Ormen i sjælen

Kun ved at tage os af vores sår – uanset hvor groteske, latterlige eller uvæsentlige vi måtte synes, de måtte være – kun sådan bliver vi frie.

Nogle gange er ting sagt til os som børn blevet til orme, der gnaver sår i sjælen. Vi forskanser os, bygger et panser mellem os selv og den gnavende orm. Måske bliver ’ormen’ selve drivkraften i livet.

​Vi sætter alt ind på at bevise, at det sagte er usandt.

I årevis bliver ’ormen’ måske en hjælpefaktor, en drivkraft til at få livet sat i bevægelse. Vi lærer at manøvrere og dække os, så livet og ’ormen’ aldrig rører hinanden.
Bedst som vi tror os i sikkerhed, at nu har vi overlevet ormen og bevist over for ’dem’, at det, de sagde, var usandt, sker der et eller andet, som gør, at Livet rører ved det sår, ormen har forårsaget.

En krise opstår.
Vi er ramt og frygten står i lys lue. Vi er måske endda så ramt, at det gamle sår er aktiveret, og vi føler os smidt tilbage i mobningen i skolegården, barndomstraumerne eller hvad der nu har forårsaget såret. Handlingslammede vånder vi os i smerte. Prøver vi at handle, bliver det måske som en hare fanget i forlygternes skær. Vi zig-zagger frenetisk for at undslippe, fuldstændig fanget i smerten fra det gamle sår.

Men indbygget i smerten ligger et valg.
Vi kan forskanse os yderligere – begrave såret og den gnavende orm under en brynje af alkohol, mad, adspredelse, flugt og benægtelse og endnu en gang lade os blindt styre af smerten i dybet.

Eller …

Vi kan påkalde den sunde kriger i os. Den del som er selvansvarlig og er villig til at vedkende sig sine sår og begrænsninger.

Den sunde kriger ved, at det kan være nødvendigt at bede om hjælp, når sårene åbner sig, og hun føler sig fanget i smerten og erindringen. Om det er hjælp fra en ven, en præst, terapi eller noget helt andet er mindre afgørende.
Krigeren ved dybt i sig – midt i smerten – at netop ved at anerkende sårets eksistens og tage sig af det, kan sårene heles og ’ormen’ forvandles.

Den sunde kriger ved, at kraften udspringer af de dybeste sår og den største smerte og har derfor en villighed til at tage sig af det. Hun ved også, at hun ikke ER sine sår og bruger sin parathed til at se og fortælle loyalt om sårets opståen og udspring.

Hun ved også, at der er forskel på at tage sig af såret for at læge det og at dyrke såret ved igen og igen vende tilbage til det og gøre det til hele sin klangbund og identitet.

Når vi bruger såret som identitet, når vi tænker og identificerer os selv som mobbeofre, traumatiserede eller omsorgssvigtede børn, åbner vejen til at blive skyggekriger sig.

”Hvordan skal jeg læge mine sår? ”, spørger du måske.

Det første skridt er at vedkende dig sårets eksistens og vedkende dig, at sårene har betydning for dine valg.
(Uddrag fra ‘Krigerens Bog – at leve et liv i kærlighed’.)