Rejsen mod et ubetinget venskab med kroppen er en individuel rejse. Du må rejse alene. Du kan udveksle med andre undervejs, søge inspiration og ideer, men rejsen med at være loyal over for dig selv og din krop, kan kun du tage. Du kan søge støtte undervejs, tale med andre ’rejsende’, der også på hver deres måde er i gang med bevægelsen fra hovedet og ind i kroppen.
Spejler du dig i andre og er i samvær med andre som også tillægger kroppens sanser værdi, kan rummet forstærkes. Man kunne sige, at du får medvind for en stund, et løft, som gør at du kan tage inspiration med hjem og fortsætte dét der er din rejse.
Forestil dig at du går i en skov, der er ikke nogen tydelig vej – pænt afgrænset med skilte og pile. I stedet er der nærmest et spor i skovbunden, noget der instinktivt fortæller dig, hvad vej netop du skal gå. Du kan høre at der rundt om i skoven er andre rejsende – hver især i færd med at finde netop deres individuelle spor. I kan råbe til hinanden – sende opmuntrende hilsner, når I møder et særligt tæt brombærkrat eller stien tilsyneladende går igennem en sump. Ind imellem mødes stierne i en lysning. For en stund kan I puste ud, måske samlet omkring et bål, hvor I hver især fortæller om jeres sti, de udfordringer I mødte undervejs og de erfaringer I har fået. Måske samler du fif og ideer op, som indeholder brugsværdi. Ting du kan afprøve og drage dine egne erfaringer af, når du går på det der er din sti.
Men på et tidspunkt er energien brugt, der er ikke mere at hente ved at blive i lysningen omkring bålet. Der er ikke flere røverhistorier der skal fortælles, ikke flere torne og splinter at pille ud af fødderne eller kviste i håret. Hver især må I rejse jer – strække jer og søge tilbage til dét der er jeres individuelle sti.
Indimellem vil du føle du er faret vild, at du har mistet færten af dit spor, så må du standse op. Mærke og sanse, måske gå lidt tilbage, indtil du igen finder færten af dét der er din vej. Husk, at selv noget der viser sig at være vildspor, kan have værdifulde informationer, i det du lærer noget om dig selv. Du erfarer noget om vejen, hvis du tør møde også vildsporene og dine egne fejltagelser med ubetinget venskab.
Måske har du lysten til at hægte dig på en anden rejsende, der proklamerer at have fundet den vej der også er din – måske gør du det endda for en tid – går i hælene på en anden rejsende på en sti der ikke er din – indtil du mærker, at det ikke mætter din længsel. Igen må du søge tilbage til det der er din vej, din sti, fordi du instinktivt ved, at kun du kan tage netop din kraft i ed. Kun du kan gå din vej for dig. Kun du kender for alvor dit indre landkort, dit indre kompas, dit indre territorium.
(Uddrag fra den nye bog som jeg skriver på lige nu. Den hedder “Kroppens Bog. En fortælling om ubetinget venskab“, og udkommer 31.10.20.)
