Sortmåne og Skabelsens kærlighed

Månen er igen aftagende – det er snart sortmåne- kraften trækker sig under jorden, samles for igen at rejse sig i dig og i verden.

Når Månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende, og den utæmmede kraft er stor. Den utæmmede kraft puffer til os, opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden.

Det sætter dybe lag i bevægelse, måske føles det som om gamle smertefelter åbner sig, vånder sig og giver lyd fra sig dybt inde, dybt nede i dig.

Det kan opleves som om dine dybeste smertelag er i bevægelse, ukontrollabelt og altædende.  Måske rører det ved en oplevelse af, at intet nytter og du lige så godt kan give op? Give slip på kampen og bare lægge dig på sofaen fordi det føles for svært? At det føles som om du er kraftesløs, forpjusket og retningsløs? Måske rører det ved din frygt –  en instinktivt frygt for, at tillader du smertelaget åbne sig, bliver du opslugt af det.

Set fra det urkvindelige felt, fra det cykliske, udspiller en anden og dybere historie sig. Kraften rører på sig, på kanten mellem forår og sommer. Det er vækstsæson. Og for at vækst kan forekomme, må vi rense de sår, der holder os tilbage. Det hjælper månenfasen til, fordi den trækker os indad og nedad.

I det felt gælder visdommen om, at vil du have adgang til din de dybeste lag af din kraft, må du kende dine sår. For fra sårene udspringer en del af kraften. Der handler det ikke om at være i verden med din kraft ’på trods af’ det der er sket dig, men ’i kraft af’.

I dine sår findes adgangen til din største kraft. Pakker du dine sår ned, fjerner du dig fra Kraften og dermed forbindelsen til Skabelsen.
Når du tager dig af dine sår, tillader dem at springe op for at blive helede, lader du din kraft rejse sig – selv om det måske ikke føles sådan, fordi alt er råt, betændt og smertende. Men samtidig med at sårene heles, vokser du dig fri og træder ind i ar-klanen.

Spørg dig selv: Hvad ville kærligheden gøre?  Mærk dine sår rumstere og kalde på din opmærksomhed – og mærker du også frygten, da spørg dig selv: Hvad ville du gøre, hvis ikke du var bange? Måske er du nødt til at lukke øjnene en ekstra gang og se uden at se – se bagom og se under det som er.…

Måske opdager du, at det er tid til at slutte et ubetinget venskab med dig selv. At det er tid til at byde alle dele af dig selv velkommen – både de sårede og de stærke sider. De sider du med glæde vedkender dig og dem som du skammer dig over. Alt du indeholder er ok. Du behøver ikke forbedres, optimeres eller blive en bedre udgave af dig selv, for at være elsket. Du er nok. Præcis som du er.

Du er altid, allerede elsket af skabelsen. Når du ved det, kan du da elske dig selv? Eller måske bare beslutte dig for, at have et ubetinget venskab med dig selv?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

(Foto: Lars Mikkelsen)

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *