Den kvindelige arv

25.7.25

Det er sortmåne.

Når Månen er aftagende, når dens segl bliver tyndere nat for nat, for, for en stund, at forsvinde, er det sortmåne. Lyset trækker sig tilbage, og mørket fylder mere. Månens lys set fra jorden er mindst. Det kan virke, som om Månen er fraværende.

Selv om det er højsommer og energien er udadrettet og intens, betyder den fraværende måne at vi for en stund er tættere på rodnettet og langsomheden. Vi kommer ikke så dybt ved sommerens sortmåne, som vi gør i vinterens mave, men stadig er der er mulighed for at standse op, trække os lidt tilbage og holde en pause. Sortmånen er en mulighed for at mærke forbindelsen til urkraften, tillade den at samle sig i mørket og inviterer den os dybere i os selv, for med nymånens voksende energi igen at manifestere sig i verden.

Sortmånens kald kan lyde sådan:

Rodfæste, fodfæste

Sjæletid, dvæletid

Dybere ind, længere ned

Jeg har brugt natten og morgengryet til endnu en gang at spørge mig selv om hvad der er vigtigt, hvad jeg står for og hvad der er mit rodfæste.

Ofte er svaret langsomt. Det kommer boblende indefra, finstofligt og som noget der ikke virker til at være vigtigt. Og alligevel må jeg turde at tillægge det værdi, være villig til at gribe tråden og se hvor den fører hen. Hvilke impulser ligger der i kaldet? Er der handling knyttet på? eller en invitation til at sige JA til dybere dele af mig eller mit liv?

Og det er der altid, for sortmånen er – uanset tidspunkt på året – den utæmmede, kvindelige krafts tid. Sortmånen er Kællingens, Heksens og Vølvens enemærker. Den kvindelige magi og kraft er stærk. Utæmmet bølger den i dybet af mig og hvisker om at vokse mig fri og være loyal over for mig selv, mine egne ønsker og vilje. Sortmånen minder mig om at gå til Kilden i mig selv og forbinde mig med blodet, mørket, Heksen og Gudinden og lade livet flyde uhindret derfra.

Mens månen er sort og kællingens kald i mig mærkes intenst, mærker jeg atter en stærk impuls til at gå på opdagelse og forsøge at bevidstgøre hvordan den tillærte kvindelige arv kommer til at virke som en indre spændetrøje. Endnu en gang bliver det tydeligt for mig, hvordan der er et felt af friktion mellem vores dybeste længsel – det sjælen kalder på – og den kvindelige arv.

Den kvindelige arv er alt det tillærte der ligger i den kvindelige slægt – de bevidste og ubevidste overbevisninger, der er gået i arv fra mor til datter igen og igen og igen, ofte viklet dybt ind i baggrundsstøjen. Slægtsled for slægtsled er der sket en tilpasning og en socialisering, som ofte er frygtbaseret. Tit handler den om at være tam, imødekommende og give slip på sine sansninger for at passe ind.

Den tillærte kvindelige arv handler ofte om at være spiselig, ikke være for synlig, men i stedet for være arbejdsom, nyttig og omsorgsgivende for sine omgivelser. Det handler om at være valgt til – af gruppen, familien, samfundet – hvem/hvad der nu end har højest værdi. Derfor skævvrider den tillærte kvindelige arv relationen både til sig selv, men også til andre.

Flere gange har jeg haft en sansning af, at der lå en bog om den kvindelige arv og kraft, som det var tid til at skrive, og mens månen er mørk, kan jeg konstatere at jeg endnu en gang havde forsøgt at sno mig lidt uden om. Jeg havde endda set hvordan friktionsfeltet mellem arv og kraft er trådt mere og mere frem: i drømme, i indre oplevelser og som temaer i samtaler og som tråde i fortællingerne i Skyggelandet…

Så helt rituelt siger jeg nu endnu en gang JA. Jeg siger JA til at lytte og sanse. JA til at gå dybere ind i opdagelsen af spændfeltet mellem arv og kraft. Jeg siger JA til at skrive ind det felt og være med til at synliggøre det i bogform . Også selv om jeg ikke helt ved hvad det har af konsekvens.

Og samtidig opfordrer jeg dig til at standse op – bare kortvarigt og tage en pause.Det har regnet, jorden er fugtig, så du kan bore fødderne godt ned i rodfæstet og spørge dig selv om hvem du er? Hvad er dit ståsted? Hvad er dine værdier? Hvis du skulle være kompromisløst loyal overfor dig selv, hvad ville du da vælge?

Det er ikke en mental øvelse, men en invitation til at mærke, sanse og omfavne dig selv. Ikke i pænhed, men derimod mærke det utæmmede i dig kalde på kontakt.

Spørgsmålet er om du vil lytte

Venlig, men aldrig tam

P.s

Er du en af dem der også mærker kaldet til at gå på opdagelse, starter jeg i august en onlinegruppe hvor temaet netop er en opdagelsesrejse ind i den kvindelige arv og kraft