Marts fuldmåne

25.3.24

Det er forårets første fuldmåne. Fuldmånen indvarsler den kommende vækstsæson.  Måske føles det næsten som vokseværk i dit indre. Som lag af hamme, der skydes og falder af. Stille, vedholdende, langsomt og for evigt forvandlende.

Hamskiftet, der er indbygget i forårets energi, efterlader dig i perioder med en følelse af sårbarhed – vinterens beskyttende ham er faldet, og forårssolens skarpe stråler skærer i øjnene. Du må på ny lære at navigere i den energi og livssituation, som blotlægges af den stærke forårssol og den insisterende marts fuldmåne.

Meget af naturen står i knop – vækstenergien er fortættet, og venter på varmere vejr. Det samme sker i dit indre,

Det er tid til at gøre de sidste overvejelser omkring hvad du ønsker skal vokse i dit liv den kommende sæson.Liv, død og genfødsel danser.

Fuldmånens lys skinner på  nye muligheder. Du kan forberede dig på den kommende vækstsæson og bruge muligheden for at SE ind i din indre have og finde ud af hvilke vækster du ønsker skal vokse der.

Måske mærker du samtidig grundsåret røre på sig i fuldmånens lys – måske føles det forstærket, sorgfuld, insisterende samtidig med at nye ideer vibrerer. Grundsåret og Kraften er uløseligt forbundne. Det ene findes ikke uden det andet. Vil du have en dybere kontakt til Kraften, må du turde at tage dig af grundsåret.

Det er ved at turde føle, at turde favne ALT det, der er dig – også dine følsomme, sårbare sider – at du får adgang til hele dig, også din Kraft. Følelser skal føles – ellers fraspaltes de og bliver til uregerlige kræfter uden for dig.

Fuldmånens lys skinner langt ind i dig, viser dig aspekter som ellers er skjult eller du ikke har så stor lyst til at undersøge eller erkende fordi det kalder på forandring. Alt kommer til overfladen. Fuldmånen aktiverer dette felt i dig. Månen lyser, og kontraster bliver tydeligere. Følelserne rumsterer og synes forstærkede. Udsvingene i følelserne er større – håbet om den nye vækst er måske  stærkere, og grundsårets sorg og magtesløshed synes dybere.

I folkeeventyrene sker store forvandlinger, når det er fuldmåne. Mennesker bliver til dyr, varulve eller magiske skabninger. Fuldmånen kalder på slangens energi i dig. Evne til hamskifte, forvandling og forandring, der springer dybt indefra og bliver handlet ud i verden, når timingen er til det.

Set med Kællingens og de urkvindelige væsners øjne, kommer du under fuldmånens lys i kontakt med dit utæmmede jeg. Den del af dig, der kender til at leve fuldt og autentisk, i dyb kontakt med dit indre. Den del, der hyler mod Månen af livslyst, danser nøgen i regnen og mærker de små kuldeprik mod huden. Dyrekvinden. Den del af dig der er venlig, men aldrig tam.

Tag vare på begge strømninger – både det utæmmede og livsduelige, der danser i fuldmånens lys og det sårede i dig, som længes efter at blive set, hørt og mødt med medfølelse. Det er fra det dobbeltrettede, den nye livsduelige vækst opstår.

Hvad skal dit liv indeholde? Hvad er væsentligt? Hvad er uvæsentligt? Hvor er der frygt? Hvor er der tvivl? Hvor vokser kreativiteten, livskraften og livslysten? Hvad i dig længes efter at blive mødt, for at nye liv kan vokse frem?

Valget er dit.

 

Læs også

NYHEDSBREV