Rodfæste, fodfæste

Verden er i bevægelse og frygten rumsterer. Det kan føles som om jorden rumler og giver sig under fødderne, så vi mister fodfæstet.

Ofte vil impulsen være at trække sig sammen, søge op i hovedet i et forsøg på at bevare kontrol og lægge en plan. Og det hører med til at være selvansvarlig – at være villig til at søge løsninger på dét, der lige nu forandrer sig i verden og dermed i mange menneskers økonomiske fundament.

Men lader vi frygten styre blindt, bliver svaret alene at forsøge at bevare kontrollen og lægge planer. Dermed mister vi en del af følingen med det rodfæste, som skal holde os forankret i livets storme. Mister vi følingen med rodfæstet, oplever  vi en indre øget skrøbelighed, verden opleves måske som et endnu mere utrygt og truende sted – forandringer bliver farlige, fordi det føles, som om vi vælter og bliver revet op med rode. Frygten får endnu mere næring.

Men det utæmmede er dit rodnet. Dét felt, der netop skal holde dig forankret i livets storme. Det felt som må være sundt, stærkt og velnæret, for at du kan læne dig ind i dig selv, finde kræfterne til at tage dig af forandringerne og derfra skabe livsduelige valg.

Balance

Ofte taler vi om at “holde balancen”, som om balance er noget stationært. Noget, der skal holdes, men sådan er Livet ikke. Det er foranderligt, ukontrollabelt. Det vipper, gynger og skvulper. Og det gør vores følelser også. Så at have et krav om at skulle være i ligevægt, ubevægelig, og i balance er umenneskeligt. Det er umuligt og skaber kun lidelse.

Kravet om at “holde balancen” koblet med en verden i bevægelse, får frygten til at vokse og vi søger endnu mere op i hovedet for at lægge planer og forsøge at beregne, hvad der ligger forude. Det kan endda føles ligegyldigt og som selvoptaget luksus, at søge det utæmmede og rodnettet i sig, når det tydeligvis trækker op til storm i verden og der er ting, som bør gøres.

Det handler ikke om at stikke hovedet i busken, gøre sig kold over for forandringerne og falde ud i ønsketænkning eller at løbe i frygtsomme cirkler, men om OGSÅ at søge længere ind og dybere ned i sig selv.

Vil vi have adgang til kraften og en oplevelse af livsduelighed, må fokus søge ned i rodnettet. Det er derfra vi holder ligevægten.

Længere ind, dybere ned

Vi er på vej ind i efteråret, kraften trækker sig under jorden. Det samme sker i det indre. Samtidig med at vi lægger planer for at komme igennem vinteren, er det tid til også at pleje forbindelsen til rodnettet og dermed bevare fodfæstet.

Efteråret og vintermørket er tiden til at blive stille og lytte. Lytte indad i de dybeste lag, hvorfra kilden og Livskraften springer. Ikke i et forsøg på at fremtvinge lys eller hurtighed, men en hengivelse til den kvindelige Urkraft, som løber dybt i os. Vinteren er tiden for at væve en dybere forbindelse i rodnettet til Jorden og Skabelsen. Vinteren er tid for at lade Kællingens utæmmede Kraft føre os dybt ind i vores væsens essens.

Vi må turde gå ind i mørket under jorden og lære vores rødder at kende. I rodnettet ligger vores Kraft.

At hengive os til det indre rodnet og opsøge dét, som måtte være vores indre kilde, er sjældent noget, vi opfordres eller opdrages til. Plejes det indre rodnet ikke – sørger vi ikke for at hente vand i vores indre kilde og vande rødderne med vandet – vil vores Livstræ og vores Sjæl med tiden tørre ud. Den bliver sprukken, som en stram hud, der hindrer vores bevægelighed og evne til at løfte armene og strække os mod himlen. Det hindrer os i at have udsyn, være selvansvarlige og tage os af det der skal gøres, for at ride stormen af.

Livsdueligheden opstår, når hverdagslivet rusker i dit livstræs grene og skaber en sult efter at få rodnettet til at udfolde sig, så du står stærkt forankret i mulden og kan rejse dig op i Livet. Dit indre livstræ er stærkt nok til at skyde rødderne ned i sprækkerne i hverdagen og give dig kraft til at stå oprejst, når Livets storme rusker i dig.

Der findes ikke et kort svar på hvordan.

Der er ingen metode, der klarer det ’en gang for alle’, ingen løsning, intet quick fix, ingen rød knap i dit indre, du kan trykke på og få frygten til at forsvinde.

Du kan kun tage et skridt ad gangen. Det er en langsom vej, men den vej ændrer fundamentalt din holdning til Livet.

Når du læner dig ind i dit indre rodnet og lytter, går vejen gennem at være loyal over for dig selv. Lyt og sans dit rodnet, også selvom du bliver overrasket over dets natur.

Måske forventede du at finde et lille velordnet rodnet og kommer i stedet i kontakt med dit indre K i form af flammer. Måske forventede du lys og regnbuer og i stedet for finder dynd og mørke. Bliv ikke forskrækket. Dit rodnet væves fra det urkvindeliges utæmmede lag. Rodnettet er i sin essens ikke tilpasset – det væver sig sammen med Kællingens enemærke eller fra riger og lag, der er beslægtede med de ældgamle fortællinger om den kvindelige Urkraft. Uanset hvordan dit rodnet former sig, er den det sted i dig, du forbinder dig med din Kraft.

Det utæmmede felt og rodnettet taler med Sjælens langsomme sprog. Det utæmmede felt hvisker om længsel og passion. Om at udfolde og udleve det, som er dit inderste væsen.

Det tager tid. Vejen går gennem stunder af mørke og opgivelse. Følelsen af, at det intet nytter. Magtesløshed. Frygt. Uro.

Vejen går også gennem passager med lys. Ro. Oplevelsen af forbundethed med Jorden. Med Skabelsen.

Langsomt går du vejen. I starten er du målrettet – har fokus på slutningen af rejsen. Med tiden lærer du, at vejen er rejsen. Målet bliver ikke vigtigt. Din passion bliver den væsentligste rejseledsager – dit indre kompas. Vejen formes, mens du går den. Også selv om verden vånder sig af frygt.

Venlig, aldrig tam

Ps. Trænger du til få næring til din rejse, starter jeg igen en online gruppe op i efterårsmørket med titlen Rodfæste, fodfæste

 

Læs også

Marts fuldmåne

Marts fuldmåne

25.3.24 Det er forårets første fuldmåne. Fuldmånen indvarsler den kommende vækstsæson.  Måske føles det næsten

Læs mere »

NYHEDSBREV