Bøn

Jeg ser bøn som en samtale med det guddommelige eller skabelsen[2]. Bønnen hjælper os til at komme til stede i den verden og virkelighed, vi er i, men også til at sanse den på en ny måde – og se nye muligheder. Bønner kan hjælpe os til at se og mærke noget, der er større end baggrundsstøjen, frygten og vores egen forestillingsevne.

Vi kan bruge bønnen til at bede om hjælp, når vi møder magtesløshed og frygt – bede om hjælp fra noget større, eller til at sige tak for hjælpen.

Bønnen rører ved bunden af uendelighedstegnet. Som en puls. Dyb og langsom. Bøn kan sætte materien i bevægelse. Derfra kan vi omsættes bønnen i handling, når timingen er rigtig.

Bønnen henvender sig til skabelsen, og dermed til den dybeste del af os – den går under baggrundsstøjen eller bagom rummet bag rummet, helt derind hvor vi ved eller bare tror, at vi er sammenhængende med skabelsen. Bønnen giver nærig til sjælen. Den giver grokraft, plads og fokus til det, der er større end traumer og baggrundsstøj. Bønnen kan give næring til kernen i os, til den selvansvarlige voksne, der gør, at vi kan favne det sværeste og mest frygtfyldte.

Bøn kan være en dobbelt intention rettet mod både skabelsen og det inderste i en selv. En dobbelt samtale, der samtidig kan sætte en retning.

Ofte tror vi måske, bøn handler om at få noget – eller slippe af med noget uønsket, men jeg oplever, bønnen kan være en hengivelse til det nu, som er, den virkelighed der er og en interesse i, hvad jeg kan gøre for at ændre noget og hengive mig til det, jeg ikke kan ændre.

I perioder har jeg brugt sindsrobønnen til det formål, da en god bøn for mig skal hjælpe mig til at slippe kampen med livet.

”Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen[3]”

En god bøn skal stryge balsam på grundsåret. Berolige og trøste. Vi kan bede om tilgivelse og hjælp til at kunne tilgive os selv for at have fejlet. Vi kan bede om hjælp til at tro. Også på os selv. Bønnen kan være en tak – fx som i Sinéad O’Connors smukke kærlighedssang, hvor hun takker for at føle sig hørt, set og elsket [4]. Bøn kan være hengivelse, fyldt med mildhed og kærlighed. Men bønner kan også være rasende, fyldt med magtesløshed, sorg og frygt. Bøn kan være at bede om hjælp til at bære det ubærlige, finde fred med ikke at have fred, eller at finde mod til at leve med frygtløshed.

Der er ikke nogen rigtig og forkert måde at bede på. Bed fra det felt, hvor du er. Et ærligt felt.  Det kan give luft. Det er vigtigt, at bønnen føles personlig og ikke for opstyltet eller kunstig. Det må gerne bære præg af en samtale, et tillidsforhold. Bønner kan være korte eller lange og kan forandre sig undervejs. Du kan bede når som helst og hvor som helst. I naturen eller under bruseren. Du kan bede for dig selv eller andre. Ikke for at købslå med skabelsen, og for eksempel at bede om udfrielse fra frygten og love noget til gengæld, men i stedet fokusere på, hvad du ønsker at give og skabe i dit liv.

For nogle mennesker giver det mening at bede sammen med andre. For andre føles det som noget meget privat. Der kan være stor blufærdighed i feltet omkring at bede eller skabe sin trosbekendelse.

Skab gerne din egen bøn, hvis ikke du møder en bøn, der mærkes sand eller brugbar for dig. Det kan også være bønnen ændres over tid. Åbner sig, bliver dybere og mere personlig.

Bønnen kan lave en bevægelse fra en følelse af fortabelse til skabelse.

Til dig

Måske oplever du ikke dig selv som et spirituelt eller troende menneske, og alligevel kan det være en handling af kraft at bruge lidt tid på at overveje, hvad du tror på.

Om du tror på noget?

Tillad dig selv at på opdagelse. Stil dig åben, venskabelig over for dig selv. Der er intet særligt mål eller noget, du skal opnå, når du afprøver bønsfeltet. Der er intet krav om at tro, men en stor gave i at være ærlig over for dig selv.

Hvad tror du på? Hvad er dit forhold til skabelsen? Tror du på en gammel-testamentelig og straffende gud? Eller på alt livs forbundethed? Eller måske tror du slet ikke på noget der er større end dig?

At tænde et lys

Der kan være stor kraft i at tænde et stearinlys for den frygtsomme side i dig. Et lys, der viser, at du har medfølelse med den del af dig og du nu ser, hvor meget den side af dig har lidt. At tænde lys er også en tilladelse til, at det frygtsomme i dig er velkomment i verden, at du nu ser den side af dig og er villig til at passe på den.

Du kan også tænde et lys for at give næring til din tro, en bøn, din trosbekendelse, din kerne eller et medfølelseslys for alle de mennesker, som lige nu er viklet ind i frygt og lidelse.

Brug din kreativitet og din kærlighed i dette felt.

(Afsnittet stammer fra min bog. ‘At leve med frygtløshed’).

[1] Bøn kommer af norrønt bœn, oldengelsk ben af en rod med betydningen ‘tale’.

[2] Jeg bruger ordet skabelsen om universet, det guddommelige – forstået på den måde, at alt hænger sammen. Intet er adskilt. Alt er forbundet. Alt er ét. Jeg er i skabelsen og akabelsen er i mig

[3] https://anonyme-alkoholikere.dk/sindsroboennen/

[4] Sinead o’connor: “Thank you for hearing me”