December fuldmåne

7.12.22

Det er årets sidste fuldmåne.

Jeg oplever, denne fuldmåne afrunder  et år og binder en sløjfe på mange af de processer, vi har gennemløbet både dette år, men også de sidste tre år.  Meget bliver tydeligt under fuldmånens lys – både i verden og i det indre.  November har været fugtig, mørk og med få solskinstimer, det har kun kaldt os dybere ind i os selv.

Tiden lige nu er frugtbar, selv om det for de fleste menneskers vedkommende lige nu føles som en ørkenvandring, hvor mange gamle sår er i bevægelse. De sidste tre år har været konfronterende. Vi har haft muligheden for at dykke dybt ind i os selv pga covid-restriktionerne, inflationen har skubbet til det der allerede var i bevægelse og måske bragt meget indre gods op til overvejelse.

I denne vinter trækker kraften sig tilbage til de allerdybeste steder i dig. Denne tid gør en forvandling mulig, som rækker ind i de dybeste og ofte smertelige lag, hvor vi ellers er tilbageholdende med at komme, fordi det kræver så meget af os. Tiden og energien lige nu, kalder på at vi skaber et mere retvisende og opdateret selvbillede af, hvordan vi forvalter vores liv og vores kraft. For at det kan ske, må vi turde SE og være selvansvarlige omkring det vi ser – også selv om det sætter bølger af frygt eller meningsløshed i bevægelse.

Når vi er i vinterens mave, rører kraften ved vores dybeste sår, vores grundsår – som kaldes til overfladen for at heles. Grundsåret er din ledetråd, dit indgangssår for din kraft – nok rører vinterens og fuldmånens energi ved det og udløser måske smerte, men samtidig kalder det, for at få din kraft til at rejse sig.

Fuldmånen giver dig mulighed for at lade lyset skinne ind og berøre grundsåret og se det klart. Tillad fuldmånens lys at røre ved de steder i dig, som er stivnede af såret. De steder i dig, som begrænser strømmen af liv, fordi du bevidst eller ubevidst trækker dig tilbage fra livet og dit eget utæmmede væsen.

Fuldmånen hjælper os til at se på verden og os selv med andre øjne. Mønstre bliver tydeligere og træder frem på en anden måde. Følelserne rumsterer og synes forstærkede. Udsvingene i følelserne er større – lykkefølelsen stærkere, og sorg synes dybere. Månelyset får alt til at se anderledes ud. Velkendte landskaber og bygninger ændrer udseende og karakter. Det samme sker i dit indre. Magien vibrerer i månelyset og synliggør nye muligheder for at læge dit sår og få større kontakt til din kraft.

Hvis der er meget uafklaret materiale, utilsete sår eller ting, det er tid til at handle på, vil de sættes i bevægelse samtidig. Det kan føles som et sammenbrud eller et gennembrud – alt afhængig af synsvinklen og villigheden til at SE det som er. Ikke alene i form af den indsigt der opstår, men også om du er villig til at omsætte det i handling, når tid er.

Når energien topper med månen, for derefter igen af trække sig dybere under jorden frem mod vintersolhverv, kan det også føles som en lettelse. En følelse af at noget har sluppet og der atter er medvind på cykelstien.

Måske vil du opdage, at det den kommende tid er lettere at lytte efter svaret inden i. At din sjæls hvisken er tydeligere. Men det kræver, at du sætter farten ned og begynder at lytte. Det utæmmede felt taler med sjælens langsomme sprog. Det utæmmede felt hvisker om længsel og passion. Om at udfolde og udleve det, som er dit dybeste væsen. Det som er knyttet til, hvem og hvad, du er – ud over din konstruerede identitet og dine tillærte færdigheder. Det utæmmede felt er det rum i dig, som hvisker om, hvem du også er. Du er ikke kun din historie, og det, som er hændt dig i Livet – men meget mere end det.

Måske mærker du en lyst til at gå dybere, sådan at det liv du lever, afspejler dine dybeste overbevisninger. Det er de store overvejelser, der er i bevægelse. Refleksioner om tro, meningen med livet, retning og formål.

Det er tiden til at kigge tilbage på det år, der næsten er gået og fundere over hvad du tager med dig ud af året, men også hvilke tråde du vil spinde til det kommende år, der tager sin begyndelse ved VinterSolhverv.

 

Læs også

Foto: Lars Mikkelsen

Sortmåne

Månens forskellige faser, indeholder forskellig energi. Nogen mennesker er mere følsomme over for de forskellige

Læs mere »

NYHEDSBREV