Frygt og intuition kan nogle gange lyde næsten ens. Hvis man vil være skarpere på at bruge sin intuition, må man derfor kende sin frygt og kunne skelne frygten og intuitionen fra hinanden.
Intuitionen er den tråd, der gennem tid og rum forbinder os til det utæmmede felt, til kraften og visdommen. Intuition er indføling. Intuition er forbundethed. Med os selv, hinanden, med skabelsen, formødrene, forfædrene, naturen, det utæmmede.
Frygt er adskillelse.
Intuitionen er sjælens stemme, den er i sin essens frygtløs. Den hvisker om Liv, om muligheder og om udfoldelse, om at blive mest muligt sig og om at blive synlig som sig – og anerkender, at der kan være frygt på færde. Den hvisker om værdighed – om vær-dig-hed, og om at komfortzonen er strækbar, elastisk og må og skal udfordres for at få plads til at være sig.
Intuitionen hvisker om livsduelige, bæredygtige valg både for én selv og omverdenen, og har ro og tålmodighed til at træffe valg med åbne øjne. Intuitionen er rodfæstet i kærlighed og frihed. Intuitionen advarer også om reel fare her og nu – men den er ikke konstant ængstelig.
Hvis et menneske er frygtsom og ikke lytter til sin intuition, har sjælen ingen stemme eller udtryk. Den kan råbe, skrige eller hviske – men man er døv.
Et menneske i kontakt med sin intuition er et frit menneske. Et menneske, der ikke kan tæmmes eller undertvinges. Hun læner sig ind i den vished og visdom, som bølger op gennem generationer– uafhængig af blodets bånd og kultur. Derfor har mange religioner og kulturer forsøgt at dæmonisere intuitionen. Beskyldt den for at være ’mørk’ og forbundet med skjulte kræfter. Men intuitionen er i sin natur hverken lys eller mørk. Den er bare.
Intuitionen og de indre sansninger og billeder, vi har adgang til, er en form for livline. En livline til skabelsen, fordi den forbinder os med det cykliske liv. En dyb viden om, at livet er cyklisk. At én fase afløser den næste. liv, død, genfødsel. Årstidernes skiften, månens faser, dag og nat, ebbe og flod.
Intuitionen og de indre sansninger bringer billeder fra sjælens lag i os. Det lag, der er forbundet med udlevelsen af vores livsdrøm. Intuitionen fortæller om vores iboende potentiale, vores længsel, kraft og visdom. Intuitionen forgrener sig dybt ind i urkraften og en dyb viden om, hvad der er vores vej – her og nu. Ved at lytte til intuitionen og skabe et rum for den, lytter man til sjælen.
Hvis frygten fylder for meget, skævvrides sanseapparatet, og det bliver sværere at sanse intuitionens stemme. Det kan give en oplevelse af at miste orienteringen, miste følelsen af at have en retning og blive manipulerbar – af andre mennesker og af sin egen frygt. Man kan miste følelsen af fodfæste og alignment og i sidste instans miste sig selv.
Mister vi kontakten til intuitionen, til naturen og til den indre utæmmede natur, mister vi evnen til at drømme liv frem. Intuitionen bliver begrænset til en tro på at kunne manifestere og ikke en oplevelse af sammenhængskraft. Intuitionen kommer til at handle om mig, i stedet for om ’os’ og ’vi’. Intuitionen bliver selvcentreret, og bliver noget som kun individet vinder ved at lytte til – det er ikke valg, der længere skaber ringe af liv omkring sig.
Hvordan ved man om det er frygt eller intuition, der taler, tænker du måske.
Det ved man heller ikke altid – der findes ikke skudsikre svar eller metoder, men frygten vil ofte hviske om at undgå tab, om at passe på, og om at ’nogle’ eller ’noget’ ikke vil bryde sig om det, man er, gør eller overvejer.
Frygten taler om at passe ind og tage hensyn til andres mening. Frygten er ofte bundet i projektioner spejlet ud på andre mennesker: ’nogle’, ’nogen’, ’dem’, ’andre mennesker’, ’folk’. Frygten er luftig og laver antydninger, som ikke er helt konkrete. Frygten er ofte dramatisk og taler om, at det er ’nu eller aldrig’, og at der er reel fare på færde lige nu. Frygten arbejder på kort sigt og ofte i opskruet hastighed eller kollaps. Den er rodfæstet i selvopholdelsesdrift og overlevelse på kort sigt.
Mange mennesker er næsten angste for at lytte til intuitionen. Frygten for at skulle gøre op med hele det omhyggeligt konstruerede, ydre liv spøger. Usikkerheden på, hvad det indre kunne kræve af opbrud, hvis først vi begyndte at lytte.
Frygten vil måske hviske om at intuitionen slet ikke findes, er sand eller i hvert fald ikke er noget man kan stole på. Den vil måske hviske om, frygten for at være vanvittig, at blive taget af kraften og blive skør. Frygten for, om intuitionen fører os på afveje. Om den fører dybt ind i en fortryllet skov, der kun består af illusioner og skygger og efterlader os et sted, hvor vi har oplevelsen af at have mistet forstanden, og livet er slut.
Til dig
For at turde lytte til intuitionen, må du først beslutte dig for, at den har værdi. At din intuition er vigtig og forbundet med din livskraft.
Du må derfor tillade den at flyde i sin utæmmede natur – ukontrollabel og helt sin egen. Sætter du din kraft og intuition fri, vedkender du dig forbindelsen til alle de mennesker der er gået før dig. Du vedkender dig din evne til at skabe liv – i dig og omkring dig.
Derfor må du kende din frygt – for ellers vi den forstyrre intuitionens hvisken og skabe mistillid til dine egne sanser.
Du må beslutte dig for langsomt og vedholdende at opdyrke et ubetinget venskab med dig selv, hvor alt, hvad du sanser og oplever, er sandt i dit system. Du må langsomt (gen)opbygge tilliden til dig selv, dine sansninger og frem for alt tillægge dem værdi. Hvilke handlinger, der udspringer herfra, må ofte have tid til at modnes.
Du kan for eksempel spørge dig selv:
¥ Hvorfor vil du lytte til din intuition?
¥ Hvad tror du, at du kan bruge intuitionen til?
¥ Hvad er intuitionens rolle? Og hvad er dens mål?
¥ Hvornår har din intuition har været tydelig og hjulpet dig?
¥ Hvad tror du din frygts rolle er?
(Uddrag af min bog: ‘At leve med frygtløshed’. Bogen findes både som trykt bog og som lydbog og kan købes via boghandlerne eller i min shop. Nogle biblioteker har den også på hylden ❤️🔥)
