Vil du vedkende dig din kraft, må du tillægge den værdi, også selv om du ikke selv har opdaget, at du er kraftfuld. Du må tillægge dine sansninger værdi og øve dig i at se, hvem du er – under dine påtagede masker og forklædninger. Du må forklædningen falde, så du ikke alene bliver synlig for din omverden, men også for dig selv.
Det sted, du undgår allermest, bærer din største kraft. Du må have villigheden indad og udforske den indre labyrint, hvor frygten holder livskraften fanget.
Ingen kan tænde din kraft og dit sjælebål for dig. Det er dit alene. Du kan omgive dig med mennesker, der stimulerer det og beslutte dig for ikke længere vanemæssigt at pisse på dit bål, når kraften blusser op, og du bliver bange.
Ved at vedkende dig din kraft, får du adgang til din livsduelighed. Det at kunne bruge din intuition og din livserfaring til at skabe liv i og omkring dig.
Ofte bærer du en maske og forklædning for at skjule, hvem du i virkeligheden er, ud af frygt for at være forkert, for lidt, for meget.
Tror du dig forkert, tror du dig fortabt. Forladt. Ikke alene af mennesker, men også af Skabelsen.
Men du er altid allerede elsket af Skabelsen – blot fordi du er dig. Du skal ikke forbedres, forfines, udrenses eller perfektioneres for at være elsket – du skal ’bare’ tillade dig selv at VÆRE DIG. Præcis som du er.
Det er gennem din VÆR-DIG-HED, at du bidrager til verden. Ingen kan erstatte netop dit præg i verden, ligesom du ikke kan erstatte andres plads i Skabelsens uendelige cirkel.
Vigtigst af alt er, at det ikke kan gøres ’en gang for alle’, men er en daglig bekræftelse af dig og din forbundethed med Skabelsen gennem kraften.
Når jeg bruger udtrykket ’din kraft’, er det et udtryk for at vedkende dig, at du er kraftfuld. At du er fuld af kraft. At kraften bor i dig – som den bor i os alle – gennem forbundetheden med Skabelsen.
Vedkender du dig ikke din kraft og dermed din skaberevne og handlekraft, rammer du ved siden af. En del af dig bliver ikke udtrykt, og dermed bliver en del af Skabelsen ikke udtrykt, til tab for ikke alene dig selv, men som et tab for alt liv og for Skabelsen.
Måske tror du det handler om en bestemt teknik, og om at du skal kunne noget bestemt. Men det gør det ikke. Allermest handler det om at have villigheden til at ville.
Det er en villighed, som ikke er fokuseret på det mentale, men som springer ud af en kærlighed til barnet i dig selv. Til mennesket i dig.
Hvordan?
Vejen går gennem at turde føle dine følelser, dine tanker og kropslige strømninger – ikke for at undertrykke dem og få dem til at gå væk, men for at udforske og bevidstgøre dem. Det betyder en ubetinget loyalitet mod dine egne sanser, oplevelser, billeder, følelser. Du kan lade dig inspirere af kurser, bøger og rejser i den ydre verden, men skal det have brugsværdi, må du gøre indsigterne til dine egne. Vejen til kraften går indad – og nedad i dig selv. Du må foretage rejsen fra hovedet og ned i din krop og møde dine sår – også dit indre, sårede barn.
Midt i såret ligger også din kraft – de to er uløseligt vævet sammen. Det er en indre opdagelsesrejse, hvor du et skridt ad gangen bevidstgør din indre labyrint. Svaret ligger i centrum af dig, i centrum af din indre labyrint, i dit grundsår.
Du må tillade sårene at springe op, sådan at de kan blive rensede og kunne hele fra bunden. Derved får du adgang til din kraft.
Samtidig går vejen gennem tro, håb og kærlighed. At tro du er elsket af Skabelsen og forbundet med alt liv, selv om du ikke kan mærke det, selv om du ikke kan vide det med sikkerhed, må du tro det.
Har du lavet en adskillelse fra dine indre sår, adskiller du dig samtidig både fra den del af din kraft, som løber i dybet af dig og udspringer af kærlighed, og samtidig fra omverdenen. Som barn kan det være en overlevelsesstrategi, men som voksen skaber det kun lidelse og en følelse af adskilthed fra Skabelsen.
Er det vanskeligt at finde omsorgen og kærlighed over for dit voksne selv, fordi der er for meget skyld og skam på spil, må du gå baglæns.Måske er du nødt til at være villig til at møde en meget ung del af dig selv, for at kunne finde omsorgen for dig selv. Ikke nødvendigvis kærlighed som en brusende, altfavnende følelse – men bare startende med en blødhed for dig selv. En blidhed overfor dit indre barn, dit indre sårede selv.
Når du igen og igen tør møde dit indre sårede barn – ikke for at kaste lys på barnet eller lave om på tingenes tilstand – men ud fra et dybt ønske om et ubetinget venskab med hver lille del af dig, starter en opheling. Det vil over tid skabe en tillid i dit indre barn til ikke alene at blive passet på, men allermest at blive hørt af dig. Det kan du ikke uddelegere til andre, uanset om de er terapeuter eller din elskede. Du må selv møde op og lytte til dit indre barn. Du må give slip på at iagttage barnet på sikker afstand og turde føle det.
Vil du tage din kraft i ed, må du foretage rejsen fra hovedet og ned i din krop og møde hele dig.
Spørgsmålet er, om du har villigheden til at ville.
