Om selvmedfølelse

Selvmedfølelse handler om kærlighed.

Når jeg arbejder med klienter, kommer vi ofte omkring dét at have selvmedfølelse.

Jeg oplever at selvmedfølelse kan indeholde stor magi. At have selvmedfølelse er at anerkende, at dét du oplever eller har oplevet er svært. Det er at møde dig selv med mildhed, loyalitet og venlighed. Magien (eller forvandlingen om du vil) kommer af, at selvmedfølelse giver frihed, fordi der ikke længere er dele af én selv der er uvelkomne. Derfor kan selvmedfølelse også føre til helhed, smelte følelsen af ensomhed og åbne for at leve med frygtløshed.

Min oplevelse er, at alle mennesker indeholder mange facetter. Livet kan betyde, at der er dele eller facetter af os selv vi pakker lidt væk og ikke har så stor kontakt til. Ofte er det facetter, der er frygtsomme, sårede eller meget følsomme.

Nogle gange overlever vi svære ting i livet ved ikke at for alvor at kunne mærke dét der sker. Man kunne sige, at det er for svært BÅDE at skulle leve i det OG anerkende hvor slemt det er – derfor lægger vi afstand til det eller negligerer det. En overlevelsesstrategi, der minder om den, drengen i ”Mit Liv som hund”[1] udviser. Han oplever svigt og grusomheder, men sætter alt i relief til rumhunden Laika, der blev sendt helt alene ud i rummet, uden nogen mulighed for at komme tilbage til Jorden igen.

Ofte er det lettere at møde andre mennesker med medfølelse end at møde sig selv med medfølelse, men i takt med at vi bliver voksne og den indre styrke vokser, må du lidt ad gangen turde føle dine følelser. Det er tid til at byde følsomheden velkommen hjem. Ikke alene de følelser, som er glædesfyldte og positive, men også de svære: f.eks. sorg, fortabthed, magteløshed. Det kan være overvældende, som en tsunami af sorg, glæde, frustration – kort sagt Liv.

Frem for alt må du have medfølelse med dig selv. Turde anerkende, at det du oplever eller har oplevet ikke har været nemt. At du måske har følt dig alene, magtesløs og fortabt undervejs og kæmpet med troen på om du magtede den situation du stod i.

Selvmedfølelse er at turde føle med de sårede og frygtsomme dele af dig og være loyal over for dem, men uden at lade dem styre livets store beslutninger, da de jo kun er en del af dig. At favne det sårede og frygtsomme i sig er en vej til heling og til at skabe tryghed for sig selv.

Måske tror du, at hvis først du for alvor tør føle – ikke alene din nutid, men også din fortid, vil du synke sammen til en klump på gulvet og aldrig igen kunne rejse dig. Eller måske er du bange for at fremstå selvoptaget eller egoistisk.

Men faktisk forholder det sig anderledes; det er ved at turde føle, at turde favne ALT det, der er dig – også dine følsomme, sårbare sider – at du får adgang til hele dig, også din Kraft. Lidt ad gangen må du åbne for posen og lade smerten sive – ikke med et krav om ”én gang for alle” at få det overstået, men tage det i hapser, lidt ad gangen, stille og roligt.

Selvmedlidenhed gør at vi stivner i følelserne og bliver handlingslammede. Selvmedfølelsen skaber blødhed og gør vi kan handle, når timingen er rigtig.

Måske opdager du at du har en temmelig hård indre dialog. At du herser med dig selv og har strenge og måske endda uvenlige krav til dig selv. Omfavn da også den opdagelse med venlighed. Nu da du har set det, kan du begynde at gøre noget andet.

Selvmedfølelse kan også være starten på at lære at trøste dig selv og dermed en måde at trække din kraft hjem, så du ikke bliver så afhængig af andre menneskers medfølelse.

At tænde et lys

Der kan være stor kraft i at tænde et stearinlys for den frygtsomme side i dig. Et lys, der viser, at du har medfølelse med den del af dig og du nu ser, hvor meget den side af dig har lidt. At tænde lys er også en tilladelse til, at det frygtsomme i dig er velkomment i verden, at du nu ser den side af dig og er villig til at passe på den.

Du kan også tænde et lys for at give næring til din tro, en bøn, din trosbekendelse, din kerne eller et medfølelseslys for alle de mennesker, som lige nu er viklet ind i frygt og lidelse.

Brug din kreativitet og din kærlighed i dette felt. Måske er selvmedfølelse et skridt på kærlighedstrappen