Jeg er hende, der i eventyrerne bærer navnet Snehvide. Andre har fortalt min historie, taget ejerskab over den og brugt den som morskab.
Nu er det min tur.
I har nok hørt at det var en prins, der vækkede mig, men i sandhed var det mit valg. Det var min vilje, at skubbe kistelåget til side og atter træde ind i verden.
Jeg er gammel nu. Jeg har levet længe og oplevet meget. Jeg er meget langt fra den unge pige, som tumlede frygtsomt igennem verden. Og alligevel er jeg hende og hun mig.
Men lad os starte fra begyndelsen…
Jeg blev født ind i en slægt af kraftfulde kvinder. Kvinder som så. Kvinder som vidste. En slægt af kvinder, som var troldkyndige og kendte til at skabe – blandt andet gennem blodmagi. Min mors udødelige ord: ”Gid jeg havde et barn så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som ibenholt” er vel bevis nok på den påstand.
Hun var en sand seerske og tilmed troldkyndig. Hun brugte sin kraft og sine evner til at væve liv, som dronning i vores rige. Det første jeg husker, er hendes øjne og hendes smil. Ture med hende i haven, hvor hun viste mig, hvilke urter der var spiselige, hvilke der kunne bruges til helbredelse og hvilke der var den troldkyndiges fæller. Jeg husker morgenduggen på planterne, solopgangene og hendes tindrende latter.
Men at kunne skabe og sætte verden i bevægelse er både et åg og en gave. Hvis ikke man er vågen og bevidst om hvilket felt man skaber fra: frygt eller kærlighed – kan kraften fortære en. Nøjagtigt som det skete for min moder.
Min far kongen, var hendes store kærlighed. Hun troede næppe, at hun kunne skabe og leve uden ham ved sin side.
Men min far var en levemand. Afholdt af folket for sit lette sind og store hjerte. Og hans hjerte bankede for riget, men også for alle de unge, saftspændte adelsdøtre ved hoffet. Han troede han var diskret, men alle vidste det. Også min mor.
Som årene gik, opstod der en kløft imellem mine forældre og min mor søgte længere og længere ind i sig selv, for at finde svar på hvordan hun skulle ophæve kløften mellem dem. Hun blev fjern for mig. Hende latter sjældnere og øjnene matte.
Jeg drev omkring på slottet. Selskab var der nok af og mad manglede der aldrig. Jeg legede med alferne i haven og talte med træer og planter, som min moder havde lært mig.
Da jeg er omkring 10 år, blev min moder insisterende i, at jeg skulle gå dybere ind ad seerskens og den troldkyndiges vej. Jeg skulle tilbringe tid med hende i slottets kældre og lære om min kraft. Men allermest skulle jeg formes i hendes billede, se gennem hendes øjne og føle verden gennem hende.
Man kunne sige, at jeg skulle fungere som hendes spejl. Jeg skulle bekræfte hende i, at hun stadig var ung, smuk og tiltrækkende og kunne genvinde kongens opmærksomhed. Hun spejlede sig i min magi og kraften voksede i os begge.
Men bruger man en anden til at spejle sig, risikerer man også at SE sig selv og det man er i gang med at blive.
Således gik det også for min moder. En da SÅ hun sig selv i mine øjne. Hun så, at jeg var blevet en ung kvinde og at hun derfor måtte være blevet ældre. Hun så, at min kraft var større end hendes – den naturlov, der indhenter alle lærere. På et tidspunkt overgår elevens viden mesterens og ligevægten forskydes. Min moder blev rasende – eller allermest blev hun nok bange – for at miste magt, miste kontrol, for ikke længere at være væsentlig. Og da jeg var hendes spejl og nærmeste allierede, var det mig hun rettede raseriet imod.
Hendes hunger efter min kraft, min ungdom og min ubekymrethed, satte sig som en klump i halsen. Næsten som om der sad et stykke af et æble.
Jeg så hungeren i hendes øjne og mærkede hadet i hendes ord, inden jeg flygtede væk fra hende.
Flugten
Jeg løb. Hurtigere og længere end jeg nogensinde havde løbet før, mens jeg bad alle de ældgamle om at beskytte mig mod hendes vrede og kraft. Flugten førte mig gennem dele af riget, jeg aldrig før havde betrådt. Men den lurende fare bag mig, føltes farligere end det ukendt som lå foran mig. Jeg søgte instinktivt væk fra vejen. Væk fra det kendte land, væk fra velstanden, de store huse og de rige marker. Væk fra mine forældres rækkevidde. Hvor længe jeg løb ved jeg ikke. Jeg løb, til jeg ikke kunne mere og lige da jeg var ved at give op, anede jeg lys mellem træerne og hørte stemmer. Jeg segnede i armene på en skikkelse og vågnede først næste dags aften.
Det første jeg lagde mærke til var lugten. Og pjalterne. Hurtigt gik det op for mig, at jeg var landet det sidste sted dronningen ville lede efter mig: nemlig hos de udstødte, tyvene, bastarderne, de spedalske.
