Mor-såret og overgangsalderen

Ofte er vi meget optaget af de ydre muligheder – de ydre porte til vores kraft. Måske har vi en fortælling om, at kun når sol og måne står rigtigt, kan store forandringer ske. Og der er meget kraft i de ydre porte – de ydre omstændigheder. I månens faser, årshjulet fixpunkter, årstidernes cyklus og døgnets overgange.

Men midt i livet, midt i hverdagen findes også porte. Indre døre, åbninger og porte, hvor vi enten kan læne os ind og tage kraften til os – eller læne os ud og undgå den.

Livets overgange og porte, aktiverer ikke alene kraften i os, men også sårene. Hvis ikke vi vedkender os den dynamik, vil vi måske opleve det er forkert at sårene giver lyd fra sig. Vi vil måske opleve det som et tegn på at være forkerte, ikke at have gjort helingsarbejdet godt nok eller dybt nok.

Det sår en mor kan tilføje sin datter, er det dybeste sted et menneske kan såres. Er det særligt dybt, vil såret holde datteren fanget og blive de tremmer hun oplever verden igennem. De fleste sår er nedarvede – de tilføjes ikke altid ud af ondskab og et ønske om at skade, men opstår fordi moderen selv er fortæret af sit sår og langer ud i blind smerte efter sin datter – dermed såres datteren, kraften skævvrides og  såret gives videre i slægten.

Puberteten vil røre ved mor-såret, ligesom det selv at blive mor og din mors alderdom og død vil gøre det. Men set fra mit univers vil især overgangsalderen for alvor sætte bevægelse i mor-såret. Uanset hvor meget eller lidt man tidligere har beskæftiget sig med såret.

Mor-såret er det sted i os, hvor vi føler os uelskede og måske dybt forkerte, som sig. Det kan resultere i en oplevelse af at være adskilt fra fællesskabet og Skabelsen. Såret kan have forskellige nuancer, klange og dybder. Det er ikke nødvendigvis den hårdeste og mest traumatiske opvækst, der giver de dybeste sår. Små torne, kulde og skarpe hjørner kan også forårsage dybe sår, som bliver betændte og har svært ved at læges.

Mor-såret består af mange lag – og er det dybt og meget betændt, vil vi bruge årtier på at hænge duftfriskere op omkring det og flygte fra såret. Måske mens vi bevidst bygger kraften og en indre styrke op, måske bare i fornægtelse af dét liv der har været.

Men når kraften bevæger sig, aktiveres mor- såret, så det kan heles. Når såret bevæger sig, aktiveres kraften, så den kan gives næring og rejse sig, og er det ikke sket tidligere, aktiveres det voldsomt af overgangene i livet og de indbyggede porte til kraften.

Til dig

Mor-såret og din kraft er uløseligt forbundne – det ene findes ikke uden det andet. Det vil måske spøge i kanten af din vågne bevidsthed, i drømme eller vise sig i konflikter i dine nære relationer, eller måske vil det føles, som om du ikke har noget valg, men nærmest bliver besat af smerten fra dine gamle sår. Ting du ellers synes du har arbejdet med og lagt bag dig. Måske oplever du nærmest at blive dårligere fungerende med overgangsalderen. I en periode at være  mere sårbar og lettere at trigge og påvirke. Set fra det urkvindelige univers, er det bare kraft der er på færde, og som aktiverer såret, så du kan møde det med omsorg – uanset hvor ubehageligt det end måtte opleves.

Et uhelet mor-sår vil påvirke alting i dig – også din hukommelse og dine minder. Magnetisk vil dit mor- sår trække de oplevelser frem i lyset, som understøtter klangen i såret, for at få dig til at hele såret og sætte dig selv fri.

Her hjælper det ikke at tænke positivt eller lave underlige besværgelser i håb om et quick-fix af såret. Du må træde nærmere, tage en beslutning om, at du ønsker at hele dine sår. Du må begynde at læge såret ved loyalt at lytte til de livsoplevelser, der er vævet ind i såret. Du må have en dobbelt opmærksomhed – både på såret og det nye liv, der strømmer med overgangsalderen. Spinder du ikke samtidig nyt liv, vil såret fortære dig.

Det kan være du søger efter en genvej og gennem en (spirituel) praksis forsøger at øge din kraft og komme på afstand af såret. Men sår og kraft er sammenvævede, så det vil også tilføre såret kraft og trække det endnu længere frem i din bevidsthed for at blive mødt og helet.

Efterhånden som du heler dine sår, får du adgang til en større del af din kraft. Du skal da på ny tage stilling til, hvilken arv du ønsker at efterlade dig. Hvilken form for liv og kraft du vil give videre.

Det kan virke omsonst, måske endda absurd at skulle beskæftige dig med din opvækst så sent i livet, men det er en naturlov. Du kan ikke få adgang til hele din kraft uden at have taget dig af dine sår – også dit mor-sår.

Måske er du inderligt træt af at beskæftige dig med det felt, fordi du har brugt årtier på som ved en arkæologisk udgravning, at blotlægge ét lag af såret ad gangen.

Måske synes du, det er for stor en opgave at tage dig af dit mor-sår. Måske virker det helt uoverskueligt, fordi det er svært at få greb om, men har tråde til alt, hvad du rører ved. Alligevel må du være vedholdende, tage én tråd ad gangen, når du møder den, og følge den baglæns ind i såret. Det kan ikke gøres i en ”ruf”, men må gøres langsomt, seende og vedholdende. Du må turde mærke nuancerne og de følelser der er indlejret i mor-såret og som overgangsalderen og passagen gennem den røde dør, nu aktiverer et dybere lag af.

Det væsentligste er at vide, at det er vævet sammen med din kraft. Heler du såret, får du en endnu dybere adgang til din kraft og dermed et bedre fodfæste i livets storme.

Alt bor i dig. Også evnen til at heles.

(Alle mine bøger er skrevet fra det urkvindelige felt. Derfor (be)rører de hinanden. Den kommende tid vil jeg skrive lidt ind i de overlappende felter. Stykket her handler om overlappet mellem bøgerne om mor-såret Min mors datter og overgangsalderen Bag den røde dør.)

”Venlig, men aldrig tam”

 

Læs også

Vaner

Når du bliver din kraft, gives du også muligheden for at blive fri. Fri af

Læs mere »

NYHEDSBREV