Vi er snart ved SommerSolhverv, et af årshjulets 8 fixpunkter. Når Årshjulet drejer og et af de 8 fixpunkter passeres, åbnes særlige muligheder. Slørene mellem verdner er gennemskinnelige og frodige muligheder er tilstede – midt i hverdagen.
Sommersolhvervet markerer årets længste dag og energien er på sit højeste. Den er hurtig og udadrettet. Afhængig af hvor i Danmark du bor er dagen et sted mellem 17 og 18 timer lang.
Væksten buldrer i naturen, næsten troldsk i sit udtryk: utæmmet, saftspændt og insisterende. Det kalder energien udad og op i tempo. Det samme sker inden i os.
Sommerens energi og de lyse timer kalder på vækst. De kalder på hamskifte og giver en unik mulighed for udvidelse. En unik mulighed for at tillade din utæmmede energi at folde sig ud, blomstre og blive fuldt synlig. Men når energien skubber til synlighed, skubber den til alle mønstre i os. Man kunne sige den får både krudt og ukrudt til at vokse – endda i et rasende tempo. Derfor kan denne tid på året været krævende og kalde på at vi forvalter hvad vi ønsker skal vokse. Det kalder på at vi tager vågent – og kærligt – stilling.
Fordi energien er så udadrettet og tempoet så højt, er bagsiden af sommerens energi nærmest vanvid. Det er forelskelsens rus, manien hvor vi lader os forføre af noget uden for os, f.eks en ide, en ny elsker eller frygt. Derfor kræver det øer af langsomhed at holde ligevægten. Det kræver øer af langsomhed og indadrettet opmærksomhed, at rodfæste al den udvidelse, vækst og blomstring, sommersolhvervet insisterer på.
Eksperimentel sommer – version 3.0
Min egen rejse ind i Århjulets forskellige cykliske kræfter, er blevet endnu dybere de sidste år og min lyst til at indrette mit liv i samklang med det cykliske i mit indre og i naturen er blevet endnu mere kompromisløs. De sidste somre har jeg eksperimenteret og det eksperiment fortsætter jeg i år. Derfor holder jeg ikke ferie, men arbejder hele sommeren.
Jeg er optaget af, om sommerens udadvendte Kraft har noget til mig omkring ikke vanemæssigt at holde ferie? At arbejde med blomstring og synlighed? Hvad sker der, hvis jeg for alvor hengiver mig årshjulets kræfter – til sommerens udadrettede og aktive energi og til vinterens langsommere og mere indadvendte?
Hvad sker der, hvis jeg har intervaller af langsomhed, i sommerens hurtigt pulserende energi og intervaller af hurtighed i vinterens langsommere energi?
De seneste år har jeg opdaget, at et af mine behov ligger gemt i vinterens indadrettede energi. Dér hvor Kraften trækker sig under jorden, bliver langsom, dvælende og hvor vi har en stor mulighed for at rodfæste os, inden rejsen igen går mod lyset, blomstringen, sommeren, har jeg brug for en lang pause. En form for vinterdvale. Det dybe rodfæste i vinteren giver Kraft til sommerens udadrettede blomstring – og sommerens udadrettede blomstring opsamler energi til vinterens tilbagetrækning.
Alle faser giver noget til hinanden og kan ikke stå alene. Ved at hengive mig til alle faserne i Årshjulets energi, kommer jeg i dybere kontakt med alle dele af mit indre og jeg bliver mere mig. Derfra kan jeg skabe liv – ikke alene i mit eget liv, men også kærligt liv i verden omkring mig.
Kan jeg bruge sommerens energi til at samle forråd så at sige – ikke alene til få tænkt tanker om efterårets program, men også til skabe en del af det materiale jeg skal bruge og skrive på “Urstof” bogen, så det giver bedre plads til efteråret og vinterens langsommere puls?
Jeg husker med stor medfølelse på alle de år, hvor jeg virkelig har haft brug fra ferie – da jeg havde små børn, et krævende job og følelsen af alt for lidt tid. Dengang ville det have været destruktivt ikke at holde ferie – ikke kun for mig, men også for mine børn.
Men mine børne er nu voksne og i gang med deres eget liv, de har ikke behov for at vi holder ferie sammen. Der er ikke en partner i mit liv eller andre jeg skal tage hensyn til – så når jeg nu selv kan bestemme, hvad giver da mening for mig??
Jeg kender endnu ikke svaret, men eksperimenterer og prøver mig frem, mens jeg arbejder hele sommeren og skaber gode dage, uger og måneder for mig selv.
Med ønsket om et smukt, kraftfuld og kærligt SommerSolhverv ,



