23.4.24
Månen er igen tiltagende og i nat er det fuldmåne. Fuldmånenætter indeholder deres helt egen magi – et åbent, kraftfuldt rum, hvor det utæmmede træder tydeligere frem. Kraften rejser sig fra rodnettet, og Himmel og Jord rører hinanden, mens fuldmånens lys kærtegner Jorden. Så poetisk kan fuldmånen opleves, men denne fuldmåne er anderledes.
Jeg oplever, at de seneste uger har været intense. Gammelt smertestof, sorg og meningsløshed har danset. Man kan sige, at denne fuldmåne lyser langt ind i den indre skyggekrigers rige, og bringer de sår, der trænger til heling frem i månens klare lys. Det er langt fra en bekvem proces mens det står på, men det er livgivende. Det er nødvendigt, hvis ikke det nye liv som foråret kalder på, skal forkrøbles.
Skyggekrigeren er den sårede del af os. Den del der føler sig adskilt fra Skabelsen, adskilt fra fællesskabet og måske også fra sig selv. Skyggekrigeren udspringer af grundsåret. Af en oplevelse af at være uelskelig – også af sig selv.
Grundsåret er det sted i os, hvor vi føler os uelskede og adskilt fra fællesskabet og skabelsen. Det kan have forskellige nuancer, klange og dybder. Det er ikke nødvendigvis den hårdeste og mest traumatiske opvækst, der giver de dybeste sår. Små torne og skarpe hjørner kan også forårsage dybe sår, som bliver betændte og har svært ved at læges.
Grundsåret indeholder vores kraft og din magi. Det er dobbeltrettet, så når vi læger vores sår, frigives Kraften – vi vedkender os at være Kraftfulde og kunne skabe liv. Derfor VIL grundsårene indimellem give lyd fra sig. Ikke som en fejl, men som et kald på Kærlighed. Et kald på at blive set og favnet.
Grundsåret bor i os. Uanset om vi vil det eller ej, er det lejret dybt ind i os. Uanset hvor god og kærlig en opvækst vi har haft, vil der være en art sår. Der vil være et sted, vi har følt os forkerte, forladte, fortabte. Et sted vi sjældent vender opmærksomheden mod, og som derfor kan styre os fra skyggerne, fra det ubevidste i os.
Når fuldmånens energi kalder det frem fra skyggerne i os, vi normalt kan undertrykke og vende ‘det blinde øje til’, går det sjældent stille af. Netop fordi det ofte er fortrængt stof, er der knald på, når det manifesterer sig i følelser, tanker og overbevisninger. Måske kan det endda føles som om man bliver ‘besat’ af følelser, man troede man for længst var færdig med.
Hvorfor netop denne fuldmåne i så mange mennesker har aktiveret vores grundsår og indre skyggekriger ved jeg ikke og måske er det heller ikke afgørende. Spørgsmålet er måske snarere hvad vi vil gøre ved det vi møder i os – forviser vi igen de sårede sider i os til mørket? eller formår vi at møde selv de mest skamfulde og sårede sider med ubetinget venskab og kærlighed?
Vi må lytte til vores indre skyggekrigere, lade dem rase og give lyd fra sig og igen og igen rumme det der er – uden nødvendigvis at skulle handle det ud. Kun ved at lade de sårede dele tale og blive hørt, kan heling opstå. Ellers vil vi igen og igen forvise ikke alene sårene, men også en del af (livs) kraften til mørket, mens vi bygger en omfartsvej uden om de smertefulde dele i os.
Denne fuldmåne kalder på at vi tager stilling til hvad vi tror på. Både hvad den sårede del af os tror på og tror er muligt, men fuldmånen gør også sjælens hvisken tydeligere. Det bliver lettere at sanse hvad vi egentlig tror på – hvad sjælen synger om og hvad vi længes efter.
Hvad tror vi på?
Min oplevelse er, at det i denne tid er vigtigere end nogensinde også at vende opmærksomheden indad. Det handler ikke om at gøre sig kold over for verden og lukke sig om sig selv, men derimod at have en art dobbelt opmærksomhed. Vi må holde os orienterede om verdens gang, og samtidig være rodfæstede i det indre og give opmærksomhed til det indre. Vi må give næring til tro, håb og kærlighed – selv i en urolig verden.
Selv når det er svært at tro. Selv når det er svært at bevare håbet eller følelsen af kærlighed og forbundethed. Ellers vi den indre smerte styre os, styre vores valg og formørke vores tro på livet.
Vi må læne os ind, prøve at sanse, at der under frygten, magtesløshed, og baggrundsstøjen er et sted, hvorfra livet springer. Måske er det bare i et glimt, den klang i os bliver mærkbar – mens vi ser en solopgang, kigger ind i den elskedes øjne eller er sammen med mennesker vi holder af. Men det er der. Som en uforgængelig klang midt i kaos, magtesløsheden og frygten.
Spørgsmålet er om vi tillægger det sted i os værdi og giver det næring – uanset hvor lille og sprødt det end virker og hvor omfattende smerten, frygten og magtesløsheden er.
Når vi giver næring til livskraften, til troen, til håbet og til kærligheden som en måde at være til stede i livet på, skaber det ringe i vandet – det forandrer klangen i os og omkring os, sådan at vi skaber liv og løfter hinanden (og os selv)- uanset hvad der samtidig sker i verden.
Det lyder så simpelt, men kræver vågenhed, vilje og blidhed. At turde mærke frygten og samtidig vende sig mod den lille gnist i det indre, som stille vibrerer med tro, håb Kraft og kærlighed.
Hvis ikke vi hver især tør tro, håbe og elske, vil vi langsomt glide ind i en stemning af ligegyldighed, frygt og magtesløshed og da er det ikke længere ringe af liv vi spreder omkring os.
P.s grundsårene og det sårede i os, har jeg skrevet mere om i ‘Krigerens Bog. At leve et liv i kærlighed’, men også i ‘Min mors datter’ og ‘Kraften i Mørket’ hvis du mærker at det er et felt, du må se nærmere på. Bøgerne findes også som lydbøger indlæst af mig, både hos boghandlerne og biblioteket.
