Årsskifte

Årsskifte
Et nyt år er begyndt. Det er tid til refleksion, til at overveje om det din indre virkelighed, spejler sig i dit ydre liv.
 
Adfærd kommer før intention. Du kan have de bedste ideer og male store luftkasteller og glansbilleder, men finder du ikke villighed til at handle på dem – føre dem ud i livet og fysiskgøre dem, vil det med tiden blive underlige døde områder i dit liv, som koster dig livskraft i stedet for at give næring.
 
Det er tid til at overveje, om du bruger tid på det du ved, giver næring til din sjæl og som skaber liv for dig? Eller kan du se tilbage på (endnu) et år, hvor dine intentioner var de bedste, men din hverdag rummer meget lidt plads til sjælen og dét din essens længes efter?
 
Energien omkring årsskiftet hjælper maskerne til at falde. Både de indre og de ydre masker. Det vi plejer at kunne lukke øjnene for, træder nu tydeligere frem.
 
Blæsten tager lige nu til, hjælper slørene til at falde og ilter de indre vande. Det kan føles ubehageligt, fordi det hvirvler op i alt det der trænger til at blive taget i ed.
Måske må du se godt efter og bruge dit syn.
 
Bruger du dit syn og tør sanse – også bagom det umiddelbart synlige, bliver du fri til at handle.

At se

At se på den måde forbinder dig med dyremennesket i dig. Den del af dig, som har adgang til det utæmmede og instinktive. Det handler ikke om teknik, men om nærvær, tilstedeværelse og tillid til egne sansninger og erfaringer.

At se forbinder dig med Livet – at kigge skaber afstand til Livet.

At turde se er betinget af at kunne rumme dét, der rejser sig i dig, når du ser på dit liv. Du må have villigheden til at tage dig af det sete i dig. De følelser og tanker, der rejser sig i dig.

Når du har tilladt dig selv at se  og tillagt den evne værdi, vil den bundfælde sig i dig som en viden. Det bliver til en sansning af at vide – en sansning som bor i dig. Det er ikke en løsrevet viden leveret udefra fra ånder, svigermødre og guruer, men en dyb sansning af at: ”JA! Sådan er det!”, fordi den er kropsliggjort gennem sanserne.

Du vil med tiden mærke, hvordan dine knogler, din hud, dine tentakler og knurhår – ja hele dit væsen kender til at vide, når du åbner dig for at se med mere end de fysiske øjne.

Du må have villigheden til at HANDLE på det, du SER og opfanger gennem dine sanser. Det sete kan ikke igen gøres uset. Bordet fanger så at sige.

Viger du tilbage i frygt og glemmer det, du har set, underspiller betydningen af det eller skaber tvivl om rigtigheden af din indsigt, så du ikke får handlet, har det konsekvenser.

Kraften har rejst sig i dig gennem at se, du har mærket sandhedsværdien i det, og tager du ikke dig selv alvorligt og handler, vil Kraften vende sig mod dig selv. Livsenergien vil rase i kroppen som en vældig og rastløs energi. Den vil skubbe og trigge alverdens symptomer og tilstande. Mange af dem vil opleves meget virkelige og fysisk betingede. Det kan være rastløshed, søvnforstyrrelser, kropslige spændinger eller en afgrundsdyb tristhed og meningsløshed.

OBS! Gå til læge hvis du på nogen måde er i tvivl om dine symptomer.

Set fra det utæmmedes perspektiv er det bare Livsenergi, der gør opmærksom på sig selv. Det er kællingens og visdommens seende energi, der rejser sig, og både har ildens, mens også vandets natur. Det vil forsøge at skubbe sig gennem forskansningerne og bane sig vej gennem dit energisystem og krop for at vække dig og kalde dig til handling på det, du har set omkring årsskiftet.

Det kan opleves som en voldsom krise, fordi alting synes at være i opløsning. Men det er ’bare’ tid til at huske det sete, tage ejerskab over det og finde ud af, hvad du vil gøre.

Nu da du har set, hvad vil du da gøre? Hvad skal have fokus i det kommende år?

Venlig, men aldrig tam

Læs også

NYHEDSBREV