helt uforberedt på.
Misfostret er en såret del af os, ofte dybt forbundet med en følelse af skam, og en del af os, som vi for enhver pris forsøger at skjule for omverdenen med alle mulige forklædninger og tillærte adfærdsmønstre.
Misfostret har barnets bevidsthed, på en måde er den frosset fast i tiden og tror, at smerten kan pustes væk og aldrig komme igen.
Misfosterdelen er derfor på en evig mission for at finde den trylleremse, bog eller behandler, der kan hjælpe delen til at blive ”normal” og ligesom andre mennesker. Med andre ord nulstille senfølgerne og aldrig skulle forholde sig til dem igen. Den indre del kan dermed blive en stærk drivkraft eller motivator i at samle viden, tage uddannelser og bygge et ”normalt Liv” – alt sammen i det (ubevidste) håb om, at det velfungerende Liv kan fjerne oplevelsen af at være unaturlig og bagud på point fra starten. Men selv om man får skabt sig en formue, et stort hus, en kærlig kreds af venner og alt, hvad hjertet begærer, fjerner det ikke misfosterdelen. Den lever stadig i dybet og fortsætter jagten på løsningen.
Måske er misfosterdelen overordnet gavmild. Giver alting væk i en blanding af ikke selv at fortjene medgang og af, at overgrebene har skabt en erfaring for, at ting alligevel bliver ”taget”.
Misfostret i os elsker eventyr om Askepot, der ved et trylleslag forvandles og får prinsen og det hele Kongerige. Misfostret ser fascineret på film som ”Grease”, hvor den kejtede Sandy i slutscenen bliver forvandlet til ”Smækker, lækker, smukke” Sandy, som dansende får alles opmærksomhed og bliver en del af gruppen.
Misfostret oplever gennem fortællingerne muligheden for en dag at kunne blive ”normal” og en del af gruppen. Samtidig bliver den del på en måde også lettet, når det går grueligt galt for andre – fordi det da bliver et vidnesbyrd om ikke at være alene som en af de udstødte. Det kan give en underlig indre dynamik af længsel efter at være en af dem, der vinder x-factor eller den store lottogevinst og blive tiljublet, blandet med skadefro over mennesker, som det går galt for – især hvis de falder fra samfundets top og hele vejen ned på bunden.
Denne del lever i dybet af os, selv om der går årtier efter overgrebene har fundet sted. Måske er den dybt misundelig på andre mennesker, der klarer sig godt og ikke ser ud til at kæmpe med senfølger af seksuelle overgreb. Misfostret føler, at det er uretfærdigt. Og der er god grund til at være misundelig. Fordi senfølgerne kan være så voldsomme og forme Livet i mange aspekter og er noget, som man skal bruge overordentlig meget tid og energi på, sammenlignet med andre menneskers tilsyneladende mere ubekymrede Liv.
Måske igangsætter misfosterdelen i det indre en livslang rejse efter at finde sin ”sjæleven”, sin ”sjælefamilie” og sit tilhørssted, i et håb om at det at føle sig accepteret af andre får følelsen af at være et misfoster til at forsvinde.
Og alligevel vil det ikke helt virke – accepten og den ubetingede kærlighed fra andre kan ikke udslette følelsen af at være et unaturligt misfoster, der er gået i stykker.
Hvis vi ønsker at transformere, hele og ændre den del af os, kommer vi uforvarende til at lægge endnu flere lag af forkerthed ovenpå misfostret.
Misfostret er for mig at se en indre del, vi må lære at favne inden i os selv – ikke i håb om at få den forvandlet eller gjort normal, men i en accept af, at den del lever i os – hele Livet. Det mest kærlige, vi kan gøre, er at møde den med interesse og med tiden omsorg.
Højtider, ferier, fødselsdage og tidspunkter, hvor ”normale mennesker” ser ud til at have det rart med den familie eller gruppe, de hører til, betyder ofte, at misfosterdelen i det indre føler sig endnu mere unaturlig og unormal, måske nærmest socialt retarderet.
Livet kan også aktivere følelsen af at være et misfoster – specielt i situationer, hvor der er afmagt til stede. Ikke nødvendigvis voldsomme ting men bare begivenheder, der kommer uforberedt. Det kan tænde oplevelsen af ikke at være dygtig nok, klog nok, kende reglerne eller magte at tage sig af Livet – og samtidig kan man have en voksen og selvansvarlig del, der godt magter Livet og måske endda tager rigeligt ansvar.
Det er den voksne side, omverdenen som oftest ser og måske også helst vil se. Den voksne og mest synlige del, der vender ud mod verden og klarer sig godt. Tager uddannelser, får familie, passer job og helt tydeligt har overlevet.
Prøver man at tale med omverdenen om følelsen af at være et misfoster, vil de oftest ikke forstå. De vil fremhæve alt det, man kan, alle de steder man er velfungerende, og det vil gøre følelsen af ensomhed og forkerthed dybere. Meget få mennesker er i stand til at forstå, hvad det dagligt kræver at få et almindeligt Liv til at fungere, hvis man har svære senfølger af seksuelle overgreb med sig, medmindre de selv har erfaringer i det felt.
Når andre hepper og fortæller om, hvor godt de ser, man klarer sig, kan det skabe tvivl i det indre. For betyder det så, at overgrebene egentlig ikke var så slemme? Synes andre ikke, at det var så slemt? Og hvorfor har man så selv oplevelsen af næsten at blive sprængt til atomer af det? Er det, fordi man virkelig er et misfoster, der intet fatter?
At have oplevelsen af at indeholde flere dele eller stemninger i sig kan tænde en frygt for at være vanvittig og en dyb følelse af skam, som man for enhver pris ønsker at skjule. Men for mig at se, er det, at vi indeholder flere forskellige dele – endda et helt galleri af forskellige delpersonligheder – en af senfølgerne af at have oplevet voldsomme ting i Livet. Alle delene bærer brikker i vores indre puslespil og vores livserfaringer og skal derfor ikke udstødes, men favnes.
Selvmedfølelse er at turde føle med den sårede del og være loyal over for den, men uden at lade den styre livets store beslutninger, da den jo er fastfrosset i barnets bevidsthed. At favne misfostret i sig og give det plads under kappen (se forsiden) er en vej til heling. Ikke for at skjule misfostret, men for at favne det.
(Afsnittet er fra min bog om senfølgerne af seksuelle overgreb: ‘Kraften i Mørket. Om seksuelle overgreb og menneskelige rovdyr’. Du kan se bogen her)
