I aften er det Valborgaften, Voldermisse, Beltane.
Forskellige kulturer har givet dette tidspunkt på året forskellige navne. Alle markerer de den endelige overgang fra vinter til sommer og ligger samtidig midtvejs mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv.
Valborgaften markerer det tidspunkt på året, hvor jorden igen spirer med nyt liv og det tidspunkt, hvor man tidligere satte dyrene på græs.
Ilden på ildstederne blev slukket, for igen at blive antændt med det man kaldte ’vild ild’. Vild ild blev undfanget ved at gnide træ mod hinanden, i stedet for at bruge jern.
Med den ’vilde ild’ genantændtes ildstederne og madlavningsbålene og livet startede på ny.
Den vilde ild er heksen, vølven og kællingens enemærker. Den frie, utæmmede del af os. Den som i særlig grad er forbundet med naturens utæmmede kræfter. Den del af os, som ikke er optaget af at præstere for at gøre nogen stolte eller tilfredse. Den del som går visdommens og erfaringens vej og alene lytter til sin sjæls stemme og intuition.
Den vilde, utæmmede del af os som måske kunne opleves som en trussel, som noget ’farligt’. Som en del af os, vi gør klogest i ikke at give for meget næring og måske allerhelst holde bag lås og slå.
På Valborgaften er sløret mellem verdener særligt tyndt – det er en aften med stærkt forvandlingspotentiale – den utæmmede, kvindelige kraft er stærk. Måske er det derfor, den på et tidspunkt fik ry for at være heksenes aften – den aften de fløj til Tromsø eller Bloksbjerg efter at have danset vilde og nøgne omkring bålet. Myterne om heksenes vilde ridt giver både et spor af, hvilke muligheder Valborgaften og nat indebærer og samtidig en fortælling om, at der i opdragelsen og kulturen ikke ligger en værdsættelse af Heksens og Kællingens kraft. Der ligger ikke en værdsættelse af det urkvindelige.
Urter høstet denne nat har ekstra kræfter, ligesom bålene giver mulighed for forvandling. Nogle springer over bålet Valborgaften eller nat, for at markere det nye liv der tager form. Andre laver et bundt af grene, sedler med ord og alskens småting, for rituelt at lade det gamle fortæres af ilden – for at sætte sig selv fri.
Mulighederne er mange denne aften og nat.
Når Valborgnatten bliver til dag, bliver det samtidig 1. maj.
1 maj var tidspunktet, hvor den udadrettede, handlende energi manifesterede sig. Det var ’skiftedag’ for tyende, de kunne den dag (og 1. november) skifte arbejdsplads.
1. maj var dagen hvor der valgtes en ny Oldermand (formand) i landsbyerne og majstangen blev rejst. Senere blev 1. maj arbejdernes internationale kampdag. Selv om mange af disse praktiske begivenheder ikke længere fylder vores 1. maj, bærer dagen stadig energien.
Det er dagen for udadvendt, manifesterende aktivitet.
Majstangen er billedet på det maskuline, det udadrettede og potente. Mange steder bar majstangen en dag en cirkel af løv omkring sig – det rituelle billede på foreningen af det maskuline og feminine, hvorfra frugtbarheden sprang.
Set fra det utæmmede felt er der en særlig mulighed for at gå dybt ind i det magiske, kvindelige univers på Valborgaften og nat. En mulighed for, at tage sin indre kraft i ed, og lade den indre heks eller kælling træde frem og gentænde den indre, vilde ild.
Det er tidspunktet på året for at væve en ny livstråd, at lade den kraft der er samlet i vinterens blive til en stærk, indre livstråd.
Når energien skifter i løbet af Valborgsnatten og med den energi der strømmer i en mere udadrettet retning den 1 maj, er det muligt at lade livstråden og den vilde ild manifestere sig i det fysiske liv.
Sagt på en anden måde, ligger der netop i disse dage en frugtbar mulighed for at væve livet med tråde dybt fra det kvindelige univers (valborgaften) og lade dem manifestere sig og blive fysisk gjorte med det maskuline (1 maj).
Det mandlige og kvindelige har mulighed for forening og sameksistens – i dig og i verden.
Det er et stærkt døgn – tag kærligt imod det.
(Du kan læse mere om det cykliske liv i “Kællingens Bog”)
