Fuldmåne og sensommer

26.8.26

Igen er månen næsten fuld. Samtidig er det er sensommer og væden hænger tungt både i luften og på planterne i skumringen. Vi står ved porten til efterårsmånederne og væksten trækker sig nu langsomt under jorden – både i naturen og i det indre.

Fuldmånen markerer afslutningen på den lyseste og varmeste del af sommeren. De næste måneder vil efteråret og sensommeren danse, indtil kulden  overtager og sommeren går i hi.

Det har været en heftig sommer for mange. Ekstrem varme og tørke har bagt mange ting til overfladen og gjort dem synlige. De varme og lyse nætter har besværliggjort nattesøvnen for mange, følelsen af ikke at have ordentlig ro – hverken dag eller nat. Måske næsten følelsen af at sidde i en skruestik.

Månen lyser, og kontraster bliver tydeligere. Månen hjælper os til at se på verden og os selv med andre øjne. Mønstre bliver tydeligere og træder frem på en anden måde. Det kan føles som at have feber i følelserne, fordi alt virker forstærket, måske næsten karrikeret.

I folkeeventyrene sker store forvandlinger, når det er fuldmåne. Mennesker bliver til dyr, varulve eller magiske skabninger. Fuldmånen kalder på det utæmmede i dig, på dyrekvinden i det indre.

Det kan give en oplevelse af rastløshed. En følelse af næsten ikke at kunne være i dig selv. Måske i form af søvnløshed, måske mere som en indre uro.

At tage dyrekvinden i dig i ed, handler ikke om at være vild og gal, lave omstændelige ritualer eller færdes i fuldmånenatten på en særlig måde. For mig at se handler det om at standse op. Bruge dine sanser – lytte, snuse, mærke og SE på dit liv og det det sidste år har lært dig om dig selv. Måske gør du det i naturen, måske gør du det ved køkkenbordet, mens du iagttager fuldmånen på himlen. Det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at du standser op og ser.

Når du har villigheden til at se, ser du med hele dit væsen. Ikke alene med dine fysiske øjne, men også med dine følelser, din intuition, dit skød, dine usynlige knurhår og din hud. Hele dit væsens opmærksomhed er rettet mod det, du ser under fuldmånens lys. At se på den måde forbinder dig med dyrekvinden i dig. Den del af dig, som har adgang til det utæmmede, instinktive og lysten. Det handler ikke om teknik, men om nærvær, tilstedeværelse og tillid til dine egne sansninger og erfaringer.

Måske står det glasklart for dig, om du dagligt træffer valg, der giver næring til din sjæl og understøtter udlevelsen af din kraft, eller du ikke tager dine erfaringer, din sjæls hvisken og valg alvorligt. Måske lytter du og flygter igen væk i overspringshandlinger i stedet for at tage dig af dét der bliver synligt.

Måske opdager du, at du lever med at bedøve sanserne, ikke mærke hvad dyrekvinden indeni dig egentlig fortæller dig dit liv.  Og stoler du ikke på dyrekvinden i dig, på dine egne sanser og indre oplevelser, bliver det svært at navigere og være selvkærlig og selvansvarlig. Det bliver svært at adskille hvad der er dit og hvad der er din omverdens behov.

Vejen hjem går gennem det ubetingede venskab, ikke alene med din krop, men med din lyst og dermed det utæmmede i dig, med kællingen og slangen i dybet, med din indre dyrekvinde. Hende i dig der ved. Hende, der tør se og sanse.

Venlig, men aldrig tam. Sådan inviterer du til, at dyrekvinden i dig får plads, tager ejerskab over sit skind og kommer fuldt til stedet i livet. Det vil åbne for en anden kontakt til dine sanser og din krop og hjælpe dig til at stå selvbevidst og seende midt i dit liv.

Nu da du har set, hvad vil du da gøre?