Kjørmes, sortmåne og storm.
Vi er midt mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn. Det er midvinter. Kjørmes. Halvdelen af vinteren er gået. Vi er på bagkanten af stormen Malik, der har rusket og frisat en del af det stivnede i os. Vinden har lagt sig og vandstanden er næsten tilbage ved normalen. Måske har det efterladt en følelse af kaos, vraggods og af at have feber i følelserne. De kan synes forstærkede, hudløse og nærmest over følsomme.
Samtidig er månen aftagende. Lyset trækker sig tilbage, og mørket fylder mere. Månens lys set fra jorden er mindst. Det kan virke, som om Månen er fraværende – det er sortmåne.
Når Månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske Kraft stærk. Langsomheden er fremherskende, og den utæmmede Kraft er stor. Den utæmmede Kraft puffer til os, opfordrer os til at turde SE og forholde os til virkeligheden. Når vi tør gå ind i mørket, under jorden og forbinde os med rodnettet, tager vi vores urkraft i ed.
Sortmånen er den utæmmede, kvindelige krafts tid. Sortmånen er Kællingens, Heksens og Vølvens enemærker. Den kvindelige magi og kraft er stærk. Utæmmet bølger den i dybet af os og hvisker om at vokse sig fri. Sortmånen minder os om at gå til Kilden i os selv og forbinde os med blodet, mørket, Heksen og Gudinden.
Sortmånen minder os om tilbagetrækning og refleksion. Den kalder på langsomhed, på at sætte hastigheden ned og holde pauser. Kraften bliver stærk, samler sig i mørket, inviterer os dybere i os selv, for med nymånens voksende energi igen at manifestere sig i verden.
Sortmånen åbner porten til det urkvindelige og påkalder kraften fra dybet. Den urkvindelige kraft, som er nedarvet gennem æten. Den Kraft, som kvinder i æoner af år har trukket på, for at overleve og skabe Liv omkring sig. Den kraft, som kvinder har trukket på, for mod alle ods at skabe magi og videregive den visdom, der utæmmet flyder i det urkvindelige.
Set fra det urkvindelige univers, står vi i denne tid ved en meget frugtbar og kraftfuld åbning, fordi kombinationen af storm, måne og Kjørmes falder sammen.
Før
Engang havde man tradition for ritualer omkring Kjørmes. Man gik på bare fødder på jorden, for at mærke det der spirede i dybet. Man tog bestik af stjernekonstellationerne og prøvede at spå om et godt og frodigt vækst år.
På landet lavede man rituelle pløjning, for at sikre en god høst. Ploven i furen var billedet på mødet mellem det mandlige og kvindelige, gudinden og guden der måtte forenes for at skabe liv.
Man gik på dette tidspunkt af årshjulet forrådet igennem og var halvdelen af vinterforrådet stadig tilbage til både mennesker og dyr, havde alle en chance for, at komme raske og levende igennem vinteren.
Det gør vi måske ikke længere, fordi alt kan købes og årstiderne ikke synes så væsentlige længere. Og alligevel er der en vished i det utæmmede i os om, at vi har nået midvinter, og at dagslyset nu tiltager lidt hver dag. frem mod forårsjævndøgnet.
Ved Kjørmes er vi midt mellem den udadrettede, buldrende forårsvækst og vinterens endnu tilbagetrukne energi. Kraften er på vej fra jordens dyb mod overfladen. Det er tid til at tænde lys (eller bål) og fejre at foråret snart er på vej.
Det mandlige og kvindelige mødes i naturen og i os – hvis vi tør lade det ske og hvis vi tør invitere den rituelle plovning ind i vore indre univers. Ikke som ploven der besejrer jorden, men som møde mellem himmel og jord – en frugtbar hengivelse.
Når vi tør hengive os til såvel det kvindelige og mandlige i os, bliver vi stærke og frie, fordi vi tør være åbne og sårbare og samtidig handlekraftige. Det kan sætte gang i det indre uendelighedstegn – det stivnede i os der trænger til enten at bevæge sig mod indsigt eller handling.
Tør vi bruge begge sider i os – både den sansende, intuitive og den mere nøgterne og mentale, kan vi stå på to lige stærke ben og derfra rejse os i selvansvarlighed og alignment. En alignment, hvis fundament er det ubetingede venskab med os selv og alt, hvad vi indeholder. Alt det der bevæger sig i os og får kraft af kombinationen af storm, Kjørmes og sortmåne.
Selv når det stormer og rusker i overgangen mellem vinter og forår, månen er sort og foråret lader vente på sig, kan vi på egen vis holde ligevægten. Vi kan gynge med dét der rejser sig både i os og i naturen, mens vi styrer efter et indre kompas, i erkendelse af alt livs forbundethed, stående på to lige stærke ‘ben’.
Gå ud
Gå en tur ud. Måske endda på bare fødder. Mærk livet pulsere dybt i jorden – og mærk det pulsere i dig. Inviter til et frugtbart møde i dit indre, mellem det mandlige og kvindelige i dig. Giv for en stund slip på kampen og hengiv dig til livet – lad Skabelsen blive levet gennem dig.
Fra det felt er tro og tillid ikke noget, der skal præsteres eller frembringes, det opstår som konsekvens af at have et stærkt rodnet og turde rejse sig derfra og SE sig selv, Livet og Skabelsen.
Måske mærker du det som en udefinerbar rastløshed. Som nye ideer og impulser der strømmer, visioner og virkelyst eller ting du i vinterens tilbagetrukkethed har SET og nu er ved at gøre klar til at handle på. Selv om det føles hudløst og nøgent.
Det er tiden for ny inspiration og nyt liv kan vokse fra dybet mod overfladen. Det er tid til refleksion, til at overveje om det din indre virkelighed, spejler sig i dit ydre liv.
Venlig, men aldrig tam
