I vinterens mave

“Januar er Kællingens måned”, skrev jeg i en blog for en del år siden. Det er stadig tilfældet.

Vi er i vinterens mave. Godt nok tiltager dagslyset en anelse dag for dag, men vi er stadig langt væk fra foråret. Kraften er trukket under jorden, naturen hviler, inden den igen rejser sig. Det samme er tilfældet i det indre.

Vi har lige nu muligheden for at synke dybere ind og længere ned i os selv. Den bevægelse får ekstra kraft pga den fortsatte covid-19 nedlukning af Danmark og verden. Det er ikke muligt på samme måde at søge udad i adspredelse og overspringshandlinger, som vi plejer. Vi har lige nu en helt unik mulighed for at lave en omvendelse fra det ydre og i stedet synke dybt ind i det indre og fra et dybere sted forbinde os med det indre rodfæste.

De næste dage tages julelysene ned mange steder. Lys som for mange mennesker giver en slags håb eller et anker midt i mørket. Når det sker, føles vintermørket endnu mere intenst. Samtidig er månen aftagende og vi inviteres indad i os selv.

Som jeg ser det, kan vi enten gå i kamp med den virkelighed der er. Drømme os til fremmede himmelstrøg med sol og uendelige sandstrande, alle de fester, koncerter og samvær vi er gået glip af i året – eller vi kan slippe kampen med virkeligheden og bruge tiden i ‘vinterens mave’, til at lade vores indre Kælling (eller magiker hvis du er mand), få plads og luft.

Kællingen inviterer til at vi ’går i hi’. Sætter tempoet ned og funderer over vores liv. Ikke for at lave et nytårsfortsæt, men for at lade livskraften og kreativiteten udfolde sig uhæmmet og utæmmet.

Vintermørket er tiden til at blive stille og lytte. Lytte indad i de dybeste lag, hvorfra kilden og Livskraften springer. Ikke i et forsøg på at fremtvinge lys eller hurtighed, men en hengivelse til den kvindelige Urkraft, som løber dybt i os. Vinteren er tiden for at væve en dybere forbindelse i rodnettet til Jorden og Skabelsen. Vinteren er tid for at lade Kællingens utæmmede Kraft føre os dybt ind i vores væsens essens.

Langsomheden er fremherskende i den mørke tid – i hvert fald når vi tør følge de impulser, der strømmer fra mørket dybt i os. Ordene er langsommere. Der er længere imellem dem. Vores måde at bevæge os på er lidt langsommere, måske endda lidt tungere. Behovet for søvn og tilbagetrækning er større, og Kællingens hvisken er lettere at høre.

I vinteren kan vi registrere, at gamle vækstlag fra sommeren giver slip – som bladene på træerne, der daler mod Jorden og giver næring til nyt Liv. Det er en forunderlig tid til at øve sig i ikke at pille i det, der slipper, øve sig i ikke at prøve at forstå og regne ud, men bare at være med det skifte, der sker i visheden om, at det er lag, der er dybt forbundet med Urkraften. Liv, Død, Genfødsel. Efter vinterens tilbagetrækning kommer forårets vækst.

Kællingens kraft er stor og kompromisløs, hun lader usentimentalt gamle mønstre, tankemåde og handlinger, som ikke længere er livsduelige, dø. Hun tager bestik af jorden, lægger nye planer for forårets vækst og rydder op i det der står i vejen for den nye vækstsæson, der hvisker i jorden.
Kællingens energi inviterer til langsomhed, til refleksion. At turde se og erkende virkeligheden. Hun er den ældgamle, viise kvinde, som har set livet og ved hvad det består af. Hun har en villighed til at knuse/baldre illusioner og glansbilleder for at få ægtheden og autenciteten til at trives. Hun har evne til at sætte fingeren det ømme sted, og pege derhen hvor vi er uvillige til at SE. Se os selv, egne mønstre eller omverden.

Hun puster skånselsløst til os, der hvor vi er uvillige. Ånder os i nakken – puffer og skubber og opfordrer til refleksion og langsomhed.

Dybt i os løber Kællingens visdom – men ofte står vores pænhed i vejen. Og er pænheden for stor, hindrer vi Livet i at udfolde sig. Livet bliver uærligt, fyldt med minefelter vi bevæger os uden om, fordi vi er for pæne til at sige STOP og give slip. Vores skelneevne bliver forplumret, når ikke vi tør lytte til vores sansninger, men sætter dem til side – af pænhed, af Kærlighed eller håbet om bedring, hvis bare vi tåler og venter.

Set fra det urkvindelige ligger pænheden som en begrænsende ham over Kællingens Kraft. Den bliver som en spændetrøje for evnen til at se og sanse klart og for evnen til at handle på vores indre oplevelser.

Til dig:

Nyd det er januar. Nyd der er øer til langsomhed, sørg for at skabe dem. Inviter din indre Kælling på en dampende kop te. Luk hende ind i varmen. Sid med hende og lyt til hendes fortællinger og lad hende komme til orde inde i dig. Måske som en stille hvisken eller en larmende latter. Kællingen bærer nøglen til din livskraft.

Måske er det tid til, at din indre Kælling skubber lidt til pænheden, så den sprækker og lader dit utæmmede væsen træde frem?

Konsekvensen af det kender du ikke. Du kan ikke regne ud eller foregribe, hvad det betyder for det kommende år. Hvilke ideer, der springer fra vinterens felt i dig.

Du kan kun læne dig ind i vinterens favn og tillade dig selv at sanse, at mørket er svangert med spirende Liv, der bryder frem, når tid er.

(Du kan læse mere om Kællingens energi i “Kællingens Bog”, der også ligger som lydbog på e-reolen)

Foto: Lars Mikkelsen

 

 

 

Læs også