Måske er du en af de kvinder med et rovdyr som mor, der samtidig også selv har en voksen datter.
Du har brudt arven, du har sat moderrovdyret uden for døren og vedkendt dig din kraft. Men med sorg ser det nu ud til, at din datter vælger at gå i kamp med sin kraft. Holder den ud i armslængde – og måske endda -begynder at minde om din egen mor. Du kan rase – forsøge at råbe din datter op. Du kan fortælle hende, at handling har konsekvens. Du kan minde hende om, at hun ikke konsekvensfrit kan gå i kamp mod sin kraft. At hun enten vedkender sig sin kraft og sætter den i anvendelse eller bliver fortæret af den. Det er ikke muligt at være neutral i forbindelse med kraften.
Du kan endda have lyst til at tvangsstyre hende – downloade alle dine egne dyrekøbte erfaringer i nakken på hende, så hun kan lære af dine erfaringer og skånes for smerte.
Men sådan fungerer livet ikke. Og det ved du jo godt. Som du har haft det, har din datter og alle de kvinder, der kommer efter dig, også et valg. De kan tage ansvaret for kraften og udleve den – eller blive fortæret af den.
Efterhånden som du bliver sundere, vil mindre af dit mor-sår smitte af på dine børn. Så hvis du har døtre født med flere års mellemrum, vil du se, at de har fået varierende dele af såret med sig.
Har du fået din første datter som ganske ung, vil hun formodentlig være mere ramt end døtre, du har født senere i livet. Alene af den grund, at du undervejs har helet noget af dit eget mor-sår. Det kan være smertefuldt at se, at der er forskel, men kun ved at se, kan du fortsætte helingen af dine sår.
Hvis du er i klemme mellem to generationer, er du nødt til at give slip på deres gøren og laden. Du må træde til side og alene tage dig af dine egne sår. Du kan ikke gøre det i håb om at få dine døtre på plads i slægten og hele deres sår. Hver kvinde må gå sin vej. Men ved, at du tager dig af dit sår, bereder du vejen for din datter – du gør det lettere for hende. Men om hun vælger at tage sig af sit sår, har du ingen indflydelse på – det er en sag mellem hende og skabelsen.
Selv om du er i gang med at bryde arven, har samlet det sunde kvindelige aspekt op, og gjort op med det skævvredne, må de kvinder, der går efter dig, også selv vælge, hvad de henvender sig til. At du har brudt arven holder ikke nødvendigvis kvinderne, der går efter dig, i sikkerhed for det skævvredne. Det har bare tydeliggjort, at der er en mulighed for at udleve kraften sundt og retvendt, at dén tråd er blevet tydeligere, men din datter og datters datter må selv træffe deres valg.
Du kan ikke gøre det for dem, du kan alene fortælle din egen historie og vide, at den lever i dine døtre, som Vasillisas dukke i lommen. Du kan kun heppe på dem og iagttage, hvordan de udlever deres liv, og hvad de stiller op med kraften.
Det kan betyde, at du til tider føler dig alene, måske endda ensom i din kvindelige slægt – fordi både din mor og din datter vælger noget andet, end du gør. Vælger en anden vej, end du gør – i hvert fald på overfladen.
Du kan alene være en inspiration, et livstræ, der rejser dig op i din alignment, med rødderne dybt fæstnet i din indre muld, mens du breder din krone ud mod himlen og tager din plads i skabelsen.
Når du fylder dig selv ud og op med kærlighed og energi, vil du dels minde andre om, at de har samme mulighed, men du vil også lade kærligheden flyde igennem dig og ud i verden. Når du er til stede i bunden af din krop, i kontakt med dit kraftcenter, vil dit hjerte åbne sig og energien vil flyde – fordi alt liv er forbundet.
Men som Vasilissa må også din datter drage ind i den mørke skov og hente sin kraft hos sin indre kælling – sit visdomsaspekt, sin Baba-Yaga. Den kvindelige vej er en erfaringsvej, og din datter og hendes datter efter hende må gå vejen og lære af egne erfaringer. Fra det felt springer livsduelighed og brugsværdi. Det er livet afprøvet i praksis.
(Uddrag fra min bog “Min mors datter. En fortælling om arven i de kvindelige slægter”, som lige nu er ved at blive trykt og udkommer den 9. januar. Se mere her.
