Jeg er sådan én der skriver…

Jeg er sådan én der skriver.

Hvis jeg af den ene eller anden grund lader være med at skrive, hober ordene sig op. Og det vanskelige er, at jeg ikke mærker det som ord. Det giver ikke hovedpine eller en fornemmelse af ord, men nærmere en træghed i kroppen og et humør der daler.

En følelse af ligegyldighed, stivhed, utilpashed, ofte bliver jeg hæs, eller får et sted i kroppen, der ligesom kalder på min opmærksomhed, uden synlig årsag. Jeg bliver ikke direkte syg, men er bestemt heller ikke på toppen. Det er som om livsenergien i mig stagnerer.

Og så sker det sære, at jeg synes jeg er uoplagt og derfor har brug for at ’slappe af’. Når jeg ’slapper af’ og måske slækker lidt mere på min daglige struktur, bliver kroppen endnu mere træg og mærkelig, mens jeg undres over hvad der mon er på færde. Det fortsætter i dagevis indtil jeg selv (eller en kær veninde) spørger: ” Får du egentlig skrevet i øjeblikket, Tanja?”

Når jeg så helt ærligt må svare: ”Njaaa, ikke rigtigt”, kan jeg begynde at gå på opdagelse. Jeg kan begynde at se på HVORFOR jeg ikke skriver, når jeg nu VED at det er det mest kærlige jeg kan gøre for mig selv.  For mennesket Tanja.

Ofte er der frygt på spil. Modstand af en art. Og ikke den slags frygt som er let at identificere: svedige håndflader, hjertebanken eller en mave der krøller – nej, det er mere subtilt. Frygten er kamufleret som modstand, ulyst, mangel på tid, en følelse af at skrivningen ikke er vigtig eller som træthed. Listen over grunde til ikke at skrive er lang. Først når jeg helt rituelt ved daggry tager afsted til min morgenskriveplads og giver mig selv tid, begynder trægheden igen at bevæge sig.

Tit sætter jeg blyanten til papiret og starter med spørgsmålet: ”hvad er det jeg ikke har lyst til at skrive om? Hvad er de første ord?”

Svaret inden i mig, er måske en følelse af: ”det ved jeg ikke – selvfølgelig vil jeg skrive – måske er det bare bedre en anden dag”. Former svaret sig sådan, har jeg med årene lært, at der vitterligt ER frygt på færde. Man kunne sige at ’tampen brænder’ og jeg nærmer mig. At der er noget på færde og jeg skal blive ved det. Med nænsomhed. Langsomhed. For mig kræver det en art dobbelt opmærksomhed, hvor jeg med det ene øre lytter til frygten og ulysten som måske er vævet ind i baggrundsstøjen, men uden at lade den styre – og samtidig synke dybere ind og længere ned i mig selv, mens jeg huler hænderne om de ord, der pibler indefra. Jeg kan ikke forcere det eller regne ud hvad ordene skal bruges til. Jeg må bare møde både frygten og ordene med mildhed, interesse og tillægge dem værdi.

Det er ikke noget jeg kan gøre som et raskt lille trick én gang for alle, men en villighed jeg må opdyrke igen og igen, fordi frygten ofte rejser sig, når noget nyt er på færde. Det kan være en ny vinkel på noget jeg længe har funderet over. En tråd fra mit klient arbejde der trænger sig på eller en fortælling jeg har anet omridset af.

Med årene har jeg fundet ud af, at det at skrive er lige så vigtig en del af mit liv, som at trække vejret, færdes i naturen eller spise ordentligt mad. I perioder kan jeg overleve med ret lidt, men skal jeg virkelig LEVE og have liv i mit liv, må jeg skrive. Jeg skriver fordi det gør mit liv bedre, øger min livskvalitet og skaber mere rum til mig og min stemme, ikke kun ude i verden, men inden i mig.

Ikke alt hvad jeg skriver kan bruges til noget. Nogle ting er til mig selv, andet er til senere udgivelse og noget er løsrevne brudstykker, som jeg sjældent ved hvad er til. Derfor kan jeg ikke skrive fra et kalkuleret og målrettet sted i mig, men må bare daggry efter daggry møde op ved havet, lytte indad og være villig til at skrive de ord, der er.

Nogle ord kommer bumlende. Bastante og fyldt med våd muld, mørke og blod, andre sejlende på spidsen af en ravns vinge, andre igen opstår som en tankerække, jeg kan følge. Lysende fodspor, der kalder mig længere ind og dybere ned i mig selv. Ofte tænker jeg, at det at skrive, har været dét der har fremkaldt mig i verden. Jeg har skrevet mig frem fra at leve i sprækkerne mellem verdener til nu at stå I verden. Synligt og med en følelse af eksistensberettigelse. Det er gennem skrivningen, at jeg mærker mig selv, kommer fuldt til sted og kalibrerer mit indre kompas.

Til dig

Måske er der en ting, en aktivitet eller en måde at være til stede på, som virkelig giver liv i dit liv. Noget du alligevel ikke altid får gjort – nøjagtig som med skrivningen og mig.

Prøv at give slip på fordømmelsen af dig selv, din tilsyneladende dovenskab eller tidsmangel og gå i stedet for på opdagelse. Hvad er dit mønster? Hvordan mærker du afsavnet? Og hvis du nu forestillede dig, at der var frygt på færde, hvad ville den så handle om?

Måske giver det dig en anden indsigt. En anden vinkel på dig selv og en fornyet lyst til at møde også den del af dig med mildhed og på sigt kærlighed.

Foto: Lars Mikkelsen

Læs også

Fuldmåne og høst

Snart er det  igen fuldmåne. Sommerens sidste fuldmåne, inden efterårsmånederne starter. Fuldmånen markerer afslutningen på

Læs mere »