En epoke er slut.
Mine ældste børn er for længst flyttet hjemmefra og nu er min yngste datter taget på efterskole. For første gang i et kvart århundrede, bor jeg igen alene.
Nu er der kun mig og kattene. I starten var det underligt. Der er blevet helt stille, ikke på en dårlig måde, bare meget anderledes end det liv, der har været med mine børn og deres venner ind og ud af huset. Nu nyder jeg det. Bare at være mig og kun at have det daglige ansvar for mig selv. Den utæmmede tid, som har været henvist til ferier og fridage, har jeg nu mulighed for at opsøge i lange stræk midt i hverdagen. Kællingen i mig har længe haft gode muligheder for at komme frem, men nu har jeg faktisk friheden til at leve i pagt med kællingen i mig. Hele tiden.
Det lyder så trivielt, når folk spørger hvad jeg nu får al tiden til at gå med og jeg svarer, at jeg er ved at lære mig selv at kende. Hvem er jeg nu? Hvad vil jeg? Hvilke værdier giver mig mening? Ikke kun som fjerne fatamorgana, men helt lavpraktisk. Hvordan lever jeg hver dag med omhu og på en klangbund af kærlighed?
Alt står på en måde åbent lige nu (og ja! Jeg ved godt yngste barnet kommer hjem igen fra efterskolen) – men lige nu har jeg frihed.
Oftest taler vi om frihed FRA noget, men det jeg oplever lige nu er FRIHED TIL at gøre præcis hvad jeg vil, hvornår jeg vil og hvordan jeg vil. Og måske er det derfor det ofte er så svært med frihed – selv om vi kan have længtes efter den. For hvad vil vi bruge friheden til? Hvad vil jeg bruge friheden til?
Lige nu eksperimenterer jeg bare. Øver mig i at have kærligheden som ledetråd. Ikke kun kærligheden til andre, men kærlighed til mig selv. Helt lavpraktisk. Jeg øver mig i at mærke kroppens behov og dække dem. De sidste mange, mange år har jeg jo fået hjælp af den dagligdag der er med børn. Nu skal jeg prioritere at gøre det samme, men for min egen skyld. Igen kan jeg gå på opdagelse i mine 5 søjler, min daglige struktur og afsøge om det stadig er sandt. Er det stadig den mest kærlige måde for mig at leve på?
- Søvn
- Ordentlig mad
- Bevægelse
- Frisk luft
- Kreativitet
Hvis jeg sørger for at opfylde de 5 punkter hver dag, har jeg adgang til min fulde kraft – og mulighed for at udleve den. Det er så ufatteligt enkelt og alligevel så svært at praktisere. Det kræver vedholdenhed, det kræver mod, det kræver villigheden til at erkende, at struktur giver mig frihed og overskud til utæmmet tid. Og det kræver kærlighed – allermest til mig selv. På daglig vis, dag efter dag at gøre det, der skal til i min fysiske hverdag, for at kraften kan flyde frit og utæmmet. Uhæmmet.
Den daglige struktur er også en kærlighedshandling over for mig selv – en måde at bekræfte på, at jeg er sammenhængende med skabelsen, og måden, jeg bruger min tid og min kraft på, er af afgørende betydning. Ikke kun for mig, men for mit arbejdsliv og min omverden.
Jeg vænner mig langsomt til at være min egen første prioritet.
At være min egen første prioritet, er også en måde at skabe grobund for lysten og kraften. Og på ny at tage ejerskab over mit liv – sådan som det ser ud nu.
At være min egen første prioritet er, at prioritere at tage mig af selv og mine basale behov: søvn, mad, væske, frisk luft, bevægelse. At have villigheden til ikke alene mærke behovene, men også at dække dem. Det er fra det felt, der opstår en forankring, et rodfæste i mig selv og i Skabelsen. Det er det primære skridt i at opdyrke kærlighed til mig selv. At mine behov er vigtige nok til at jeg vælger at dække dem. At jeg er vigtig nok til at mine behov bliver dækket af mig.
At mærke mine egne behov er forbundet med dyrekvinden i det indre og med mit instinktive. Det skaber grobund for livskraftens tre tråde: spiritualitet, kreativitet og seksualitet (som jeg også skriver om i ‘LYST’).
Gennem mange år, har jeg for eksempel anet, at jeg havde et kreativt, åbent rum både tidligt om morgenen og igen i skumringen. Jeg stod tidligt op og dyrkede det kreative og stille morgenrum – men skumringsrummet var som oftest optaget af at have fokus på ulvetime, aftensmad og børnetid (helt som det skulle være). Jeg har anet det lå der og ventede på mig, som en eksistens jeg kunne vokse ind i, når det engang var tid. Og det er det nu.
Jeg øver mig i ikke at gribe ud efter det nemme og vanerne og bare falde i en skærm og aflede mig selv i skumringstimen. Jeg fabulerer , undersøger hvad der virker den dag. Hvad har jeg lyst til? Hvilken af søjlerne trænger til opmærksomhed? Hvad gør den dag god? Nogle dage går jeg en tur, skriver eller syr. Andre dage sidder jeg med en kat og synker ind i mig selv og sanser mig selv og verden. Og når jeg mærker frygten for kraften rejse sig (og det gør den ind imellem!) øver jeg mig i, også at måde den del af mig med omsorg i stedet for at stikke af i underlige krumspring og overspringshandlinger. Det er ikke altid let og kræver vedholdende opmærksomhed, at huske mig selv på, at jeg lige NU i denne tid har friheden TIL at være fuldstændig loyal over for mit eget utæmmede indre.
