At glo

Jeg glor tit og har gjort det ligeså længe tilbage som jeg kan huske. Det er blevet kaldt alt muligt af mine omgivelser: ‘at falde i staver’, ‘at være fraværende’, ‘dagdrømme’, ‘mentalt at tjekke ud’ – men for mig har det meget stor værdi. At glo er en måde at slippe kampen og øve mig i at være mig selv nær. At være langsom og stille.

Jeg sætter tid af til det. Hver dag og helst flere gange om dagen. Det behøver ikke være ret lang tid – bare 10-15 minutter kan gøre en forskel. Jeg glor ikke for at blive mere produktiv og effektiv, men alene som en kærlighedshandling over for mig selv. En måde at forbinde mig med mig selv på. At mærke mig.

Jeg stopper op, lægger telefonen fra mig og laver ikke noget samtidig med at jeg glor – andet end måske have en god kop te ved hånden. Jeg kan sidde eller stå, indendøre eller udendørs – det er ikke afgørende. Mit blik kan være rettet mod horisonten, mod ilden i brændeovnen, på et maleri jeg holder af eller måske noget i naturen. Mine øjne er åbne og jeg øver mig bare i at komme mig selv nær. Stille mig selv til rådighed for alle dele af mig, være langsom og stille – uden et agenda og uden et mål. Jeg øver mig i at være blød, iagttagende og vågen. Jeg laver ingen særlige åndedræts øvelser, meditationer eller bekræftelser. Jeg laver ingenting. Glor bare og tager en pause, hvor jeg intet skal opnå eller præstere.  At glo  har som sådan intet produktivt agenda – andet end jeg øver mig i at være mig selv nær.

At glo omfavner alting: krop, sind, sjæl, tanker, følelser. Alting er velkomment og intet mere fint end andet.

Nogle gange opstår en impuls til at strække mine sanser ud og spørge mig selv om hvordan jeg egentlig har det? Jeg prøver at mærke hvad der sker i min krop. Er den spændt/afspændt?  Hvordan har mit åndedræt det?

Andre gange bliver jeg opmærksom på hvad der foregår i mine tanker eller følelser. Jeg iagttager det bare, sanser lagene i det –  uden et ønske om at ændre det eller at noget skal være anderledes. Når jeg glor,  giver mig selv lov til bare at være mig og tillader mig at folde mig ud i al min vær-mig-hed. Jeg favner det der er mig  og lader det der er komme til stede uden at dømme det for at være mere eller mindre fint eller ønskværdigt. Alle dele af mig, alle følelser, alle tanker og alle strømninger er velkomne.

Nogle dage opstår en spontan følelse af forbundethed med Skabelsen, men det er ikke mit fokus. Det må ske, hvis det sker ligesom alle andre følelser også er velkomne.

At glo er en del af min praksis  og er med til at skabe et stærkt rodfæste og en dyb forbindelse til min kerne.

Det løser ikke udfordringer eller kommer med løsningsforslag til det jeg måske bokser med – men at glo skaber en følelse af rodfæste og dermed kraft. Og når jeg har gloet lidt, mærker jeg ofte en lyst til at gå i gang med det jeg skal have taget mig af.

Men allermest glor jeg som en kærlighedshandling over for  mig selv – fordi jeg mærker, at det gør mig godt at være i kontakt med hele mig.

Venlig, men aldrig tam