Allehelgen og sortmåne

28.10.24

Det er efterår og vi er på vej ind i vinteren. I naturen falder bladene af træerne, formulder og giver nyt liv – ny grokraft. Vi er ved årshjulets afslutning. Det er Allehelgen.

Vintersæden såes, nyt liv gøres klart, ligger i jorden og venter på lysets og vækstsæsonens genkomst.  Men før livet kan genopstå, må gamle vækstlag dø. Alt livs forfald og forgængelighed er synligt – i naturen og i den indre verden.

Dagene omkring den 30 oktober – 1. november er magiske og vigtige dage. Det er tiden for en urgammel højtid. I mange kulturer og religioner på den nordlige halvkugle, har dette tidpunkt været markeret og helligholdt. Uanset om det har heddet Allehelgensaften, Halloween eller Samhain.

Tidspunktet er en af de 8 eger på Årshjulet. Årshjulet levendegør det cirkulære i livet og  årets 8 fixpunkter: vinter solhverv, kjørmes, forårsjævndøgn, voldermisse, sommer solhverv, høstfest, efterårsjævndøgn og allehelgen.

Ved Allehelgen klæder vi os måske ud som hekse, dødninge og zombier, men bag det lag, ligger en dybere visdom. At sløret mellem verdener er tyndt, har også en særlig betydning i dit indre univers, da det der står mellem dig og din kraft er også særligt gennemskinneligt på denne tid af året.

Det er tidspunktet, hvor muligheden for at omfavne den dybe del af din kraft, er stor. Den del af kraften i dig, som er forbundet med blodet, mørket, Gudinden og Kællingen. Det er ikke uden grund, at Allehelgens aften før i tiden var en af heksenes indvielses fester.

Samtidig er månen aftagende og på Allehelgens aften er den helt sort.  At månens lys er fraværende åbner porten til de dybeste lag af kraften – både i det indre, men også i det utæmmede.

Sortmånen er den utæmmede, kvindelige krafts tid. Sortmånen er Kællingens, Heksens og Vølvens enemærker. Den kvindelige magi og kraft er stærk. Utæmmet bølger den i dybet af os og hvisker om at vokse sig fri. Sortmånen minder os om at gå til kilden i os selv og forbinde os med blodet, mørket, Heksen og Gudinden.
Sortmånen minder os om tilbagetrækning og refleksion. Den kalder på langsomhed, på at sætte hastigheden ned og holde pauser. Kraften bliver stærk, samler sig i mørket, inviterer os dybere i os selv, for med nymånens voksende energi igen at manifestere sig i verden.

Sortmånen åbner porten til det urkvindelige og påkalder kraften fra dybet. Den urkvindelige kraft, som er nedarvet gennem æten. Den kraft, som kvinder i æoner af år har trukket på, for at overleve og skabe liv omkring sig. Den kraft, som kvinder har trukket på, for mod alle ods at skabe magi og videregive den visdom, der utæmmet flyder i det urkvindelige.

Når sortmånen og allehelgen falder sammen, er der dobbelt op på urkraften. Der er dobbelt op på kællingeimpulsen og det kan være et heftigt bekendtskab, hvis der er stor afstand mellem det liv du lever, og det liv du længes efter. Omvendt kan det være et enormt afsæt for at rodfæste kraften endnu dybere, hvis du lever et liv loyalt over for dig selv og din indre visdom.

Er der stor afstand mellem det liv du længes efter og det liv du lever, vil du måske mærke dit grundsår er aktivt. Det kan føles som at være slået hjem i ludo, fordi du måske genbesøger en gammel og velkendt smerte, som du troede du forlængst havde lagt bag dig. Og selv om det måske ikke føles sådan, er det et udtryk for at din kraft rejser sig. Grundsåret og din kraft er uløseligt forbundne – det ene findes ikke uden det andet.

I grundsåret bor Døden. Tillader du ikke grundsåret at blive berørt af verden, så det kan springe op og bløde for at blive renset og kunne hele, vil såret sprede edder og gift og sætte sig som en sjælelig nekrose. Den vil sprede sig til blodstrømmen, ind i livskraften og skabe afstand til ikke alene sjælen, men til verden. Men det kræver at du tager stilling – at du tør se på, om du lever på en måde der er bæredygtig. Både for sig selv og for verden.

Døden er på sin vis selve dét, der definerer livet, netop fordi livet er forgængeligt.

Sløret mellem verdener er tyndt

Kraften trækker sig tilbage, går under jorden i vinteren for at bruse frem igen med forårets komme. Døden er nærværende, vi kan mindes de døde, meditere på vores egen død eller bruge Døden som vejleder. Vi bærer altid både livet og døden i os, men i disse dage er det særligt tydeligt, fordi sløret mellem verdenerne er næsten ikke eksisterende.

​Det er tiden, hvor du kan invitere Døden indenfor, bruge den som vejleder og hjælper til at give livet et eftersyn. Døden er visdommen, symbolet er kraniet og knoglerne, der usentimentalt minder dig om livskraften og livets forgængelighed. Når Døden er nærværende, kan vi bruge den som vejleder. Livet bliver da intenst og kompromisløst – der er der ingen plads til lunkenhed og du kan vælge at leve fuldt.

Døden er en naturlig konsekvens af livet. Fra det øjeblik du tager det første åndedræt som nyfødt, og lader livet strømme igennem dig, bevæger du dig samtidig uundgåeligt frem mod din egen død.

At slutte venskab med din egen Død betyder, at du med dig bærer visheden om din egen dødelighed og lader Døden give dit liv, Liv og mening. Måske opdager du, at netop fordi dit liv ikke er evigt, giver det mening at se på, hvordan du bruger dit liv, hvordan du lever og om du sætter din kraft i bevægelse for at skabe liv.

Når vi forholder os til døden, bliver nogle ting meget tydelige. Det sætter det levede liv i et andet lys. Alle slør og undskyldninger falder i dødens nærvær. Der er kun en nøgtern vurdering af, om du har brugt din kraft til at skabe liv for dig selv og andre – eller du har været tilbageholdende og ventet på det rigtige tidspunkt. Et tidspunkt som måske aldrig kom.

Du kan lade din egen forestående død hjælpe dig til kompromisløst at elske og hengive dig til livet, eller i frygt for døden skabe afstand til livet. Døden kan hjælpe dig til at huske, frisætte og trevle op.

Og ved netop at gøre den bevægelse – at bære visheden om din egen død med dig – lader du din egen død give dit liv mening.

Med ønsket om en kraftfuld og livgivende Allehelgen

Venlig, men aldrig tam

(Kalder Årshjulet og det cykliske på dig, er workshoppen “Med Årshjulet i Kællingens Rige” måske noget for dig. Se også  “Med Døden som Vejleder”

Læs også

Om bøn

Bøn Ordet bøn kommer af norrønt bœn, oldengelsk ben af en rod med betydningen ‘tale’[1]. Jeg ser bøn

Læs mere »

NYHEDSBREV