Fuldmånen sætter ofte lys på en sælsom rastløshed og længsel. De sidste nætter har den trukket i mig og det er der kommet dette afsnit om længsel ud af – det kommer med i “Kroppens Bog“, når den udkommer senere på året.
Længsel
Længsel er en mangeltilstand. En afvisning af det nu, som er. En oplevelse af at afvise nuet, fordi nuet ikke indeholder det, længslen er rettet mod. Ofte er længslen rodfæstet i frygt – i en frygt for tab eller en frygt for at møde dét nu, der er. Det vil så være lettere at længes efter noget uden for sig.
At længes bliver en afvisning af NU’et. Vi har blikket rettet mod de fjerne horisonter, falder ud i dagdrømme, illusioner eller sorg over dét nu, som er. Vi går i kamp med virkeligheden og smider Kraften fra os. Længslen får det indre kompas til at snurre planløst og fører os på vildveje.
Ukontrolleret længsel er livsfarlig, fordi den gør blind. Den sløver synet, sanserne, bliver som en sirenes forførende kald og kan føre til skibbrud.
I den græske mytologi er sirenerne beskrevet som underskønne kvinder, der synger og lokker søfolk til forlis. I fortællingen om Odysseus modstår han kun sirenernes længselsfulde sang ved at lade sig binde fast til masten på skibet.
Troldkvinden Kirke forbereder Odysseus på Sirenernes sang:
”Hvo der af våde sig nærmer og hører Seirenernes stemme, ham skal aldrig hans elskede viv og uskyldige småbørn mer omringe med jubel og fro genhilse ved hjemkomst; med deres klingende sang Seirenerne vil ham forkogle, siddende hist på en eng; trindt ligger på stranden en bunke smuldrende menneske-ben, al hud er fra benene visnet.”[1]
For mig at se er hele fortællingen om havet, sirenerne og Odysseus en fremragende skildring af, hvad længsel gør ved os. Vi bliver blinde og døve. Forførte af længslens træk må vi lyde dens kald, eller måske nærmere det kropslige sug, længslen ofte manifesterer sig som. Lader vi os ’forkogle’ (forføre eller forhekse) af længslen, mister vi Livskraften og bliver til en bunke smuldrende knogler.
Odysseus følger Kirkes råd og lader sig binde fast til skibets mast for at bevare sin alignment og blive hjemme i sig selv, mens han lytter til Sirenernes sang. Hans mænd får bivoks i ørerne for ikke at kunne høre sirenerne og i stedet holde kursen.
Længsel koster alignment. Længsel får det indre kompas til at snurret konfust uden retning og mål, fordi længslen ligger uden for dig og dermed forstyrrer kalibreringen af dit indre kompas. Fordi længslen tit bunder i frygt, kan den ikke bare ’forløses’. Så snart du har et projekt med længslen og ønsker at gøre noget ved den, bliver kroppen, der bærer længslen, igen en genstand og noget, som er forkert og skal forløses. Det vil som oftest bidrage til en endnu større følelse af forkerthed – og får vi følelsen af forkerthed tændt, trækker kroppen sig sammen, og længslen, efter noget uden for os, vokser.
Længsel kan opstå ud af udækkede behov, man ikke selv har taget sig af, og som man nu tror, kun kan dækkes af andre. Fokus rettes udad og bliver til et sug efter ’noget’.
Ofte føles længslen i kroppen som et sug – måske i brystkassen eller hjerteområdet. Den kan være din alene, kollektiv eller forbundet med arven fra din slægt, en form for vane: at længes efter de fjerne bjerge, fortiden, elskere vi engang har kendt, fremtiden, alt andet end NU og HER.
Længsel trækker ud af alignment – uanset om det bare er en svag længsel eller den form for længsel, der er forbundet med og åbner for en slags vanvid og total mangel på fornuft.
Der er en bevægelse indbygget i længsel, hvorimod kærlighed er stående, svajende, fleksibel og fremfor alt åben. Længsel er lukket om det objekt, som længslen er rettet mod, og dermed trækkes du ud af alignment.
Går du i kamp med længslen og forsøger at få den til at gå væk, vil den bare vokse og nærmest få næring af kampen. I stedet må du turde mærke den, møde den med interesse og nærmest læne dig ind i den. Kunsten er at turde lytte til længslen, udforske dens sug, men uden at fortabe dig til hovedløst at handle længslen ud.
Du må gøre som Odysseus: læne dig op ad din rygsøjle, holde din alignment, i mens du vipper og gynger og lytter til længslens forførende sang.
Fremfor alt må du have et ubetinget venskab med de kropslige lag i dig, som længslen afslører.
[1] Odysseen XII, 41-46
(Læs mere i ‘Kroppens Bog. En fortælling om ubetinget venskab‘. Kroppens Bog findes både som paperback og som lydbog)
