Vi er midt mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn. Halvdelen af vinteren er gået.
Tidligere gik man på denne dag forrådet igennem og var halvdelen af vinterforrådet stadig tilbage til både mennesker og dyr, havde alle en chance for, at komme raske og levende igennem vinteren.
Dagslyset tiltager lidt hver dag, det er tid til at tænde lys (eller bål) og fejre at foråret snart er på vej.
Med foråret stiger kraften igen fra jordens dyb mod overfladen.
Måske mærker du det som en udefinerbar rastløshed. Eller måske mærker du det som nye ideer og impulser der strømmer, visioner og virkelyst.
Det er tiden for ny inspiration og nyt liv kan vokse fra dybet mod overfladen. Det er tid til refleksion, til at overveje om det din indre virkelighed, spejler sig i dit ydre liv.
Engang havde man tradition for ritualer omkring Kjørmes. Man gik på bare fødder på jorden, for at mærke det der spirede i dybet. Man tog bestik af stjernekonstellationerne og prøvede at spå om et godt og frodigt vækst år.
På landet lavede man rituelle pløjning, for at sikre en god høst. Ploven i furen var billedet på mødet mellem det mandlige og kvindelige, gudinden og guden der måtte forenes for at skabe liv.
Ved Kjørmes er vi midt mellem den udadrettede, buldrende forårsvækst og vinterens endnu tilbagetrukne energi. Kraften er på vej fra jordens dyb mod overfladen.
Det mandlige og kvindelige mødes i naturen og i os – hvis vi tør lade det ske og hvis vi tør invitere den rituelle plovning ind i vore indre univers. Ikke som ploven der besejrer jorden, men som møde mellem himmel og jord – en frugtbar hengivelse.
Når vi tør hengive os til såvel det kvindelige og mandlige i os, bliver vi stærke og frie, fordi vi tør være åbne og sårbare og samtidig handlekraftige.
Selv når det stormer og rusker i overgangen mellem vinter og forår, og foråret lader vente på sig, holder vi på egen vis balancen. Vi bliver ikke afhængige af fixpunkter uden for os sig, men styrer alene efter et indre kompas, i erkendelse af alt livs forbundethed.
Gå ud:
Gå en tur ud. Måske endda på bare fødder. Mærk livet pulsere dybt i jorden – og mærk det pulsere i dig. Inviter til et frugtbart møde i dit indre, mellem det mandlige og kvindelige i dig. Hengiv dig til livet – lad skabelsen blive levet gennem dig.
Fra det felt er tro og tillid ikke noget der skal præsteres eller frembringes, det opstår som konsekvens af at have et åbent hjerte og hengive sig til Livet og Skabelsens dans.
