Jeg er Tanja.
Jeg er en af de alt for mange kvinder, der har oplevet seksuelle overgreb. Som barn. Som ung. Som voksen.
Netop fordi det føles mest indlysende at tie, må jeg tale. Tavshed og hemmeligheder forkrøbler. De æder af livskraften. Handlingslammer, så det der er væsentligt bliver usynligt og i stedet har sendt mig på hovedkulds flugt gennem livet.
Nu er det tid til at bryde tavsheden, tale om skammen, frygten og den følelse af død og ikke-liv, der kan være senfølgerne af at have været udsat for overgreb og levet med menneskelige rovdyr. Det er tid til at samle brudstykkerne og turde tale om, hvor massive senfølgerne kan være og hvor langt omkring i livet de kan have konsekvens.
Fordi vi er nødt til at tale om overgreb. Om senfølgerne af det. Konsekvenserne af overgreb er som en slyngplante, der snor sig ind i mange aspekter af vores liv. I årtier efter det er sket, vil det stadig kunne påvirke dagligdagen, livskvaliteten og vores måde at være til stede i livet på.
Vi er bange for det fremmede rovdyr. Mænd vi ikke kender, som springer frem bag en busk eller trækker os med ind i en baggård. Men ofte er rovdyr mennesker tættere på os, vi kan være vokset op med en mor der er rovdyr (som jeg beskriver det i ‘Min mors datter’), det kan være vi har haft en ven, en chef, nabo eller kæreste, der viser sig at være et menneskeligt rovdyr. Uanset i hvilken kontekst mødet har udspillet sig, kan det have langvarige konsekvenser.
Et rovdyr er et menneske, som er grænseoverskridende, som låner dine penge eller æder din energi. Et menneske der bruger andre mennesker og er fokuseret på at få dækket sine egne behov. Rovdyret er sultent – næsten umætteligt. Grådigt vil det lange ud efter livskraft. uanset omkostningerne for andre.
De rovdyr som er farligst, er de mennesker som har lært at begå sig. Dem som har lært at forklæde sig og virke venlige. Omsorgsfulde og interesserede i hvem du er som menneske. De kan endda ved første bekendtskab virke tamme og ufarlige. Som en ulv i fåreklæder. De rovdyr har en særlig evne til at spotte forsømte mennesker (børn) og vise dem interesse, mens de langsomt vinder offerets tillid og fortrolighed. Måske har de endda opbygget en facade som gør at ingen mistror dem for at være rovdyr. Omverdens uvillighed til at tro på at et så pænt menneske også kan være et rovdyr, hindrer offeret i at få hjælp.
I min optik, ser de menneskelige rovdyr ud til at være tiltrukket af Kraften i et menneske, enten i en dragning af at ville slukke og kvase Kraften, ”fordi man ligeså godt først som sidst kan lære, at livet er hårdt og brutalt” (ofte har rovdyrene som børn været udsat for overgreb). Eller også har rovdyret selv mistet sin indre gnist og håber bevidst eller ubevidst, at det nærmest kan overtage lidt af det andet menneskes Kraft og lyst gennem overgrebet. Når Kraften slukkes i mennesket, giver rovdyret ofte slip og bevæger sig videre til et nyt offer, hvor Kraften skinner stærkt og synligt.
Har vi tidligt i livet mødt et rovdyr, kan langtidsvirkningerne være mangfoldige. Det kan være, at konflikter føles farlige, at du nærmest får fysisk ondt af misstemninger i et lokale. At du får lyst til at logre, glatte ud og sige undskyld i én uendelighed, selv om konflikten slet ikke har med dig at gøre. Måske har det skabt et spor i dig af at tåle. Uanset, hvad du bliver budt, dukker du hovedet, strammer balderne og arbejder hårdere. Får du mad på en restaurant, der ikke er ordentligt tilberedt, spiser du det alligevel. Møder du urimelig opførsel, siger du ingenting. Måske mærker du det ikke engang for alvor, fordi du bare er vant til, at det er sådan, og at det jo for øvrigt har været meget værre en gang. Kort sagt er du bare flink og gør dig umage for ikke at tildrage dig uønsket opmærksomhed.
Måske sætter det sig endda som en frygt for at være synlig, og derfor vil det være tryggest at gå gennem livet med bøjede knæ og blikket rettet mod jorden.
Når ikke vi tør blive synlige, bekræfter vi ofte en indre forestilling om ikke at være gode nok, som vi er. Måske føler vi, at vi er for meget, for lidt, forkerte, fejlbehæftede og i bund og grund uelskelige i vores væsens kerne.
Samtidig er længslen efter at blive set og elsket, præcis som vi er, uendelig stærk. Tør vi ikke se os selv fuldt ud, er vi nødt til at uddelegere det til omverdenen. Måske bliver vi drevet af en vild længsel efter at finde en partner, der ”elsker mig, som jeg er” og ”ser mig, som jeg er”. Hvis ikke vi selv tør se os – vedkende os vores værdighed og elsk-værdighed – hvordan skulle en anden så kunne gøre det?
Kraftens tre tråde
Selv om overgrebet udøves i en seksuel impuls eller kontekst, handler det oftere om sult efter livskraft, magt og dominans end seksualitet. Når vi bliver ved med ensidigt at tolke det ind i den seksuelle kontekst, skader det i min optik vores forhold til kroppen, vores vitalitet og livskraft.
