Ferie og ubundet tid

Hver gang det bliver ferietid bliver jeg spurgt: “Og hvor skal du så hen på ferie?.

For det meste er mit svar: “Ingen steder”. Det resulterer som regel i, at den spørgende enten ser forbavset eller medlidende på mig – oftest fordi de selv har udførlige ferieplaner og har et stort behov for at rejse.

Hver gang har jeg følt, at jeg skulle forsvare det. Forklare, at det ikke trækker i mig at komme ud at rejse og at jeg faktiske trives allerbedst hér hvor jeg er. Jeg bor og lever på en måde, som jeg ikke har brug for et afbræk fra, for at kunne holde ud at være i hverdagen.

Jeg er vokset op i en slægt, hvor det at være rastløs og  have udlængsel var normalen. En slægt præget af søfolk, fiskere og immigranter, hvor drømmen om det næste (eksotiske) rejsemål ivrigt blev luftet. At være en hjemmeføding uden udlængsel blev betragtet som sært.

Senere blev jeg gift med en mand med samme rastløse sjæl. Med ham rejste jeg langt omkring og oplevede meget. Minderne og indtrykkene fra de rejser lever stadig i mig: Bjergenes luft, lysflimmeret over ørkenen, havets dybder og de glødende farver og lyde på markeder.

Jeg har venner og bekendte, der rejser og det samme gør mine nu voksne børn.

At tage ejerskab over min ulyst til at rejse i ferierne og give mig selv lov til bare nyde at være hvor jeg er, har ikke været let. Jeg har måttet gøre op med både mine egne og andres forventninger til hvad der er ‘normalt’ og hvad ‘man’ har brug for i ferier. Med alderen er det blevet lettere at være mere loyal over for mig selv, men i ferierne rører den stadig på sig: glansbilledet af hvordan ‘man’ holder ‘rigtig’ ferie.

I mit arbejdsliv er jeg en art rejsende. Dag efter dag bevæger jeg mig sammen med mennesker ind i deres indre, svære steder. Jeg bevidner grundsår og traumer, for at mennesker kan kalde alle dele af sig selv hjem og leve et mere helt og kærligt liv. Det er som at rejse efter et usynlig kompas med alle sanser i brug, for gang på gang at følge sjælens fært.

Måske er det derfor jeg ikke har en længsel efter at rejse ud og opdage nyt land i mine ferier, få nye impulser og indtryk.

Jeg trives nærmere med at bevæge mig endnu længere ind og dybere ned  i mine indre landskaber – også i mine ferier. Jeg opdager nye lag, nye vinkler på ting, jeg  troede jeg allerede havde udforsket til bunds. Uanset om det er den måde lyset falder på gennem et vindue, duften i ‘min’ skov ved daggry eller synet af regnbyger, der fejer over havet.

Når jeg holder ferie, har jeg tid for mig selv. Ubundet tid.

Jeg har ingen planer om specielle aktiviteter, kun en dyb længsel efter at være fordybet i det utæmmedes rige i mig, midt i mit hjem og dét der ellers er rammen for min hverdag. Jeg længes efter at forbinde mig endnu dybere ind i min egen urkraft og forbindelsen til Skabelsen. Jeg bruger de redskaber jeg har erfaret virker for mig: kreativitet, natur, søvn, sanseoplevelser, bevægelse og frem for alt ubundet tid alene. Jeg tuller rundt, nyder og gør de ting, jeg holder af. Ikke for at få tiden til at gå, men nærmere for at blive langsom, dvælende, fuldt nærværende.

At have ubundet tid betyder frihed. Tid til langsomhed. Tid til at fundere. Tid til at læse og strikke. Gå ture på de tidspunkter jeg har lyst til. Spise og sove, når kroppen har behov for det. Tid til bare at være og lave ingenting. Ubundet tid er dage uden planer, dage som er helt åbne, hvor langsomheden og det utæmmede kan udfolde sig i Stilheden. Nogle gange tilbringer jeg tid med de mennesker jeg holder af, men allermest er jeg bare med mig selv.

Det er i øerne med alenetid, jeg kalibrerer mit indre kompas, rodfæster mig dybere og lader op det til det turbulente efterår, jeg fornemmer verden går ind i.

Jeg læner mig ind i det utæmmede i mig, påkalder kællingens energi og giver dyrekvinden i mig næring. Det er fra det felt vitaliteten og livskraften flyder og giver både mig og mit liv, liv.

Læs også