19.2.23
Månen er igen aftagende – snart er det sortmåne.
Når Månen er aftagende, når dens segl bliver tyndere nat for nat, for, for en stund, at forsvinde, er det sortmåne. Lyset trækker sig tilbage, og mørket fylder mere. Månens lys set fra jorden er mindst. Det kan virke, som om Månen er fraværende – det er sortmåne.
Månens gang over himlen er cyklisk. Den tiltager, vokser sig frem af mørket, bliver fuld, for igen at aftage og blive mørk. Månens faser minder os om det cykliske Liv – om forbindelsen til det urkvindelige, om forbindelsen til kællingens kraft.
Tør vi være med alle Månens faser – både når dens lys skinner over verden, og når den er mørk, tillader vi vores indre livstræ at vokse.
Når Månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske Kraft stærk. Langsomheden er fremherskende, og den utæmmede Kraft er stor. Den utæmmede Kraft puffer til os, opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden. Når vi tør gå ind i mørket, under jorden og forbinde os med rodnettet, tager vi vores urkraft i ed. Derfor er sortmånen særlig vigtig for din indre kælling.
Sortmånen er den utæmmede, kvindelige krafts tid. Sortmånen er Kællingens, Heksens og Vølvens enemærker. Den kvindelige magi og kraft er stærk. Utæmmet bølger den i dybet af os og hvisker om at vokse sig fri. Sortmånen minder os om at gå til Kilden i os selv og forbinde os med blodet, mørket, Heksen og Gudinden.
Sortmånen minder os om tilbagetrækning og refleksion. Den kalder på langsomhed, på at sætte hastigheden ned og holde pauser. Kraften bliver stærk, samler sig i mørket, inviterer os dybere i os selv, for med nymånens voksende energi igen at manifestere sig i verden.
Sortmånen åbner porten til det urkvindelige og påkalder kraften fra dybet. Den urkvindelige kraft, som er nedarvet gennem æten. Den Kraft, som kvinder i æoner af år har trukket på, for at overleve og skabe Liv omkring sig. Den kraft, som kvinder har trukket på, for mod alle ods at skabe magi og videregive den visdom, der utæmmet flyder i det urkvindelige.
Samtidig står vi ved porten til brydningstiden mellem vinter og forår. Kalenderen viser, at det er er den sidste vintermåned og foråret snart er på vej.
Sortmånens kompromisløshed kan hjælpe os til at lave den sidste store sortering inden vi langsomt begynder at rette energien ud ad igen efter vinterens tilbagetrækning.
I det indre opleves det som en form for transit – en overgangstid eller et mellemrum – hvor impulserne og strømningerne ikke er entydige. Et mellemrum eller en overgangsfase, hvor vinterens tilbagetrukne og forårets udrettede energi danser og brydes.
Strømninger af sorgfuldhed afløses af bølger af glæde – nyt Liv, nye begyndelser og en sorg over de tanker, overbevisninger og ideer, du lader tilbage i vinterens energi, fordi det ikke længere er livsdueligt. En stille, indadvendt sortering, som ikke nødvendigvis foregår med store armbevægelser, og en højlydt annoncering til Verden, men nærmere foregår i Stilheden.
Som lag af hamme, der skydes og falder af. Stille, vedholdende, langsomt og for evigt forvandlende.
Brydningstiden mellem vinter og forår
I brydningstiden mellem vinter og forår er Kællingens Kraft stor og kompromisløs. Kællingen får endnu mere kraft af den aftagende måne. Hun lader usentimentalt gamle mønstre, tænkemåder og handlinger, som ikke længere er livsduelige, dø.
Hun tager bestik af Jorden, lægger nye planer for forårets vækst og rydder op i det, der står i vejen for den nye vækstsæson, der hvisker i Jorden.
Hun skaber grobund for mælkebøtten.
Mælkebøtten er det nye, utæmmede Liv, som vokser dybt i dig. Kraftfuld og insisterende er den der, med en stærk rod.
Når væksten inde fra opstår som en mælkebøtte, der bryder igennem asfalten, vil den ofte vække en følelse af frygt. Af uro. Følelsen af at miste kontrollen.
Nogle gange føles den ubarmhjertig. Som en naturkraft, der længe har været tæmmet og nu bryder igennem – ubønhørlig og kompromisløs – forandrer den alt på sin vej gennem dig, mens den bygger bro mellem dit indre og din ydre verden.
Måske mærker du det som rastløshed eller spændinger – en buldren af energi i kroppen eller sindet. En energi, der ikke har nogen bestemt retning. Du spænder imod forandringen, prøver måske endda at hæmme det nye, der vokser. Du klemmer knæene sammen og stritter instinktivt imod.
Måske identificerer du dig med asfalten – det stivnede lag i dig, som ligger mellem dit inderste væsen og virkeligheden. Frygten rumsterer og hvisker dig måske i øret, at det er ’forkert’ og farligt. Ukontrollabelt.
Nogle gange er det muligt at finde en gnist af mod til at være med forandringen. Du kan skifte fokus fra asfalten til mælkebøtten.
Du kan øve dig i, i kortere eller længere tid, at løsne kontrollen og læne dig ind i forandringen. Ikke ultimativt, men prøvende.
Forsøgsvist kan du læne dig ind i det nye Liv, som opstår i dig. Sanse det og måske få en fornemmelse af dets væsen og kvalitet. Eller måske bare af dets buldrende Livskraft dernede i mørket.
Hengivelsen giver grokraft til det nye Liv, til mælkebøtten der vokser i mørket. Med tiden lader hengivelsen forandringen og det nye Liv bryde igennem fra den indre impuls. Den tillader det nye Liv at bygge bro mellem det inderste i dig og dit ydre fysiske Liv.
Med tiden og forårets sol kalder den dig til handling.
(Du kan læse mere om det cykliske liv i ‘Kællingens Bog‘ og ‘Med Årshjulet gennem Kællingens Rige’)
