Vintersolhverv og sortmåne

20.12.25

Vi er i vinterens mave – tæt på det mørkeste tidspunkt på året.  Årets længste nat og den korteste dag, inden dagslyset igen langsomt tiltager. Vintersolhverv er tiden for at fordøje året der er gået, men også drømme nyt liv frem.

Samtidig med vintersolhverv er det i år sortmåne. Det gør mørket totalt og kællingens kald ekstra insisterende. Døgnene omkring sortmåne og Vintersolhverv er mættede af den urkvindelige Kraft, den venter i mørket. Det er tid for at hengive sig og følge med indad og nedad.

Vintermørket er tiden til at blive stille og lytte. Lytte indad i de dybeste lag, hvorfra kilden og Livskraften springer. Ikke i et forsøg på at fremtvinge lys eller hurtighed, men en hengivelse til den kvindelige Urkraft, som løber dybt i os. Vinteren er tiden for at væve en dybere forbindelse til  rodnettet, til Jorden og Skabelsen. Vinteren er tid for at lade Kællingens utæmmede Kraft føre os dybt ind i vores væsens essens.

Sløret mellem verdner er tyndt ved Vintersolhverv, vi har muligheden for at inderliggøre de dybeste og mest intense dele af vores kraft. For at det kan ske, må vi også turde tage hånd om de mønstre, der rejser sig og står som en membran mellem hverdagslivet og kraften. De vaner og mønstre, som enten støtter os i at underspille eller udleve kraften. Det kræver en dobbeltrettet opmærksomhed: at vi både kigger tilbage på året der er gået – og ser frem mod det nye.

Det er tiden til at strække sanserne ind i mørket, ind i dit rodnets dybeste lag og undersøge, hvor livskraften pulserer stærkt og roligt. Sanse hvilke impulser der strømmer og peger mod det den nye vækstsæson. Samtidig kan du vende sanserne mod det år som rinder ud og fundere over, hvad du tager med ud af året

Hamskifte

Årets tema har været hamskifte, et opgør med gamle tilstande, overbevisninger, temaer og historier. Hamskifte lyder måske som noget der sker let og ubesværet, men for mange har det været et barsk år, hvor man kan have følt sig som Kong Lindorm der i eventyret, igen og igen blev skrubbet med lud, sand eller sødmælk, for at skyde en ham og blive mere og mere autentisk og loyal over for sig selv.

Som afslutningen på hamskiftet og overgangen til et år hvor energien kalder mere på udadrettet handling, trækker kraften sig I denne vinter tilbage til de allerdybeste steder i os.
Denne tid gør en forvandling mulig, som rækker ind i de dybeste og ofte smertelige lag, hvor vi ellers er tilbageholdende med at komme, fordi det kræver så meget af os. Tiden og energien lige nu, kalder på at vi skaber et mere retvisende og opdateret selvbillede af, hvordan vi forvalter vores liv og vores kraft. For at det kan ske, må vi turde SE og være selvansvarlige omkring det vi ser – også selv om det sætter bølger af frygt eller meningsløshed i bevægelse.

Når vi er i vinterens mave, rører kraften ved vores dybeste sår, vores grundsår – som kaldes til overfladen for at heles. Grundsåret er din ledetråd, dit indgangssår for din kraft – nok rører vinterens  energi ved det og udløser måske smerte, men samtidig kalder det, for at få din kraft til at rejse sig.

At finde vej
Jeg har levet med årshjulet i det indre i årtier. Vinterens kald på tilbagetrækning var sværere at honorere, da jeg var alene med en flok børn end nu hvor jeg er helt min egen. Derfor er det så vigtigt at tale om, at de forskellige kræfter og faser i årshjulet altid er ‘det muliges kunst’. Det giver ingen mening at hellige sig sit indre, men svigte sine børn, ligesom det heller ikke er livgivende på den lange bane at svigte sig selv, mens man helliger sig verden.Hele tiden må vi finde vej mellem det indre kald og det verden kræver af os.

At drømme liv frem  i vinterens mave og have ‘glotid’, som jeg kalder det, behøver ikke være hele dage. Det er ikke et spørgsmål om at gå i dvale og falde hen i inaktivitet hele vinteren, men i højere grad om at have intervaller, hvor man vender opmærksomheden indad.

Det kan bare være en stund, hvor jeg stopper op og glor. At glo er at standse op og gøre ingenting. Det er lettest at glo, når jeg er i kontakt med naturen.  Måske glor jeg ind i ilden i brændeovnen, glor på havet, glor på et træ, eller på fuglene på fuglebrættet. Nogle gange behøver det  bare være små øer af tid, hvor jeg er langsom og laver ingenting. Kroppen er afspændt og sindet er vågent – jeg læner mig ind i mig selv og er samtidig åben for at iagttage det jeg glor på. For mig er det en måde at lade op på. En måde at blive fuldt nærværende og mærke mig selv, min kraft og mit ståsted i verden – for derefter at sætte mig i bevægelse og gøre det der skal gøres – uanset om det er decemberhygge, at skrive et nyhedsbrev eller hente mere brænde. Og når jeg så har været aktiv i kortere eller længere tid, tager jeg igen en glopause.

Det er i vintermørket jeg holder arbejdsfri – ikke i sommerens udadrettede energi. Det er i mørket, jeg i nogle uger omkring VinterSolhverv holder pause fra klienter og vender opmærksomheden indad og nedad. Nogle mennesker spørger, om det er en slags vinterhi eller vinterdvale. Det oplever jeg ikke det er. Det er nærmere en meget vågen og seende tilstand, hvor jeg i intervaller bliver langsom, seende og sansende.

Det er tid til at ære det årshjul som nu rinder ud, samtidig med at et nyt snart tager sin begyndelse. Det er som at stå på en slags tærskel. hvor jeg både sanser det år der rinder ud og samtidig beder om hjælp til at væve tråde til det år der lige nu formes i mørket

Venlig, men aldrig tam