Vintersolhverv og kunsten at drømme

VinterSolhverv og kunsten at drømme

Det er den mørkeste tid på året. Vintersolhverv. Årets længste nat og den korteste dag, inden dagslyset igen tiltager.
Væksten i naturen er gået under Jorden. Det er langsomhedens årstid. Gamle vækstlag fra sommeren giver slip. Bladene daler mod Jorden og giver næring til nyt liv. Det er en forunderlig tid til at øve sig i ikke at pille i det, der slipper, øve sig i ikke at prøve at forstå og regne ud, men bare at være med det skifte, der sker i visheden om, at det er lag, der er dybt forbundet med Urkraften. Liv, Død, Genfødsel. Efter vinterens tilbagetrækning kommer forårets vækst. Du kan læne dig ind i vinterens favn og tillade dig selv at sanse, at mørket er svangert med spirende liv, der bryder frem, når tid er.

Men for at kunne drømme nyt liv frem, må vi turde mørket. Vi må turde læne os ind i vinterens mørke og slippe længslen efter forår og sommer. Man kunne sige, at det handler om at slippe kampen med den årstid der er, og i stedet undersøge hvilke gaver, den har med til os. Mørket giver os mulighed for at synke længere ind og dybere ned i os selv. Ned i rodfæstet og ind i vinterens mørke favn. Derfra bliver det muligt at drømme det nye liv frem. Ved at drømme, kan vi stimulere væksten af det nye liv, der langsomt skabes i mørket. Når vi tør drømme, sker det ikke fra et mentalt felt hvor vi forestiller os noget bestemt gennem visualiseringer eller vedholdende og stålsat stirrer på det du ønsker skal vokse.

Når vi drømmer nyt liv frem, lader du en beslutning, en tanke eller et spørgsmål med energi. Du går med den, symbolsk som en sten i lommen du kærtegner og fylder med energi. Langsomt og vedholdende vender og drejer du det, ser den fra forskellige sider, mærker de forskellige lag og i den, i tillid til, at når timingen er rigtig, og foråret rører på sig, vil det nye liv spire i dig og omkring dig. Det nye liv kommer indefra.

Det er en proces, som forbinder dig med urkraften – både i dig selv og i æten. Alle de mennesker, som har gået før dig, som du er forbundet med, og som har haft store mængder livsduelighed og visdom at trække på. Langsomt kan du læne dig ind i ætens felt og lade visdommen strømme derfra og gennem dig. Den urkvindelige vej fokuserer på helheden i erkendelsen af, at rodnettet må være stærkt, for at stammen og kronen kan udvikles. Skal vi have vores indre livstræ til at vokse og trives, må vi også turde at være med rodnettet. Vi må turde gå ind i mørket under jorden og lære vores rødder at kende. I rodnettet ligger vores kraft.

Det er en langsom proces, som ikke ser ud af noget. Der er intet at fremvise, intet at få ros og anerkendelse for. For omverdenen er det måske en næsten usynlig prices. I hvert fald set med øjnene

Men fra mørkets favn og vores rodnet, strømmer en dyb viden, en dyb livsduelighed og en kreativ evne til at problemløse, som kan supplere det felt, hvor du skarpt, præcist og mentalt er i stand til at træffe et valg.
Tillader du begge sider – både den intuitive og den mentale – at være levende i dig, træffer du valg, som er langtidsholdbare og livgivende.

I vinteren kan vi registrere, at gamle vækstlag fra sommeren giver slip – som bladene på træerne, der daler mod Jorden og giver næring til nyt Liv.

Konsekvensen af det kender du ikke. Du kan ikke regne ud eller foregribe, hvad det betyder for det kommende år. Hvilke ideer, der springer fra vinterens felt i dig.

Du kan kun læne dig ind i vinterens favn og tillade dig selv at sanse, at mørket er svangert med spirende Liv, der bryder frem, når tid er.

Foto: Lars Mikkelsen
(Foto: Lars Mikkelsen)

Læs også