Inde i den mørkeste del af skoven hvor skyggerne var længst, havde de skabt en lejr bestående af kludetelte og primitive hytter.
Beboerne var venlige nok, men mistroen lå lige under overfladen. Mine klæder, min selvbevidsthed og mit sprog afslørede, at jeg havde levet et liv milevidt fra deres. I første omgang måtte jeg blive i lejren til jeg var kommet til kræfter – hvis jeg gav min armring af guld i bytte. Ugerne gik og jeg dukkede mig instinktivt, brugte min kraft på at aflæse hvilke beboere, der havde brug for hvad. Der var nok at tage fat på – fattigdom og sygdom er nære venner. Jeg byttede mine klæder for pjalter, rundede ryggen og prøvede at falde i ét med lejren. Det lå i luften – at så længe jeg var til nytte for stedets beboere, kunne jeg blive. På deres betingelser vel at mærke. Og det føltes som en god handel. Jeg huskede stadig rædslen for min mors vanvittige raseri, min frygt for at blive taget af kraften, blive som hende og drive ind i Skyggelandet, som hun havde gjort det. Så jeg blev flink. Tjenesteivrig. Skruede ned for kraften, så den nok holdt mig fungerende, men ikke livfuld og synlig.
Jeg havde altid opmærksomheden rettet mod beboerne og deres behov. Altid sansende, undersøgende i forhold til hvad jeg kunne gøre for hver enkelt af dem. Ofte mærkede jeg beboernes behov, før de selv mærkede dem og kunne gang på gang lindre og støtte. Det gav mig en følelse af eksistensberettigelse og af at høre lidt til.
Æblestykket i halsen bevægede sig og kvalte mig langsomt., til jeg en dag sank sammen, fanget i min egen smerte og den tunge arv fra min mor og slægtens kvinder før hende.
Mit navn kom til at passe alt for godt til mig. Snehvide. Gennemsigtig, tam og næsten usynlig.
Tågen
Jeg lå som død og dog kunne de mennesker jeg boede hos, fortælle at jeg trak vejret og de kunne mærke mit hjerte slå uendeligt langsomt. De lod mig ligge, i håb om at jeg vendte tilbage og stadig kunne være til nytte. Men alt dette ved jeg kun, fordi de bagefter fortalte mig det.
Jeg selv var et helt andet sted.
Jeg færdes i et sælsomt landskab, hvor alle farver var underligt udviskede, lydene langsomme og tunge. Det var som at færdes i våd tåge omgivet af skygger, hvor alle retninger er ens og horisonten er usynlig. Ingen sol eller måne var synlig, jeg kunne ikke afgøre, om det var nat eller dag.
Først prøvede jeg at finde ud af tågen. Jeg gik og gik, men konturerne af landskabet blev ved at være de samme. De samme bakker, de samme træer, de samme sumpe. Jeg råbte på nogen, men hørte kun ekkoet af min egen stemme.
Jeg gav op, satte mig med ryggen op af et træ. Nu var skyggerne og tågen så tæt, at jeg ikke engang kunne se træets krone. Jeg vidste ikke hvor jeg var, eller hvad jeg skulle stille op. Klumpen i halsen klemte. Det var som at have en kold og fremmed hånd på min strube og jeg kunne høre min egen hvæsende vejrtrækning.
For at undslippe klumpen i halsen søgte jeg ind i mig selv. Ind i det felt min mor havde trænet mig i og som jeg så længe havde undgået.
Jeg havde en fornemmelse af at måtte søge længere ind og dybere ned i mig selv for at kunne finde vej gennem tågen. Jeg mærkede mig selv for første gang i flere år og hørte ekkoet af min egen hæse, kvækkende stemme.
Det var som jeg vågnede af en dvale og SÅ mig selv – både indefra og udefra på en gang, Jeg opdagede, at jeg havde taget ansvaret for beboernes liv, men ikke for mit eget liv. Jeg mærkede min kraft, min mors tunge arv og jeg vidste, at det var tid til at vælge. Jeg vidste det med hver knogle i min krop. Enten kunne jeg glide længere ind i tågen og give slip på livet. Bare sidde med ryggen mod træet og åbne hænderne – og som fint sand lade livet glide ud mellem fingrene på mig. Jeg prøvede det kortvarigt – lænede mig forsøgsvist ind i døden, men måtte erkende, at døren til døden ikke åbnede sig og min vilje til at leve var for stærk.
Jeg kunne også gå tilbage og fortsætte hvor jeg slap. Ikke død, men heller ikke rigtigt levende. Og lige da det virkede som en god løsning, en bekvem og fornuftig løsning, SÅ jeg de fodspor, jeg da ville efterlade i verden. De var fyldt med pligt, usynlighed og underdanighed og blev den arv og de fodspor andre kvinder måtte træde i, hvis jeg fortsatte med at være tjenende.