Et overgreb besudler en del af det indre, hellige rum. Det vil sige. at vi trækker os tilbage til et mere ’sikkert’ sted i os. Overgrebet har som formål, at intimidere det indre, hellige rum, komme af med noget af sit eget lort og suge af offerets energi – simpelthen bytte ikke-liv for liv. Adgangen kan være seksualiteten, men som oftest er det magt, det handler om.
En urørlighedszone opstår, fordi overgrebspersonen (krænkeren) så at sige har skidt i det indre, hellige rum. Som overlevelsesstrategi skaber vi instinktivt en urørlighedszone, der skærmer os mod atter at blive besudlet af krænkerens lort og egen smerte. Urørlighedszonen i kroppen kan påvirke forholdet til livskraftens tre tråde og dermed til kroppen og livet. Er krænkeren forklædt som lærer, mentor eller guru, kan overgrebet have vidtrækkende konsekvenser.
Hvis man har været udsat for overgreb, opleves den seksuelle Kraft og lyst måske som skadelig, ødelæggende eller decideret ond. Det kan resultere i at en kvinde negligerer sin egen Kraft ud af frygt for selv at komme til at handle ondt og blive et rovdyr. Eller bliver så bange for sin egen Kraft, at forbindelsen bliver svag. Kroppen siger fra og man får sære symptomer.
Et menneskes utæmmede Kraft består af tre tråde: kreativitet, spiritualitet og seksualitet. De snor sig sammen, beriger hinanden, og sammen spinder de livskraften. De er livets hemmelighed og kilden til urkraften.
Har man oplevet overgreb, kan det berøre livskraftens tre tråde. Måske lægger man nærmest en forklædning hen over dem og forsøger at skjule dem, for ikke en anden gang at tiltrække et rovdyrs opmærksomhed, uanset om det har været i form af overgreb under opvæksten, grænseoverskridende adfærd eller voldtægt.
Langtidskonsekvenserne af overgreb kan være fæle og rækker langt ud over det seksuelle rum: skyld, skam, mistillid til sig selv og andre mennesker. Evnen og modet til nærhed med andre mennesker påvirkes ofte, og en mistillid til egne sanser og grænser rodfæster sig måske. En tvivl på: ”hvad signalerede jeg selv??” og ”var det min egen skyld”?
Mistilliden til egne grænser breder sig ind imellem som en indre pest støttet af en del af kulturens fortælling, for eksempel i den gamle sang: ”Din mund siger nej, men dine øjne siger ja”.
Det kan være Kraften går under jorden for ikke en anden gang at tiltrække menneskelige rovdyr eller blive skammet ud, men det trækker også livskraften med sig og Kraftens tre tråde kan påvirkes. Overgreb og mødet med menneskelige rovdyr kan altså påvirke ikke alene det seksuelle rum, men også kreativiteten, livslysten og den spirituelle tråd.
Menneskelige rovdyr i det seksuelle, kreative og spirituelle univers er ofte sjæleædere. De er tiltrukket af Kraften, ofte ud af en overbevisning om selv at være kraftesløse eller være bange for deres egen Kraft. Tit er de selv ofre og så fastlåst i en overbevisning om, at det er synd for dem, at omverden skal friholde dem og tage specielle hensyn. Offeret bliver dermed til en krænker, der overskrider andres grænser og søger Kraften uden for sig. For eksempel i form af inspiration fra andre eller ved at kopiere andres kreativitet eller adfærd. Krænkelsen kan sidde dybt, fordi det igen er Kraftens tre tråde og det indre, hellige rum som er påvirket.
Derfor er det vigtig at genopbygge tilliden til egne sanser. De er blevet undermineret, hvis man har erfaringer med et menneskeligt rovdyr. Specielt hvis det er et menneske man har kendt eller endda haft en relation til – familiemæssig eller på anden vis.
Jeg bruger sjældent begrebet ’at heale’ noget, fordi det bærer en klang af, at det er noget der sker passivt. Noget nogen udenfor dig gør ved dig/ for dig. Jeg bruger i stedet formen ’at møde’ for det allermest er det jeg oplever sårene, senfølgerne og overgrebene har brug for. At blive mødt. At blive set, hørt. Rummet.
Jeg kender ikke sandheden og har ikke en patentløsning på at leve med konsekvenserne af overgreb. Alles veje til heling er forskellige. Jeg kan kun tale om den vej jeg kender, den vej jeg selv har gået. Med mig selv. Og med andre. Se det som en art vidnesbyrd om, at det kan lykkes at leve et godt og kærligt liv, selv med voldsomme møder med rovdyr og overgreb i bagagen. Jeg kan ikke love dig at du bliver helt fri og oplevelsen forsvinder, men som et vejskilt kan jeg pege længere ind og dybere ned i dig selv. Det er dér du finder vejen og dine egne svar.
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
(I øjeblikket skriver jeg på en bog om menneskelige rovdyr og seksuelle overgreb. Den bærer arbejdstitlen: “Kraften i mørket. Om menneskelige rovdyr og overgreb”. Ordene her er noget af mit forarbejde til bogen.
Om nogle uger starter jeg ligeledes en kvindegruppe. Gruppen foregår online og er for dig, som har været udsat for seksuelle overgreb som barn eller helt ung og som har arbejdet med det terapeutisk og nu ønsker at få en ekstra anden vinkel på emnet.
Det handler ikke om at genfortælle overgrebene, men om at udforske konsekvenserne for livet, livskraften og den måde vi lever på. Du kan læse mere her.
