Efterårsmørke og sortmåne

20.10.25

Vi er på vej ind i vintermørket. For hver månecyklus inviteres vi de næste måneder dybere ind og længere ned i os selv. Endnu flammer nattehimlen af nordlys og dagene har glimt af høj, blå efterårshimmel, men morgenerne er kolde og der er kulde i luften. Uanset om vi føler os klar eller ej er den mørke årstid på vej.

Samtidig er månen aftagende og snart helt sort. Kombinationen af sortmåne og efterår giver medvind til den indre kælling og urkraften. Det kan være barskt eller livgivende – alt afhængigt af hvordan vi vælger at møde de impulser.

Det kan føles som at blive trukket under jorden og være levende begravet, som om det er mørkt hele tiden og måske længes vi allerede nu efter sommerens lys og varme. Bevægelsen ind i mørket kan sætte bevægelse i både frygt og grundsår og det bliver derfor afgørende hvordan vi forholder os til den bevægelse.

Vi kan stritte imod og tænke: “Åh nej, jeg ville ønske det var  anderledes – jeg ville ønske mine følelser var anderledes, verdens tilstand var anderledes, årstiden – hvad som helst var anderledes”. Det giver en oplevelse af tiden lige nu…  Eller vi kan møde det urolige i os med medfølelse og åbne os for at mørket også har en gave til os – netop fordi mørket inviterer os ind i os selv til endnu et lag af rodfæstelse og en finurlig kinddans med vores indre urkraft og kælling.

Mørket kalder på fordybelse, øer af langsomhed og indadskuen. Det kalder på at møde alt det der er – og har været i det årshjul, der nu snart afløses af et nyt. Og for at det kan ske, følger der et hamskifte med. I naturen visner bladene og den synlige vækst trækker sig under jorden. Det samme sker i vores indre. Noget giver slip, for at andet kan vokse frem.

Efterårs- og vintermørket er tiden til at blive stille og lytte. Lytte indad i de dybeste lag, hvorfra kilden og livskraften springer. Ikke i et forsøg på at fremtvinge lys eller hurtighed, men en hengivelse til urkraften, som løber i dybet. Vinteren er tiden for at væve en dybere forbindelse i rodnettet til jorden og skabelsen og laden kællingens og magikerens kraft føre os  dybt ind i vores væsens essens.

Vi må turde hengive os til den bevægelse, gå ind i mørket og lære vores rødder at kende, vores essens. I rodnettet ligger vores Kraft.

At hengive os til det indre rodnet og opsøge dét, som måtte være vores indre kilde, er sjældent noget, vi opfordres eller opdrages til. Plejes det indre rodnet ikke – sørger vi ikke for at hente vand i vores indre kilde og vande rødderne med vandet – vil vores Livstræ og vores Sjæl med tiden tørre ud. Den bliver sprukken, som en stram hud, der hindrer vores bevægelighed og evne til at løfte armene og strække os mod himlen. Det hindrer os i at have udsyn, være selvansvarlige og tage os af det der skal gøres, for at ride følelsesstormene af.

Til dig

Når du læner dig ind i dit indre rodnet og lytter, går vejen gennem at være loyal over for dig selv. Lyt og sans dit rodnet, også selvom du bliver overrasket over dets natur.

Måske forventede du at finde et lille velordnet rodnet og kommer i stedet i kontakt med dit indre i form af flammer. Måske forventede du lys og regnbuer og i stedet for finder dynd og mørke. Bliv ikke forskrækket. Dit rodnet væves fra det urkvindeliges utæmmede lag. Rodnettet er i sin essens ikke tilpasset – det væver sig sammen med Kællingens enemærker eller fra riger og lag, der er beslægtede med de ældgamle fortællinger om den kvindelige Urkraft. Uanset hvordan dit rodnet former sig, er den det sted i dig, du forbinder dig med din Kraft.

Gå nysgerrigt på opdagelse i dit indre i efterårsmørket. Måske er det tid til at tage en stund, bare standse op og glo. Du kan evt funderer over dette:

Hvad giver dig næring? Hvad udtørrer dit rodnet? Hvad er det at være loyal over for dig selv? Hvilke valg ville du træffe, hvis du tog dig selv alvorligt? Hvad tror du på? Også om dig selv?

Venlig, men aldrig tam.

(Mærker du et kald efter at gå dybere på opdagelse i dig selv, din indre kælling og vintermørket, er Årshjulsgruppen måske noget for dig).

Læs også

NYHEDSBREV