Jeg svævede i Skyggelandet og mærkede, at jeg lige nu måtte tage stilling til hvad jeg havde brugt mit liv på. Jeg så, at dét der ville blive min arv og mit vidnesbyrd, ville blive den underdanige og flinke kvinde, der altid havde mere fokus på omverdens behov end sine egne drømme. Jeg SÅ med hver fiber i mit væsen, at kvinder i æoner af år ville gå i mine fodspor. Jeg mærkede panisk, hvordan klumpen i halsen voksede.
Jeg kunne også rejse mig, lytte til lyden af min egen stemme, hoste klumpen i halsen op og søge ind i verden igen.
Ikke for atter at være tjenende, underdanig og usynlig, men for at rejse mig op og tage ejerskab over mit liv og min kraft. Jeg måtte konfrontere frygten for at blive som min mor og i stedet finde ud af hvad jeg ville med mit liv. Jeg måtte vælge mig selv. Jeg måtte give slip på følelsen af forkerthed, flinkhedens svøbe og i stedet blive min egen første prioritet.
Det føltes både kættersk, forbudt og umuligt. Allermest umuligt indtil jeg opdagede, at det kun føltes umuligt, fordi jeg aldrig havde gjort det før og var veget tilbage fra det, fordi hver af de andre beboere var så optaget af sin egen smerte, at de var kolde overfor mine behov.
Jeg måtte bruge min vilje. Der var ingen himmelske væsner, der kærligt tog mig i hånden i tågen, løftede mig ud eller heppede på mig. Jeg måtte bruge min vilje og min tro på, at der kunne være et andet liv til mig, hvis jeg traf andre valg end at underspille og flygte fra min kraft.
Den indsigt blev til ord inden i mig: ”Jeg er Snehvide og mit liv er mit eget”. Jeg måtte sige ordene flere gange, mærke viljen brænde i mig, før jeg kunne skubbe tyngden til side og træde ind i livet igen.
Det lyder så simpelt når jeg fortæller det, og alligevel er det det sværeste jeg nogensinde har gjort. Ikke alene at tro på at mit liv var mit eget, men også at VÆLGE det.
Tågen omkring mig tonede væk og jeg lå atter på jorden i hytten, hvor jeg boede. De mennesker jeg havde lært at kende som en art venner, stod tæt omkring mig. Lettede og glade over at jeg vågnede igen. Mange af deres sår og sygdomme var blevet værre i de uger, jeg havde ligget livløs hen. Jeg så dem og mærkede omsorgen for dem. Og lige der mærkede jeg igen tyngden af arven. Det ville være så let at blive. Der var mennesker som havde brug for mig, mennesker hvis behov var vigtigere end mine egne behov. Behov, som jeg måtte dække, før jeg kunne træde ind i verden igen. Og lige i det sekund vidste jeg, at der ingen tid var at spilde. Hvis ikke jeg igen skulle falde hen i dvale, måtte jeg gå. Jeg måtte vælge mig selv, slippe ansvaret for de andres liv og finde ud af hvad jeg ville med mit eget liv.
Jeg takkede dem for husly og for at have givet mig et sted at have været landflygtig og blev mødt af raseri. Selv de mennesker jeg regnede for mine venner, var rasende over at jeg forlod dem. Rasende over at jeg troede jeg havde en plads i verden. Rasende over, at jeg troede jeg kunne klare mig selv og havde ret til at gå min vej. Raseriet over at jeg troede jeg ’var noget’. ”Du er som os”, rasede de. “Udstødt af verden. Uvelkommen og hånet. Husk din mor. Husk hun vil dræbe dig. Bliv her. Vi har brug for dig”.
Jeg måtte give slip på at prøve at få dem til at forstå. Jeg kunne kun samle mine få ejendele og atter gå ud verden.
Mange år er gået og jeg har tænkt meget over mine oplevelser i tågen. De mennesker jeg har fortalt det til, vil så gerne have, at jeg mødte nogen eller noget i tågen. Gud, Døden, himmelske væsner og måske derfor er min historie blevet forvansket til, at det var en prins, der redede mig med et kys.
Men jeg var alene i tågen. Jeg mødte kun mig selv og mine valg – eller mangel på samme. Det var kun min oplevelse af en indre kraft, af en vilje til at leve og troen på at jeg kunne skabe mig et andet og friere liv der hjalp mig til at skubbe dvalen til side og træde ind i livet.
Langsomt og vedholdende, måtte jeg rette en del af opmærksomheden mod mig selv og dagligt spørge: ”hvis jeg var min egen elskede, hvad ville jeg da gøre for mig selv i dag?” Jeg måtte ikke alene spørge mig selv, men også finde modet til at handle på det. Et skridt ad gangen.
Jeg måtte genlære at være venlig, men aldrig tam.
Valget var mit.
(Fortællingen er fra den bog med fortællinger jeg skriver på, forventet udgivelse i 2025. Arbejdstitlen er : Fortællinger fra Skyggelandet’)
Du kan læse mere om den kvindelige arv og svære mor-datter relationer i min bog ‘Min mors datter’)
