Morsår og mors dag

Til de døtre, hvis grænser igen og igen er blevet overskredet og nedbrudt.

Til de døtre, som ingen har villet lytte til eller har orket at tage sig af.

Til misfostrene, de udstødte og de fortabte børn.

Til de glemte, de vildfarne og de mishandlede børn.

Til de børn, som har mistet troen på sig selv og på Livet.

Det seneste stykke tid, har mange spurgt mig om, hvordan jeg har det med at det snart er mors dag. En journalist har rakt ud med det samme spørgsmål, bl.a på baggrund af mine podcast om destruktive mor-datter relationer og selvfølgelig min bog: ‘Min mors datter’.

Og det har sat tanker i gang – omkring det at leve med et mor-sår, ikke at have kontakt til min mor og hvad det egentligt betyder. Bevægelsen forstærkes af at de sociale medier flyder over med fotos af taksigelser, blomsterbuketter og hædrende fortællinger om mødre og døtre. Har man som jeg en giftig relation til sin mor, bliver det ekstra synligt på mors dag, ligesom mor-såret vil bevæge sig under ferier og højtider.

Som kvinde er det skamfuldt at have en dårlig relation til sin mor. Vi hædrer fortællingen om det gode og nære mor-datter forhold, som er båret af kærlighed og respekt, selv om der kan være konflikter. Film og bøger fortæller om konflikter, men de løses som regel, og alle falder hinanden om halsen til sidst.

Som voksen er det også vanskeligt – bliver du spurgt til din mor og svarer sandfærdigt, at jeres relation er dårlig og måske nærmest ikkeeksisterende, vil du blive mødt af uforstående, men medlidende blikke. Nogle vil endda sige: ”Jamen, hun er jo din mor”, som om det er en magisk trylleremse, der kan hele alle sår og fortrænge mørket.

Min erfaring er, at meget få har modet til åbent at spørge hvorfor. Enkelte fortæller om selv, om at have smertefulde relationer til en moder eller datter – eller kende nogen, der har – men langt hen ad vejen er det stadig tabu.

En mors kærlighed og omsorg for sit barn betragter vi som en naturkraft, noget absolut, noget næsten lovmæssigt, og begynder vi at diskutere myten om den gode mor og åbne for fortællingen om, at mødre kan være ondsindede og skade deres børn, er det, som om vi stiller spørgsmålstegn ved selve livets kerne.

Moderen har jo båret barnet ”under sit hjerte” og må derfor antages at elske det ubetinget. Tanken om, at mor kan være andet end god, er ganske enkelt naturstridig i mange menneskers bevidsthed. ”Jamen, hun er jo din mor, så hun må da elske dig – og handle efter det”, synes at være en ultimativ holdning.

Vi benægter den onde mors eksistens. Den onde stedmoder eller far kan vi forholde os til – men moderen som bestialsk, ond eller destruktiv er tabubelagt og forbudt at tale om.

Medmindre vi beskriver hende som sindssyg eller misbruger – altså med en diagnose. Så bliver det forståeligt, og moderen er undskyldt, fordi hun jo er syg. Så kan vi ånde lettede op og vende tilbage til myten om ”den gode moder”.

Jeg oplever især, tabuet ligger hos datteren – at sige man ikke føler sig elsket af sin mor, eller at moderen har handlet ondt, falder på en måde tilbage på barnet. Det giver en dyb følelse af skam og forkerthed hos datteren. Vi har lettere ved at tro på, at der ”har været noget galt med barnet”, end at moderen er ond, afstumpet eller skævvredet.

Så idag går mine tanker til alle de døtre, der føler sig alene på mors dag, fordi der ikke er en sund mor at ringe til eller sende blomster til, men er alene med længslen og måske skammen.

Du er ikke alene. Vi er mange der har det sådan – vi taler bare ikke højt om det.

Det er derfor tid til at vælge, om du lader den negative arv fra din mor og sårene, hun tilføjede dig, vedblive at sprede edder og forgift i dit system og din verden, eller du vil spidse ører, opdage baggrundsstøjens mumlen og i stedet træffe valg, der gør dig godt – mors dag eller ej.

Grundsorg

Selv om jeg har set, hvad gaven er ved at være vokset op hos en såret mor, lever jeg stadig med en grundsorg. Den forsvinder ikke, selv om jeg har set bagom lagene og med årene er blevet mere afklaret.

Det er en livssorg over, at min mor ikke evnede at være moder. En sorg, der aldrig forsvinder, men som jeg har lært at leve med. Nogle dage stikker den intenst og er viklet sammen med en følelse af skam over at være sådan et menneske, ikke engang en mor kan elske.

Det er en grundsorg over de muligheder, som ikke blev udlevet og udfoldet. Den kærlighed, der ikke blev vist og den kraft, der (for)blev skævvredet. At være med sorgen kræver, at jeg slipper kontrollen og ønsket om, at det var anderledes.

Sorgen handler også om det svære valg, jeg har måttet træffe, om at give slip på håbet om at finde en form for magisk remse a la ”Sesam luk dig op”, som ville åbne min mors arme og hjerte for mig.

Sorgen forsvinder ikke, bare fordi den voksne og ansvarlige del af mig forstår, at min mor er fortæret af sit mor-sår. Sorgen kræver, at jeg tager mig af den og gør det med nænsomhed.

Håbet holdt liv i grundsorgen, fordi jeg blev ved at gå hen til min mor i håbet om at være elsket, hvis bare jeg gjorde det rigtige. Som om jeg havde en nøgle til hendes kærlighed. Først da jeg gav slip på håbet om, at det ville ske, fik jeg mere fred med sorgen.

Nogle dage har stadig skarpe kanter, hvor sorgens sorte fugle flakser uroligt omkring i hjertet. Sorgen over ikke at høre til i en slægt og være en del af det, jeg er født ind i.

At slippe håbet gør, at jeg kan trække energien hjem. At jeg kan samle mig om den virkelighed, der ER, i stedet for at smide min kraft og energi i jagten på et fatamorgana.

For mig er det at turde føle sorgen snoet sammen med evnen til at elske livet. De er som siamesiske tvillinger – uadskillelige

(Journalisten skrev en fin artikel, som du finder på woman: https://woman.dk/kvinder/tanjas-mor-elskede-hende-ikke-nu-hjaelper-hun-andre-med-at-hele-deres-mor-saar

Du kan læse mere om morsår i min bog: ‘Min mors datter‘. Den findes både som trykt bog og lydbog indlæst af mig. Lyt også til podcastene om det at have et morsår )