Sortmåne og vintersolhverv

Vi er på den mørkeste tid af året – om en uge er det vintersolhverv og dagslyset tiltager igen.

De sidste uger har der næsten ikke været sollys og samtidig er det nu sortmåne, månen er ikke synlig på himlen, derfor er vintermørket totalt. Verden er lukket ned pga covid19 og vi er dermed afskåret fra vores sædvanlige flugtveje væk fra os selv og ud i det pulserende liv. En tilstand jeg også skrev om i foråret .
 
Julefrokosterne er aflyst, ligesom retræter, fester, koncerter og meget socialt sammenvær er det. For mange skaber det en tilstand af et næsten fysisk pres,  rastløshed, frygt og frustration alt sammen bundet i et ønske om at undslippe dét der er. Måske håber vi at det bliver lidt lettere, når lyset vender tilbage. Men lige nu  ligger der store muligheder i mørket. Muligheder for, at få kontakt til de dybeste lag i os. De lag hvor kraften er størst, men et felt hvor vores dybeste sår også ligger.
Tør vi læne os ind i det lag og nænsomt være med den pulserende smerte fra de dybeste sår, kommer vi tættere på vores urkraft.
 
Urkraften strømmer dernede i mørket – inde i os og omkring os, dybt under jorden i det indre rodnet.
Min oplevelse er, at tiden lige nu kalder os længere ned og dybere ind i os selv. Når verden er så forandret og svær at navigere i, skaber det samtidig en åbning for, at komme i dybere kontakt med det indre kompas.
 
For at kunne kalibrere det indre kompas, er det helt nødvendigt at turde stole på sine sanser. Du må gå på opdagelse, undersøge hvad det utæmmede felt i dig hvisker om, og hvad det tillærte i dig fortæller. Måske vil du opleve, at kunne mærke dit indre kompas, men også at det hele tiden korrigeres af det du har lært er sandt og ‘rigtigt’ af mennesker uden for dig.
 
Brug vintermørket til at rette opmærksomheden indad i dig selv – enten som lange perioder eller små øer – helt afhængig af hvad dit liv og din hverdag giver dig mulighed for. Inviter det utæmmede i dig til at træde frem og undersøg, hvor tillærte mønstre eller baggrundsstøj gror tæt op af dét, der er din utæmmede kerne. Hvad er dine værdi og overbevisninger og hvad er tillært? Det kan være det næsten er som en ukrudtsplante i din indre have, der vokser tæt på en plante, der næsten ligner. Da må du bruge dine sanser, se godt efter og være loyal mod dig selv i skabelsen af dit liv indefra og ud. Du må turde luge ud i det indre, fjerne ukrudt og skabe luft. Også selv om det ind i mellem giver en følelse af alenehed eller bar jord. Det er tid til at stille dig på din egen side og loyalt spørge dig selv om, hvad du har brug for. Hvad du længes efter og har lyst til. Du må blive stille og lytte efter svarene – også selv om de ikke kommer øjeblikkeligt.
 
Vejen gennem mørket går længere ind og dybere ned i dig selv. Det er fra det dybeste felt i dig – det utæmmede felt, at livet genopstår og du gennem mørket genføder dig selv.
 
Langsomhed
For mig er langsomheden fremherskende i den mørke tid – i hvert fald når jeg tør følge de impulser der strømmer fra mørket dybt i mig. Ordene er langsommere. Der er længere imellem dem. Min måde at bevæge mig på er lidt langsommere, måske endda lidt tungere. Behovet for søvn er større.
 
Jeg registrerer gamle vækstlag fra sommeren giver slip – som blade på træerne der daler mod jorden og giver næring til nyt liv. Jeg øver mig i, ikke at pille i det der slipper, øver mig i ikke at prøve at forstå og regne ud, men bare at være med det skifte der sker i visheden om, at det er lag der er dybt forbundet med urkraften i mig.
 
Vintermørket er for mig tid til at blive stille og lytte. Lytte indad i de dybest lag i mig, hvorfra kilden og livskraften springer. Ikke i et forsøg på at fremtvinge lys eller hurtighed, men en hengivelse til den utæmmede kraft, som løber dybt i mig.  Jeg forbinder mig igen og igen med den, væver en dybere forbindelse dybt i mit rodnet til jorden og skabelsen. Nogle dage glemmer jeg det – men så minder Katten mig om at være tilstede. Dybt afspændt i kroppen, men vågen og iagttagende i sindet, hvis noget væsentligt skulle vise sig. Katten viser mig, hvordan jeg kan læne mig ind og finde øer af ro. Der er altid en lun oase og et skind at ligge på, jeg skal bare tillade mig selv at se det.
 
Konsekvensen af at synke længere ind og dybere ned med vintermørket kender jeg ikke.  Jeg ved, at jeg ikke kan regne ud eller foregribe, hvad det betyder for det kommende år. Hvilken ideer der springer fra det felt i mig – jeg sanser og mærker bare, at mørket er svangert med spirende liv, der bryder frem når tid er.
 
Kong Tot
 

Læs også

Sortmåne

Månens forskellige faser, indeholder forskellig energi. Nogen mennesker er mere følsomme over for de forskellige

Læs mere »