Sansestærk
En af senfølgerne ved at have været udsat for seksuelle overgreb kan være, at ens sanser nærmest er blevet forstærkede. Alle sanser er vendt mod verden, i et forsøg på at kontrollere og regne ud, hvor det næste angreb kommer fra. Det kan lejre sig i nervesystemet som en højnet aktivitet, hvor man hele tiden har antennerne vendt ud ad, fordi verden opleves farlig og til tider truende.
Det paradoksale i at være sansestærk er, at det samtidig kan forstærke følelsen af fare, fordi alle små stemningsskift i omverdenen registreres. Hele tiden vil der være skift i andre menneskers humør og i stedet for at blive tolket som normal menneskelig adfærd, vil de højnede sanseindtryk bidrage til følelsen af fare. Dette er selvfølgelig ikke en bevidst beslutning at anvende sine sanser på den måde – det er en af senfølgerne af seksuelle overgreb.
Mange mennesker forsøger at dæmpe sanserne, at få indtrykkene til at være mindre kraftige. Måske med rusmidler, mad, alenehed og sære strategier. Og det kan virke, men bliver ofte endnu en arbejdsopgave, endnu en måde at knokle på, for at kunne tåle at være i verden.
Set fra den urkvindelige vej, er det langt mere livgivende i stedet for at vende sanserne indad mod dig selv – i kærlighed og interesse. Det er ikke et enten eller hvor du ENTEN har alle antennerne rettet ud mod verden ELLER mod dig selv, men i højere grad et ’både og’.
Måske har du været vant til at bruge hele dit sanseapparat som en slags overudviklede antenner for at gætte din krænkers skiftende humør eller hvornår du skulle prøve at gemme dig. Måske har du øvet dig i nærmest reflektorisk at slukke sanserne, for at undgå lugten af hans krop, følelsen af hans hænder, synet af hans ansigt eller lyden af hans stemme. Men at bedøve sanserne som barn eller ung, bidrager til følelsen af kropsligt fravær som voksen. Det der engang var en overlevelsesstrategi, bliver nu en hæmsko i livet.
Har man oplevet seksuelle overgreb, kan det betyde, at man holder sig på afstand af kroppen. Enten ved at ’gå ud af kroppen’ (se s. 27) eller ved at være i en mellemtilstand, hvor man ikke er helt ude af kroppen, men heller ikke helt nærværende. Det er et mønster, som er opstået som en overlevelsesstrategi og en måde at holde sig i sikkerhed på.
En af vejene hjem til sig selv, går gennem kroppen. Blandt andet gennem at bruge sanserne og opdyrke en dybere kontakt til dem.
(Endnu et uddrag af den bog jeg skriver på i øjeblikket. Den hedder “Kraften i mørket. Om seksuelle overgreb og rovdyr”. Bogen udkommer når både den og jeg er klar – formodentligt i starten af 2023. Gennemført geniale Ane Gudrun har igen lavet omslag)
