Kærlighedstrappen

”Elsk dig selv!”

Måske er du stødt på de ord og har tænkt: ”Ja, det lyder da fortryllende. Men hvad gør man så, hvis det føles umuligt, enten fordi man føler sig uelskelig, eller fordi man simpelthen ikke ved, hvordan eller hvad det vil sige at elske sig selv? Hvis man aldrig har lært det eller for alvor oplevet, nogen elske sig selv på en livgivende måde?”.

Forestil dig da en trappe, hvor det øverste trin er kærlighed. Det ultimative, som vi taler om og ønsker også skal omfatte én selv. Men det trin kan føles lige så uopnåeligt som at række efter månen. Det er kun det sorte, tomme himmelrum, man mærker – kærligheden er uden for rækkevidde.

Men kærlighed kan, ligesom så meget andet, gradueres.

Trappens øverste trin er ubetinget kærlighed.

Det første trin – det nederste om man vil, det trin, der er mest tilgængeligt og tættest på: det er blødhed. Man må starte med at opdyrke en blød plet for sig selv. En medfølelse, der over tid vokser til venskab, loyalitet og kærlighed.

Der er adskillige trin op til det øverste kærlighedstrin. Der er ikke-dom, mildhed, blidhed, venskab og sikkert mange flere trin end det.

Ofte må vi starte langt nede ad trappen og gå med meget små skridt. Bare det at møde sig selv med blidhed eller mildhed kan føles umuligt. Måske rasler modsvaret: selvhadet raser, og frygten snapper i hjertekulen. Se også på selvhadet med mildhed. Det er jo en del af dig, og det har haft som funktion at få dig til at underspille og holde dig i sikkerhed fra at blive udstødt eller forladt.

 

Til dig

Måske kan du ikke møde din voksne del (det menneske, du er i dag) med blidhed. Da må du forsøge at tænke på den frygtsomme del i dig.

Kan du finde en blød plet i dig selv for barnet eller den purunge pige eller dreng, du engang var? Kan du møde den frygtsomme del af dig med ikke-dom og mildhed? Nogle dage vil det være lettere end andre, men gør forsøget, også selv om det rejser indre storme og føles forbudt, umuligt og uopnåeligt. Når den bløde plet og mildheden overfor dig selv bliver tydeligere, vil den sprede sig til større områder af dit liv og efterhånden spire til et begyndende venskab med dig selv.

Vid, at det tager tid. Måske bliver det en livslang proces at lære trinnene på kærlighedstrappen at kende og efterhånden integrere dem i din måde at møde dig selv på.

(Ordene her er fra min bog: ’Kraften i Mørket’ og ‘At leve med frygtløshed’)

Læs også

NYHEDSBREV