Påskens energi er nu afsluttet og afløses af en ny mere pågående, måske næsten konfronterende energi, der handler om indsigter og valg.
Påskens energiåbning gav mulighed for store indsigter både kollektivt og for os hver især. Det er nu tid til at handle på de indsigter. Troen på kærligheden er ankeret i den kommende tid. Fra kærligheden må vi turde SE frygten når den rejser sig – i os og omkring os. Vi må lytte til dens utallige fortællinger om fare, forkerthed og adskillelse og alligevel må vi turde vælge kærligheden.
Kærlighed en måde at være tilstede i livet på. Harmoni. At lade livet blive levet igennem sig – ikke i kamp med livet, men som en hengivelse. At leve forbundet med sin vision om at skabe liv – ikke alene i sit eget liv, men også omkring sig.
Kærlighed sker fra et felt af harmoni, hvor både den der giver og den der modtager kærlighed, vokser. Kærlighed sker ikke på bekostning af, men som berigende og livgivende for alle parter.
Kærlighed er også at vedkende sig sin kraft og turde udfolde den – ikke kun som en aktiv handling, men i høj grad også som en tilladelse, en hengivelse til livet, at lade livet leves gennem sig. Derfor giver det dyb mening at lade kærligheden være vores anker og udgangspunkt. Dét punkt, vi altid vender tilbage til.
Påsken har for mange betydet en dyb hjerteåbning, et kald ind i medfølelsen med andres smerte, med verdens smerte. Blæsten sætter bevægelse i de lag, der stadig måtte være fastfrosne og de skaller der ligger tilbage efter påskens hamskifte.
Samtidig er månen nu aftagende og vi er på vej mod voldermisse og antændelsen af den vilde ild. Midt i forårets vækstsæson får vi derfor muligheden for at forbinde os med kraften i rodnettet, med det utæmmede og med ilden og lade kærligheden flamme fra det utæmmedes felt.
Måske er din virkelighed forandret efter påskens hamskifte, måske har du set andre lag i dig selv eller din omverden som nu kræver din opmærksomhed, din villighed og dit mod til at handle på det du har (ind)set.
Gør det med kærlighed. Gør det med stor blidhed i hjertet, men gør det også med vedholdenhed og med kraft.
Alt er handlinger af kraft.