Videre til indhold
Synlighed er et tema jeg bliver ved at vende tilbage til, fordi det er vævet så tæt ind i det kvindelige univers.
Når jeg taler om synlighed, taler jeg om at være synlig som sig, ikke som en rolle, en funktion eller relation, men synlig som den kvinde, det væsen, det menneske man er.
Ofte hører jeg kvinder tale om det med længsel og sorg i stemmen, at blive set som sig, anerkendt som sig og en længsel efter at deres omverden har en interesse i hvem de er. At være synlig som sig er forbundet med en følelse af kraft, blødhed og vær-sig-hed. Og samtidig er der på forunderlig vis frygt på færde for at blive synlig som sig, fordi det kan føles sårbart og man risikerer at blive afvist.
Ofte skaber det et krydspres. Der er både frygt for at blive synlig – og frygt for ikke at blive det.
Krydspresset er forbundet med det vi længes efter på et meget dybt plan – noget, der føles vigtigt, som noget sjælen længes efter, og måske er forbundet med selve meningen med livet – og samtidig føles det enormt farligt. Det kan være, at der er meget konkrete frygtscenarier forbundet med længslen efter synlighed – at hvis vitterligt man bliver synlig, vil alt gå galt.
Der er måske frygt for, hvad konsekvenserne kunne være. En frygt for at stå nøgen, føle sig forkert, at folk forlader én og man er fortabt. En frygt for at nogen bliver sure eller angriber en.
Samtidig føles tanken om ikke at nå at få det gjort inden man dør, lige så skræmmende. Som en følelse af at være fortabt, have forladt sig selv og måske næsten have forfejlet sit liv, hvis ikke når at blive synlig som sig.
Til dig
Det vanskelige er, at frygten jo til dels kan have ret. Derfor man ikke bare affærdige den, som noget pjat. For ligeså frigørende det er at være synlig som sig, ligeså udsat kan det føles. For pludselige føler selv fremmede, at de har ret til uinviteret at kommentere på din fremtræden, dit udseende, dine valg og dit liv. Ofte er det ikke engang dig de ser, men det billede de har skabt af dig inden i sig. Du bliver genstand for mange af deres projektioner, skygger, frygtscenarier og andet værk.
Nogle vil måske blive provokerede og forsøge at nedgøre dig eller atter få dig til at underspille. Og folk har synsninger, meninger og holdninger til alt hvad de ser. Mange endda! Og deler villigt ud af dem – uanset om du inviterer dem til det eller ej. Det kan føles grænseoverskridende, selv når det er forklædt som omsorg.
Det kan give stof til spændende samtaler, hvis du orker og omverdenen har modet til at anerkende, at de ser dig igennem deres eget filter, men oftest må du bare notere dig det følger med at være synlig som sig- uden at tillægge det større vægt. Jeg taler ikke om at være ligeglad, for det tror jeg ikke man kan være. Vi er sociale væsner og vores sanseapparat opfanger andre menneskers reaktion på os, men vi kan bestemme hvad vi stiller op med det.
Jeg oplever det derfor som afgørende at tage stilling til hvis mening om dig, du tillægger værdi. Ofte vil du opdage at det kun er ganske få menneskers holdning til dig, der betyder noget: måske din ‘inderkreds’: dig selv, din nærmeste familie, få venner.
Når du tør være synlig som dig, giver du ordløst andre til at være synlige som sig. Det sker uanset om vi taler om det eller ej. Og vi ved det instinktivt. Kraft kalder på kraft.
Hvis folk er bange for deres kraft (og måske også for din) og derfor selv er uvillige til at blive synlige og selvansvarlige, er det bare et spørgsmål om tid, før de prøver at tæmme din kraft. Et forsøg på at skyde kraftens budbringer, så at sige.
Jeg oplever ikke der er nogle nemme løsninger i dette felt – intet fif, der lige kan rykke det hele på plads. Der er kun at vide, at der ofte gemmer sig et krydspres af frygt og længsel, vedholdende at insistere på synligheden og favne de dele af dig, som bliver frygtsomme undervejs.
Venlig, men aldrig tam
